En stilfærdig, men meget intens og indlevet fortælling om, hvordan terminal sygdom kan ødelægge ellers tætte forhold mellem mennesker. Om hvordan indbildt sygdom kan være lige så invaliderende som lægevidenskabeligt konstateret sygdom. Om at være tro mod og svigte sine egne idealer. Og om kærlighed, også den svære uudtalte mellem forælderen og det voksne barn.

Forfatteren Alberto Barrera Tyszka (f. 1960) er født og opvokset i Venezuela, og det er også her, hans lille roman La Enfermedad (The Sickness i den engelske oversættelse) udspiller sig.

Romanen springer allerede på første side direkte ud i dét, der bliver dens centrale omdrejningspunkt: Lægen Andrés Miranda modtager resultaterne fra en C.T.-scanning, som han har presset sin egen far til at få foretaget efter et ildebefindende. For en erfaren læge som Andrés er resultaterne skræmmende klare. Faren har ondartet og stærkt fremskreden kræft uden mulighed for helbredelse.

Dette er afsættet for en indlevet historie om forholdet mellem far og søn – og om kræftsygdommen som et slags fremmedlegeme, der – uden at de vil det – trænger sig på og altid er tilstede mellem dem. Første del af romanen præges af Andrés’ indre kvaler om, hvorvidt – og siden hvordan – han overhovedet skal fortælle sandheden til sin far.

Som kræftlæge har Andrés talløse gange overbragt sådanne beskeder til patienter og pårørende, og hans personlige etik og professionelle ovebevisning har altid påbudt ham en skånselsløs ærlighed og åbenhed om sygdommen. Men han må sande, at alt er anderledes, når det vedrører ham selv og hans egen far.

Den ellers så nøgterne læge må i det hele taget indse, at videnskaben kommer til kort, når det handler om, hvordan vi som mennesker følelsesmæssigt håndterer sygdom og tab blandt vores nærmeste. Som her i en scene, hvor Andrés endnu engang studerer resultaterne fra farens seneste scanning:

The bluish sheet reveals the spots with a clarity he now finds unbearable. Mystery always helps to make death a little more bearable. All this scientific exactitude is intolerable. What’s the point of it? Who does it help?

Men sygdommen kan ikke skjules, og romanen udvikler sig til at handle om, hvordan faren selv, forholdet mellem far og søn og forholdet mellem faren og hans omgivelser i øvrigt påvirkes af sygdommen i den sidste tid.

“Sygdommen til Døden.” Sådan beskrev Søren Kierkegaard livet i sin bog af samme navn. Kierkegaard er ikke nævnt i The Sickness, men det kunne han godt have været, selv om Tyszka ikke umiddelbart deler Kierkegaards religiøse standpunkt og vinklen i det hele taget er en anden.

Men Tyszka lader sin hovedperson reflektere over en række forskellige og ikke nødvendigvis forenelige filosofiske spørgsmål om forholdet mellem liv, sygdom og død. Det gør Tyszka gennemgående fint, og uden at det bliver akademisk påtaget – fordi det hele tiden er med det konkrete udgangspunkt i Andrés’ erfaringer med sine egne reaktioner på farens kræftsygdom.

I nogle tilfælde er Andrés’ overvejelser udtryk for en vred og magtesløs videnskabsmands frustration over naturen (“Sickness is a mistake, a bureaucratic blunder on nature’s part, an absolute lack of efficiency”), i andre passager er han mere resigneret og følelsesmæssigt søgende efter en måde, hvorpå han som menneske kan leve med farens sygdom og samtidig opretholde sin egen og sin fars værdighed og deres gensidige respekt.

Alberto Barrera Tyszka (f. 1960). Foto fra forfatterens twitter-profil.

Det kan lyde tungt, og det er det også i den forstand, at det er alvorlige temaer. Men romanen er så velskrevet og fortalt så sobert og ordentligt, at den egentlig ikke føles tung at læse. Tværtimod er den faktisk medrivende, og man får man hurtigt vendt siderne.

Det er én af den slags bøger, der føles vigtig, både under og efter læsningen. Den berører og den sætter sig. Jeg færdiggjorde selv bogen for halvanden uge siden, men jeg har ærlig talt skullet bruge et stykke tid på at få den lidt på afstand, før jeg kunne skrive denne omtale.

I romanen trænger sygdommen sig på, og den trænger sig ind mellem Andrés og hans far, der ellers altid har haft et sjældent tæt forhold. Men nu er sygdommen konstant til stede mellem dem som en usynlig og uindbudt tredjeperson. De oplever det begge, og det forkrøbler deres forhold til hinanden.

Det meste af romanen er fortalt fra Andrés’ side, men i kortere passager skifter perspektivet til faren. Nogle af de stærkeste scener er beskrivelserne af, hvordan faren oplever at blive reduceret til sin sygdom af sine omgivelser. De ved det alle sammen:

The doctors and nurses know as well. They don’t talk to him, they converse with his body, with that other creature who has to be treated like an idiot child, with that wound that can barely stand, that will soon collapse completely.

Parallelt med historien om dr. Andrés Mirandas forhold til faren, fortælles også en anden historie om en af Andrés’ patienter, Ernesto Durán. Han er en hypokonder, som har kastet sin kærlighed på Andrés som læge – ikke mindst opmuntret af Andrés lægeetiske princip om altid at tage afsaæt i patientens egen oplevelse af sin sygdom.

Andrés må dog på et tidspunkt lukke af for den belastende og kværulantiske hypokonder. I stedet påbagynder hans sekretær, Karina, en moralsk tvivlsom og muligvis farlig mailkorrespondance med hypokonderen, som får konsekvenser for hendes og patienten Ernesto Duráns liv.

Fortællesporet om Ernesto Durán er primært fortalt med afsæt i hans og sekretærens emails til hinanden. Denne del af romanen har en anden form og tone (som veksler mellem humoristisk og snigende semi-uhyggelig, men også bevægende) end hovedsporet om Andrés og faren. Det gør romanen lidt ujævn, selv om der efterhånden viser sig en pointe i form af nogle tematiske snitflader. På den anden side var det egentlig helt rart ind i mellem at få et afbræk fra den lidt tunge historie om farens kræftsygdom i form af det lidt lettere spor om hypokonderen Durán.

Samlet set bestemt en anbefalelssværdig læseoplevelse.

Et lille irriteret suk til sidst, som sådan set ikke har med bogen at gøre: Bagsideteksten på den version af bogen, jeg har læst, er komplet misvisende for både handling og stemning: Her stilles man i udsigt, at romanen er en slags psykologisk gyser med et humoristisk twist om en læge, der bliver stalket af en psykopatisk-hypokondrisk patient i en tempofyldt spændingsroman, der er “as fast-paced and packed with suspense as any thriller.” En fuldstændig forvrænget beskrivelse, som faktisk ødelagde lidt af min læseoplevelse, fordi jeg blev ved med at forvente, at romanen ville udvikle sig anderledes. Det gjorde den så heldigvis ikke, og jeg ville ikke have ønsket mig en anden bog – blot en anden introduktion.

• Lignende indlæg
• Maclehose Press

Mario Bellatin: Shiki Nagaoka. A Nose for Fiction

Mario Bellatin: Skønhedssalon

Julio Cortázar og Carol Dunlop: Autonauterne på kosmostradaen – eller En

Julio Cortázar: Passager

Roberto Saviano: The Ring & The Opposite of Death

Marco Malvaldi: The Art of Killing Well (En muggen affære)