Omar Robert Hamilton: Byen vinder altid

Intens, hektisk og forvirrende. Barsk og skræmmende. Menneskeligt og politisk deprimerende. Byen vinder altid er en markant og hård roman om det arabiske forår, som det udspillede sig i Cairo.

Omar Robert Hamilton (f.1984) er født i London, søn af en egyptisk mor og en britisk far. I 2011 tog han til Cairo sammen med sin mor for at deltage i den egyptiske revolution. Her blev han en del af et mediekollektiv og producerede blandt andet adskillige kortfilm om revolutionen, der blev formidlet på internettet.

Byen vinder altid (opr. 2017) er Omar Robert Hamiltons skildring i skønlitterær form af Cairos “arabiske forår” i 2011-2013, som det opleves af en gruppe aktivister.

Det er en historie om håb, begejstring, fremtidstro, mod og kampgejst – som imidlertid afløses af bristede illusioner, håbløshed, frygt, resignation og pessimisme efterhånden som det står klart, at revolutionen ikke kan vindes, men gradvist overtages af mørkemændene fra Det Muslimske Broderskab og i sidste ende slås ned af militæret.

Ordet er stærkere end sværdet, siger man gerne, og det lyder smukt. Den deprimerende lære fra Cairos arabiske forår er imidlertid, at hverken ord eller billeder på Twitter, Facebook eller YouTube eller på gammeldags demonstrationsbannere i sidste ende kan vinde over kugler og kampvogne i hænderne på en regering, som er villig til at fængsle, torturere, voldtage og myrde sin egen befolkning.

Hvad stiller vi op med information og fakta, når den eneste valuta er våben og løgne, når det eneste, alle vil have, er våben og løgne?

Romanen følger to unge aktivister, Mariam og Khalil, der begge er en del af en lille aktivistgruppe, der sender illegal radio og youtuber filmreportager fra Tahrirpladsen og andre steder i Cairo, hvor revolutionen udfolder sig.

Romanens henter sin store styrke i en her-og-nu-reportageagtig form, som Hamilton mestendels benytter sig fermt af. Hamilton formår at formidle en oplevelse til læseren af at befinde sig midt i begivenhederne. Mere end en sammenhængende fortælling fremstår den som en serie af intense, hektiske stemningsbilleder fra Cairos gader, fra Tahrirpladsen, fra feltlazaretterne, politistationerne og det lille mediekollektivs redaktionslokaler.

Hamilton veksler mellem at fortælle historien i første-, anden,- og tredjeperson. Især i kapitlerne, der fortælles fra Khalils perspektiv skifter det grammatiske perspektiv nogle mellem et han, et du og et jeg adskillige gange inden for samme afsnit. Nogle gange virker det godt, andre gange lidt forvirrende og atter andre bare en smule påtaget.

Gang på gang dykker romanen ned midt i en gadescene, og placerer uden forudgående forklaring eller kontekst læseren midt i de hektiske begivenheder. Midt i en kakafoni af stemmer, ikke altid uden identificerbar afsender, iblandet tweets fra aktivisterne (mange af dem autentiske, gætter jeg på). Og midt i en masse af kroppe, der marcherer, løber, råber – og slår, skyder, stikker og voldtager.

Det er ofte temmelig forvirrende for læseren, men det er også et ret effektfuldt greb, som formidler noget af den stemning, menneskene midt i gadens kaos formentlig selv har oplevet.

Hun er ved at kvæles af lugten på felthospitalet, den klistrer til hendes mund og hud, kravler op i næsen, sætter sig i svedperlerne på hendes bryst, desinfektionsmidler og mudder og røg og frygt og sved, og alle vinduerne er lukkede, og lægerne har gasmasker på, og der er blod overalt, og på hver eneste centimeter er der døende i gennemvædede tæpper og gennemblødte T-shirts, og luften er tyk af de sidste åndedrag, der grædes ud af lunger, som er flået itu af kuglerne, og et spædbarn, to spædbørn, græder, og det er den eneste lyd, der giver nogen som helst mening.

Romanens styrke er imidlertid også dens væsentligste svaghed. Hamilton overdoserer således sine virkemidler en smule ved at gentage formen for mange gange.

Jeg er med på, at det kan være en bevidst pointe fra Hamiltons side således at formidle aktivisternes oplevelse af, at begivenhederne gentager sig selv. Men for en litterær betragtning bliver det ikke desto mindre til lidt for mange formmæssige gentagelser, og for mig som læser blev det lidt trættende over de relativt mange sider.

Jeg kunne have ønsket, at Hamilton trods alt havde gjort lidt mere ud af den fortællende sammenhæng i romanen, både for så vidt angår de ydre, historiske begivenheder og udviklingen mellem personerne.

Medvirkende til det forvirrende billede er, at Hamilton skriver til en læser, der er rimelig fortrolig med de centrale begivenheder i Cairo i perioden, herunder de vigtigste demonstrationer og sammenstød mellem demonstranter og politi/militær, samt navnene på de skiftende politiske magthavere.

Dette er således ikke bogen for dig, der ikke lige fik fulgt med i nyhedsstrømmen om oprøret i Cairo og gerne vil have et hurtigt brush-up i romanform.

Du kan formentlig godt læse romanen med udbytte uden nogen forudgående viden om de historiske begivenheder. For Hamiltons stærke sprog og intensiteten i de enkelte scener sætter sig i nogen grad ud over den historiske kontekst.

Men jeg vil nu alligevel anbefale, at du læser en lille smule op på hovedpunkterne i den egyptiske revolution i perioden, inden du kaster sig ud i romanen og lader dig rive med af masserne i Cairos gader.

For læse bogen, det bør du gøre – så ubehageligt og nedslående det end er at følge, hvordan håbet, begejstringen og sejrstroen slås ned for at ende i fiasko, frygt og resignation.

Jeg husker vagt skyggen af en tid, hvor jeg kunne gå ned ad en gade, hvor mine øjne begejstredes over hver eneste lille detalje, hver eneste fremtidsmulighed, men det eneste, jeg nu ser, er sjælløse rækker af gadelys og døende dyr og smadrede vinduer i forfaldne bygninger og minder, jeg ikke kan flygte fra, om alle de døde i vores svovlspyende by, vores fiaskos metrokropolis.

Byen vinder altid udkom i forgårs den 11. oktober 2019 på forlaget Rebel With a Cause, oversat til medrivende dansk af forlæggeren selv, Iben H. Philipsen.

Bogen er modtaget fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: