Stærk senegalesisk feministisk nyklassiker. Noget så sjældent som en roman, der både har et tydeligt politisk budskab og samtidig er flot skrevet, velkomponeret og båret af troværdige persontegninger.
Romanen tager form af et brev fra den nylige enke, skolelæreren Ramatoulaye, til hendes gamle veninde, Aissatou. Ramatoulayes lange brev er skrevet i form af dagbogsnoter fra den sidste del af en obligatorisk sørgeperiode, som hun ifølge den senegalesiske version af Islam skal tilbringe i isoleret husarrest.
Brevet er en reflektion over hendes liv sammen med den nu afdøde mand Modou, som fem år tidligere forlod hende og deres tolv børn ved at tage sig en andenhustru på alder med deres ældste datter. En polygamisk prakis, som var almindelig i Senegal og sanktioneret af den lokale version af Islam. Samtidig får vi også et indirekte portræt af Ramatoulaye veninde, Aissatou, som endnu tidligere oplevede det samme, at hendes mand tog sig en yngre andenhustru.
Bogen er et flot portræt af de to stærke kvinder, som begge træffer selvstændige, men helt forskellige valg i ensartede situationer: Aissatou vælger resolut et opgør med manden og flytter straks fra ham for mange år senere at blive skilt. Ramatoulaye vælger – på overfladen mere uselvstændigt og traditionelt, men ikke mindre bevidst og reflekteret – at blive hos den mand, hun trods sviget aldrig holder op med at elske, også selv om han de facto ikke bare tager sig en andenhustru, men decideret forlader hende og deres børn.
Brev-/dagbogsromanen kan læses som en hyldest til de senegalesiske, muslimske kvinder – både dem, der der gør oprør, og dem, der holder ud – og som en krads kritik af den patriarkalske, polygame kultur i Vestafrika. Og så er den godt skrevet, velkomponeret og i det hele taget god læsning.
So Long a Letter har fået status af nyklassiker i vestafrikansk litteratur, dels på grund af dens litterære kvaliteter, dels på grund af dens stærke budskab til ikke bare afrikanske og muslimske kvinder, men til kvinder – og dermed til mænd, kunne man tilføje – verden over. Det er en velfortjent status.
Titel: So Long a LetterForfatter: Mariama Bâ
Udgiver: Greenwood Press
Udgivelsesdato: 01.09.2008
Sider: 96
Originalsprog: Fransk
Oversætter: Modupé Bodé-Thomas
Originaltitel: Une si longue lettre
Opr. udgivelsesår: 1979
Læst: December 2016
K's vurdering: