Maria José Silveira: Her Mother’s Mother’s Mother and her Daughters

En særdeles velskrevet og veloversat slægtskrønike om Brasiliens 500-årige historie fortalt med både humor og alvor gennem tyve fascinerende kvindeportrætter.

Maria José Silveira (f. 1947) er født og bor i Brasilien. Hun har skrevet en række romaner, men Her Mother’s Mother’s Mother and her Daughters (opr. 2002) var hendes debut og den første, der er oversat til engelsk.

Silveiras ambition med romanen er så stor, at man som udgangspunkt må tænke, at hun er dømt til at fejle: På bare 335 sider opruller hun en slægtskrønike om tyve generationer af brasilianske kvinder, som samtidig er en veloplagt fortælling om Brasiliens mere end 500-årige historie. Så meget mere imponerende er det, at hun faktisk i stor udstrækning lykkes med projektet.

Tillad mig at citere hele den første side af romanen, der fungerer som en slags fortale, for ikke bare er fortalen en fejende flot romanindledning, den er også sigende for den legende tonart, hvori Silveira fortæller sin historie, her i Eric M. B. Beckers flydende oversættelse til engelsk fra det oprindelige portugisiske:

All right.

If that’s how you want it, I’ll tell you the story of the women of the family. But let’s take our time.
    It’s a sensitive subject, the family is a difficult one, and not everything in this story is wine and roses. There was, of course, love and happiness, battles and victories, great feats – after all, the women in this story helped to build this country, nearly from the ground up. But there were also madwomen, murderers, and a fair share of sorrows and tragedies. Great disappointments. A good many of them.
    Remember, too, that whatever I tell you, it was you who asked me, this time, to recount the lives of these women. If at some point you think I’m passing over the men too quickly, don’t come to me later accusing me of feminist bias. I’ll tell you all right now that the lives of the men of the family are every bit as interesting as those of the women, and if I don’t wade further into their exploits, it’s only out of respect for your wishes.
    And since it is almost time, let’s begin our story where it began.
    With Inaiá, the little Tupiniquim girl, the origin of it all.

Således starter det hele med indianerpigen Inaiá, der bliver født i året 1500, den selv samme morgen som de første portugisiske søfarere anløber den brasilianske kyst, Inaiá, som forelsker sig i en rømmet portugisisk sømand på kysterne af det nuværende Bahia, og som bliver formoderen til de efterfølgende slægtsled.

Inaiá tilhører tupiniquim-stammen, men hendes datter, Tebereté, bliver bortført og opfostret af de rivliserende tupinambáer, som blandt andet udmærker sig ved kannibalisme. Teberetés ‘romance’ med faren til det næstfølgende slægtsled er et af romanens groteske højdepunkter. Han er en fransk soldat, der tages til fange af tupinambáerne, og pigen får det ærefulde hverv at føde ham op og i overensstemmelse med stammens skikke sørge for, at hans sidste dage bliver så sødmefulde som muligt, inden han skal være det kulinariske centrum for den store festmiddag. Den uafvendelige slagtning af den uheldige franskmand, Jean-Maurice, der under sit fangenskab ellers var blevet helt indtaget i den unge indianerpige, og det følgende festmåltid er skildret i frydefuldt groteske detaljer:

Jean-Maurice, given his size and the quality of his flesh, no doubt provided a spectacular feast that stretched on into the night. Early the next morning, Tebereté, her belly full and her heart satisfied for having completed her task with such delicious results, continued chewing at one of the nose bones from the white hero, father to the daughter that now stirred in her belly.

Og herfra går slægtsfortællingen ellers slag i slag i takt med den store historie om landet med de store naturrigdomme i Den Nye Verden.

Vi hører om eksporten af brasiltræ og den senere etablering af sukkerørsproduktion baseret på sorte slaver (indianerne viste sig at være uegnede til slavearbejde, de gad det simpelthen ikke, så de portugisiske kolonisatorer gik hurtigt over til import af slaver fra Afrika). Vi er med under kolonikrigene mellem Holland og Portugal om herredømmet over Brasilien.

Senere er kvinderne i slægten aktive i den brasilianske selvstændighedsbevægelse frem mod uafhængigheden fra den portugiske krone i 1822, hvor Det Brasilianske Rige udråbes som et kejserdømme. Endnu senere følger kampen for afskaffelsen af slaveriet (som Brasilien afskaffede officielt i 1888, som den sidste nation i verden) og den brasilianske republik, der udråbes i 1889.

Vi er med under landets hektiske modernisering (“the terror of modernity”) fra slutningen af 1800-tallet. Og vi er også med ved etableringen af nationens nye hovedstad, Brasil, der blev bygget op fra grunden over bare fire år i slutningen af 1950’erne på en højslette midt i landet. I sidste halvdel af det 20. århundrede præges Brasilien af militærdiktatur fra 1964 til 1985, og romanslægten er aktiv i modstandsbevægelsen under risiko for ‘forsvindinger,’ tortur og henrettelse.

Det hele slutter med Maria Flor (f. 1968) i det moderne Brasilien, netop som hun har opdaget, at hun er gravid med tvillinger, om hvem romanen passende kan tone ud med forsikringen: “Extraordinary things await you both.”

Maria José Silveira (f. 1947)

Hovedfokus for Silveiras fortælling er imidlertid ikke Brasiliens politiske historie. Hendes roman er først og fremmest fortællingen om tyve kvinder, som på godt og ondt, nogle med større styrke end andre, nogle med større held i livet end andre, er med til at bære historien igennem.

Det tjener til Silveiras ære som forfatter, at fortællingen om personerne sjældent føles som et påskud for at fortælle den ydre historie. Den politiske historie får vi så at sige med som bonus undervejs, som en del af baggrunden og rammen for portrætterne af de enkelte romanpersoner.

Silveira fortæller den lange historie med en legende lethed og en humoristisk sans, som dog ikke får lov til at skygge for de barske og tragiske sider af historien.

Som den citerede fortale antyder, er romanen fortalt af en alvidende fortæller, som ikke sjældent træder frem for læseren med kommentarer til handlingen. Ofte sker det i form af fortællerens forbehold for visse usikkerheder om, hvad der ‘virkelig’ hændte personer i historien, som tilfører fortællingen en ironisk aura af autentisk historieskrivning. Et sted træder fortælleren helt frem med denne ironiske metakommentar til sine egne forbehold som alvidende fortæller for, hvad der virkelig skete:

Because if it’s true that an omniscient narrator supposedly knows everything, it’s also true that in literature, as in every other discipline, there’s an appreciable distance between theory and practice. A narrator knows many things, it’s true. If it were the opposite case it would be impossible to tell you this story – but to be frank, narrator and omniscience are separated by a considerable gap and heavy dose of exaggeration.

En sådan kommentar kan selvfølgelig ikke siges fri for en vis grad af koketteri fra forfatterens side, men Silveira har fundet en god balance, og hendes fortællerkommentarer tilfører for mig kun romanen en ekstra charme.

Når roserne til Silveira er uddelt, står dog tilbage at sige, at det ikke er uden fortællemæssige omkostninger at pakke tyve selvstændige livsfortællinger og en nations 500-årige historie sammen på bare 335 sider. Der er sådan set meget liv og mange farver og følelser undervejs i romanen, men meget store dele af den er ikke desto mindre fortalt i en lidt distanceret, næsten refererende form – som om det var, ja, en historisk krønikeskrivning om faktisk stedfundne begivenheder, der skal bevares for eftertiden.

Der er virkelig mange romanpersoner. De er sådan set ikke svære at holde ude fra hinanden, da romanen fastholder en strengt kronologisk stil, men det kræver noget af læseren at investere engagement i først den ene og så den anden, efterhånden som de fødes og dør med ikke mange siders mellemrum.

Stort set alle Silveiras kvindeportrætter (og også mange af de mandeportrætter, vi trods alt får med undervejs, trods besværgelserne i den citerede fortale) er i sig selv interessante – og meget forskellige. Mange af dem havde jeg gerne set udfoldet mere. På den anden side havde jeg nok aldrig bundet an med romanen, hvis den havde været tre eller fire gange så lang. Og skulle jeg i så fald have holdt ved, ville det også have krævet en anden stil, mindre distanceret refererende, mere indlevet.

Disse indvendinger mod romanen er nok i det hele taget symptomaitiske for, hvorfor jeg normalt ikke er til disse ‘store’ slægtskrøniker, men foretrækker bøger med et strammere og snævrere fokus.

Hvorom alting er, så har Maria Joséa Silveiras Her Mother’s Mother’s Mother and her Daughters rigeligt med kvaliteter til, at jeg varmt kan anbefale den.

Romanen er ikke oversat til dansk, men med dens kombination af latinamerikansk, eksotisk charme og historisk udsyn er jeg sikker på, at der vil være et dansk publikum til den, skulle et dansk forlag finde på at binde an med den.

K's vurdering: