Edward St Aubyn: Den store pris

Edward St Aubyns nyeste roman er en lidt ujævn, men ikke desto mindre særdeles velskrevet, vittig og ætsende ondskabsfuld satire over en vis britisk litteraturpris.

Romanen, der oprindeligt er fra 2014, udkom på dansk i går, og Gads Forlag har næppe valgt datoen helt tilfældigt: Det var nemlig to dage efter uddelingen af dette års Man Booker Prize ved den traditionelle prismiddag for litteraturverdenens kendisser. Og man skal ikke kende meget til Man Booker-institutionen for at indse, at det er den, der står for skud i Den store pris, selv om prisen i romanen kaldes Elysium-prisen.

Edward St Aubyn (f. 1960) har høstet talrige roser for sin romankvintet Patrick Melrose-romanerne (1992-2012) om den selvdestruktive dekadence i den britiske overklasse (som jeg selv først er gået i gang med netop nu – anmeldelse følger). Men nogen Man Booker-pris er det ikke blevet til.

Om det er dén forsmåelse, der har været St Aubyns drivkraft for at skrive Den store pris, skal jeg ikke kunne dømme om. Men man kan godt få tanken. Sikkert er det ihvertfald, at hele Man Booker-institutionen og hypen omkring den står temmelig forpjusket tilbage efter denne tur igennem St Aubyns frydefuldt ondskabsfulde, satiriske vridemaskine.

I romanen følger vi et større galleri af personer: Dels er der de fem medlemmer af dommerkomiteen for Elysium-prisen, som alle er udpeget mere på grundlag af politik, personlige interesser, gamle amourøse forbindelser og andre kriterier, der ikke har meget at gøre med deres mulige evne til at identificere et litterært talent.

Der er f.eks. den komplet talentløse krimiforfatter Penny, som ikke kan skrive en linje uden hjælp fra computerprogrammet Ghost Gold Plus. Der er klummeskriveren Jo, som vurderer bøgerne efter, om de vil være “relevante” for hendes klummelæsere. Mens formanden for dommerkomiteen, Malcolm, er en falleret skotsk politiker.

De fem dommere kan ikke enes om noget som helst, udover at ingen af dem har tænkt sig at læse alle de værker, de skal bedømme. Slet ikke hele bruttolisten af 200 indsendte bøger, men for så vidt heller ikke bøgerne på deres udvalgte longliste eller shortlisten på bare seks bøger. Udvælgelsesprocessen skildres derimod som et politisk spil præget af personlig interesseforfølgelse, alliancebaserede forhandlinger og skænderier.

Parallelt med portrættet af dommerpanelet og deres forskellige familiære og personlige udfordringer følger vi også et udsnit af de konkurrerende forfattere, både nogle af dem, der kommer med på long- og/eller shortlisten, og en enkelt, der slet ikke får sin bog antaget til bedømmelse.

Den sidste er den underskønne, sexede nymfoman og hensynsløse man eater Katherine Burns, som muligvis er en god forfatter, men ikke kommer med, fordi hendes forlægger (og elsker) ved en fejl indleverer en indisk kogebog til konkurrencen i stedet for hendes nye roman.

Katherine bliver rasende og fyrer både elsker og forlag. Den indiske tante, der står som forfatter til den banale kogebog, The Palace Cookbook, bliver derimod noget betuttet over, at kogebogen af dommerkomiteen bliver fortolket som en roman (der “fungerer på et ‘realistisk’ niveau, samtidig med, at den fungerer som det mest dristige stykke metafiktiv performancekunst i vor tid”, som klummeskriveren Jo udtrykker det) og tilmed optages på Elysium-prisens longliste. Det bliver ikke bedre af, at hendes nevø er en hovedrig, selvoptaget, indisk maharajah, som sammen med tanten er rejst til England i sikker forventning om, at hans egen monstrøse 2000-siders aldeles talentløse roman ville være en sikker vinder af den store pris.

Mahrajaen bliver så fortørnet over, at hans roman bliver vraget allerede i første runde, at han planlægger at myrde formanden for dommerkomiteen under selve prisoverrækkelsesceremonien. Den forsmåede maharajas mordplaner bliver lige en tand for fjollede for mig, og han kunne godt have været skrevet ud af historien.

Til gengæld hører dommernes og litteraturkritikernes reception af The Palace Cookbook til et af mange sylespidst præcise, satiriske indslag undervejs i romanen, hvor St Aubyn udstiller den varme luft, følgagtigheden og det selvforstærkende snobberi i dele af det litterære parnas. Bifiguren Didier, som inkarnerer den pseudointellektuelle, selvrefererende universitære litteraturkritik, udfolder således blandt andet denne “fortolkning” af kogebogen:

“Det er klart,” sagde Didier, “at vi er vidne til teksten-som-tekstil, som er en stoflig fabrikation, der lægger et væv af tilsløring over sit tilsyneladende subjekt og dermed udtrykker sin overdrevne mængde af figurativt sprog henover enhver tillagt betydning, eller, mere generelt, den overdrevne magt, som betegneren udøver over enhver version af det betegnede, der måtte prøve at begrænse den. En opskrift fra The Palace Cookbook er også en opskrift fra The Anarchist Cookbook! Netop fordi sprog eksploderer af betydning, der undergraver vores logocentriske læsning af teksten, inklusive den tekst, vi kalder ‘Virkelighed’.”

Litteraturkritikernes bedømmelse lader sig ikke anfægte af tantens eget ord for, at bogen jo bare er et resultat af, at hun sendte sin “sekretær hen for at bede vores gamle kok i Badanpur, der naturligvis ikke kan skrive, opremse de opskrifter, vi har brugt i mange generationer.”

Romanen er fyldt med sådanne små satiriske perler, og der er ikke mange eller meget i det britiske litterære miljø, der finder nåde for St Aubyns hvasse pen. En pen, der ikke bare er hvas, men også skriver i et præcist og flydende sprog, som er en fornøjelse at læse i Nanna Lunds udmærkede fordanskning (selv om det er gået lidt hurtigt for Gads Forlag i korrekturlæsningen).

De fleste af de mange personer i romanen er fint og skarpt tegnet op, også selv om de tenderer mod at være karikaturer. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at St Aubyn havde skåret lidt ned på størrelsen af persongalleriet for i stedet at give plads til at udfolde portrætterne af de tilbageværende lidt mere.

Men nuvel, romanen har i sin form og sit ærinde karakter af et lille stykke let og humoristisk satire, og som sådan fungerer den godt og underholdende.

K's vurdering: