Abdulaziz Al Farsi: Earth Weeps, Saturn Laughs

Earth Weeps, Saturn Laughs er en lettere satirisk fortælling fra en landsby i Oman. På flere måder ganske interessant, men den er også lidt ujævn, og den havde svært ved at fange mig.

Handlingen i romanen er centreret omkring en magtkamp om, hvem der skal lede landsbyen. En gruppe mænd konspirerer i hemmelighed om at vælte den nuværende leder og underminere hans støtter. Sammenvævet hermed fortælles undervejs en række sidehistorier om forskellige typer i landsbyen, og der bliver også plads til et par kærlighedsforviklinger.

En af de centrale og mest underholdende sidehistorier handler om en strid mellem to mænd om, hvem der skal være landsbyens muezziner, hvilket fører til flere gakkede optrin, hvor de dagligt kappes om at erobre pladsen i minareten for at kalde til bøn.

Det gennemgående hovedtema i romanen er menneskets dårskab i almindelighed og i særdeleshed den selvdestruktion, som menneskenes småtskårne og snævertsynede egoisme fører dem frem mod.

Romanen er fortalt i 24 kapitler af seks forskellige landsbyboere, fem mænd og en enkelt kvinde, som på skift tildeles rollen som jeg-fortæller.

I et enkelt kapitel giver Abdulaziz Al Farsi derudover ordet til den såkaldte “saturniske digter,” som synes at være en gestaltning af en af romanens hovedfigurer, Khalid Bakhit, som ved romanens begyndelse vender hjem til landsbyen efter at have studeret ved universitetet i hovedstaden og fået nye ideer i sit hoved. For min skyld kunne Abdulaziz Al Farsi dog gerne have skrevet denne “saturniske digter” ud af romanen – figurern virker lidt kunstlet og er egentlig unødvendig.

Udover de seks fortællere optræder en mængde andre landsbybeboere, helt overvejende mænd. Det kan være svært at hitte rede i de mange navne, og man skal relativt langt hen i romanen, før det er muligt helt at få styr på, hvem der er hvem, og hvad deres positioner er i landsbyen. Jeg må indrømme, at det aldrig lykkedes fuldt ud for mig. I den forstand synes jeg nok, at Abdulaziz Al Farsi gør det mere vanskeligt for læseren end nødvendigt.

Grebet med at fortælle historien fra forskellige landsbybeboeres perspektiv fungerer nu ellers fint ved at give læsningen indblik i alle de konspiratoriske tanker, de hver især går med.

At nogle af fortællerne alligevel får karakter af at være mere eller mindre alvidende, når de beretter om hændelser, de ikke har været vidende til og ikke har kunnet få fortalt af andre, trækker lidt ned i min bedømmelse af kompositionen, men det kan man jo vælge at se stort på.

Der er mange gode takter i romanen, og i passager er den helt underholdende. Jeg havde dog svært ved for alvor at lade mig indfange af fortællingen, måske fordi persongalleriet er lige lovlig stort i forhold til, hvad Abdulaziz Al Farsi formår at håndtere. Men også fordi kompositionen forekommer noget ujævn.

Jeg kan ikke afvise, at der også gør sig en kulturel barrriere gældende, som forhindrede mig i at fange visse raffinementer, men især nogle af de lange passager, der for mig syntes udelukkende at bestå af gengivelser af lange bønner og koranrecitationer, havde min tålmodighed det svært med.

Ikke desto mindre et helt interessnt bekendtskab med moderne litteratur fra Oman – hvorfra der ikke er rasende mange oversatte bøger at vælge imellem.

Abdulaziz Al Farsi er født i 1976 i sultanatet Oman. Han har siden 1998 udgivet flere novellesamlinger. Earth Weeps, Saturn Laughs er hans første roman, og den blev indslaget fra Oman i min litterære verdensrundrejse.

K's vurdering: