Abdellah Taïa: Arabisk vemod

I min jagt efter bøger fra hele verden faldt jeg på Lille Bogdag forleden tilfældigvis over denne lille roman af marokkanske Abdellah Taïa (f. 1973), som netop er udgivet på dansk på Arvids forlag.

Bogen er skrevet i fire distinkte dele. Første del er et tilbageblik i erindringen til en barndomsoplevelse, hvor jeg-fortælleren, den da tolvårige Abdellah, er tæt på at blive voldtaget af en flok ældre drenge. Abdellah var en dreng med feminine træk, som blev drillet med pigenavne af de andre drenge og allerede dengang vidste eller anede, at han var til mænd. I Abdellahs erindring skildres nær-voldtægtsoplevelsen med en særpræget blanding af frydefuld forventning og frygt.

I de næste to dele følger vi den voksne, unge Abdellah igennem forskellige forelskelser, fortvivlelser, forvildelser og forsøg på flugt. Han forelsker sig vildt og skuffes voldsomt, når kærligheden viser sig kun at være sex.

Romanens fjerde og sidste del er så absolut den stærkeste og bedste. Her hører vi om Abdellahs pinefulde, men længere kærlighedsforhold til en algerisk mand, Sulimane, som han møder i Paris. Den første arabiske mand, har for alvor forelsker sig i. Deres historie er fortalt overvejende gennem to tekster: Dels nogle sider fra parrets ‘kærlighedsdagbog,’ som de skrev på i fællesskab i den gode tid, men som Sulimane i vrede nu sender Abdellah nogle udrevne sider fra, efter at Abdellah langt om længe har gjort det traumatiserende forhold forbi. Dels et langt endegyldigt afskedsbrev fra Abdellah til Sulimane. Især dette sidste brev er en meget flot tekst, fyldt med stor smerte og forbitrelse, men også med ømhed og begær.

At vokse op som bøsse i et land som Marokko, hvor homoseksualitet er forbudt både efter landets love, religiøse regler og sociale normer, har næppe været nemt. De konflikter og den smerte, der må være forbundet hermed for jeg-fortælleren Abdellah, er til stede i romanen, men det er ikke dem, der fylder mest. Det dominerende tema er således slet og ret en ung mands forelskelser og erfaringer med sex og kærlighed på godt og ondt.

Smerten ved at bekende sig til en seksuel identitet, der af ens religion og omgivende samfund ses som en synd, stikker dog hovedet frem en gang i mellem i teksten. Stærkest måske i en lille passage i fjerde del af romanen, hvor Abdellah beskriver, hvordan han og kæresten Sulimane håndterer den pinefulde dobbelte identitet som praktiserende muslimer og bøsser:

Straks efter af vi havde mødt hinanden, holdt du op med at [besøge moskéen]. Du turde ikke blive ved. Vores forhold var helligbrøde i islams øjne. Den følelse kunne du ikke blive af med. Jeg forsøgte ikke at få dig til at skifte mening. Jeg levede selv i denne uoverensstemmelse. Jeg havde selv brug for at tro. Jeg ville tro.
Til sidst fandt vi en løsning. Jeg tog dig med i Saint-Bernard-kirken, hvor vi så på folk, mens de bad. Kirkerne var oprindelig ikke tiltænkt os, de stod ikke for noget i vores åndelige bevidsthed. Der var ikke noget, der bandt os til dem, alligevel vendte vi tilbage flere gange, og vi endte med at finde en ny form for åndelighed. Vi opfandt den sammen, denne religion, denne tro, dette kapel, dette mørkeog lysende sted, denne tid uden for tiden. Denne kristendom ikke så langt fra Barbés.

Citatet også er også symptomatisk for Taïas skrivestil, som er kendetegnet ved mange punktummer, meget korte sætninger, nogle gange på kun et ord eller to. Den stil kan være meget virkningsfuld brugt med måde, men når det bliver overgjort (og mange steder er det meget mere markant end i det netop citerede), mister det effekten og bliver snarere bare irriterende at læse.

Romanen har som nævnt nogle stærke passager, men som helhed fremstår den lidt for løst, nærmest henkastet komponeret. Personligt havde jeg derudover nok også lidt svært ved at engagere mig tilstrækkeligt i den unge Abdellahs forvirrede forelskelser til for alvor at finde romanen interessant.

Holder man romanen op mod forfatterens biografi, får man et indtryk af, at der må være meget selvbiografisk stof i bogen. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide, og det er for så vidt heller ikke af betydning. Alligevel får jeg den tanke, at nogle af bogens svagheder – den lidt for løse struktur – måske kan forbindes til, at det selvbiografiske stof har fået lov at disponere bogen for meget og har stillet sig i vejen for en mere stram disposition.

Romanen er oversat fra fransk af Simon Hartling til letlæst dansk. Det er den anden bog af Abdellah Taïa på dansk.

Arabisk vemod udgør det marokkanske indslag i min læseudfordring Verden i bøger

K's vurdering: