“Jeg ved ikke hvad jeg skriver om: jeg er dunkel for mig selv. I begyndelsen blot en månelys og klar vision, og således greb jeg øjeblikket før det ville dø og forsvinde for altid. Det er ikke et arsenal af idéer jeg bringer dig, men derimod et instinktivt udbrud af det der er skjult i naturen og som jeg aner. Og det er en ordenes fest.”

Citatet er fra Clarice Lispectors (1920-1977) korte roman Água Viva fra 1973, som netop er udgivet på dansk for første gang – flot fordansket af Tine Lykke Prado. Og ja, det er vitterligt en ordenes fest at læse Lispector. Det er samtidig en dunkel tekst, som kan være svær at få hånd om.

Jeg har påbegyndt denne omtale af Água Viva flere gange og er gået i stå lige så mange gange. Jeg ville gerne kunne videreformidle den helt særlige, sanselige oplevelse, det var at læse Clarice Lispector. Især ville jeg gerne kunne beskrive den hypnotiserende rytme i værket som helhed. Jeg ville også gerne kunne fortælle, hvad meningen med bogen er. Men jeg må give fortabt, ikke mindst overfor det sidste.

Jeg trøster mig ved, at Lispector tilsyneladende selv har forudset vanskeligheden, når hun et sted i bogen skriver:

Jeg ved at du efter at have læst mig kan få besvær med at genskabe min musik efter gehør, den er umulig at synge hvis man ikke har lært den udenad. Og hvordan lærer man noget udenad som ikke har nogen historie?

Der er flere sådanne læsevejledninger undervejs. “Det jeg skriver til dig skal læses hastigt, som et blik,” skriver Lispector således på en af de første sider. Og et andet sted: “Det jeg skriver til dig skal ikke læses – men væres.” Man skal dog ikke følge Lispectors læseanvisninger alt for bogstaveligt. Ihvertfald vil jeg ikke anbefale, at man læser bogen hastigt – tværtimod bør den indtages langsomt, meget langsomt.

Og så er nøglen til værket måske først og fremmest at opgive forsøget på at analysere og på at tilskrive teksten en sammenhængende mening og i stedet bare læse, lade sig føre med af strømmen af ord og holde sindet åbnet. Kan man det, er der meget at hente hos Clarice Lispector.

Men det er nok bedre bare at give ordet til Lispector selv, som passende starter sin tekst med et halleluja og et hyl:

Det er med vild glæde. Et sandt halleluja. Halleluja, råber jeg, et halleluja iblandet det mørkeste menneskelige hyl af adskillelsens smerte, men dog et skrig af diabolsk lykke. For ingen holder mig fast længere. Jeg har stadig min fornuft – jeg har læst matematik, som er fornuftens vanvid – men nu vil jeg grundstoffet – jeg vil ernære mig direkte fra moderkagen.

Água Viva karakteriseres almindeligvis som en roman, men med sin mangel på fremadskridende handling og i sin form i øvrigt er den tæt på lyrikken og kan læses som ét langt prosadigt.

Clarice Lispector

I et kort, men effektivt efterord til bogen citerer Elsebeth Friis den franske feministiske litterat Hélène Cixous for at have sagt om Lispectors forfatterskab, at det afspejler, hvad der ville være blevet skrevet “af Kafka, hvis han havde været kvinde, af Rilke, hvis han havde været jødisk brasilianer født i Ukraine, af Rimbaud, hvis han var blevet mor og var blevet 50, og af Heidegger, hvis han var holdt op med at være tysk.”

Jeg er – ligesom efterordsskribent Elsebeth Friis – ikke helt sikker på, hvad man egentlig skal bruge den slags citater til, udover at det da lyder vældig imponerende, når en forfatter bliver sat i sammenhæng med disse fire moderne giganter.

Men man kommer ikke udenom, at Água Viva er en uhyre ambitiøs tekst. Clarice Lispector forsøger intet mindre end gennem skriften at opløse det tænkende, talende og skrivende (og læsende) subjekt i den rene væren. I dette forsøg på at efterlade sig selv og erkende den rene væren – dét, som bare er – kan man rigtignok spore et tema fra Heidegger, jf. Cixous-citatet ovenfor. Men der er ikke noget som helst tør filosof over Clarice Lispector:

Jeg’et i Água Viva er ikke abstrakt, men har rødderne dybt begravet i den mørke jord. Det er et sanseligt, kropsligt og kvindeligt jeg, hvis vej mod den rene væren går gennem ernæring ved urmoderkagen og natlige, diabolske bakkanaler.

Denne overgiven sig til den dionysiske sanselighed gav mig undervejs i læsningen egentlig flere associationer til Nietzsche end til nogen af de andre nævnte herrer. For mig klingede Also sprach Zarathustra med, når jeg’et i Lispectors tekst kaster sig “henrykt ud i en dansende fest med lysende stjerner,” og sætter sig selv i en kraftfuld viljesakt: “Jeg vil ikke den frygtelige begrænsning som én der blot er modtagelig for hvad der giver mening. Nej, ikke jeg: jeg vil en opfundet sandhed.”

Hvorom alting er: Água Viva er en fantastisk flot og spændende tekst. Den syrede lidt for meget ud for mig i passager og går derfor ikke helt til tops i min vurdering. Men den er bestemt værd at læse – også selv om man ikke er feministisk litteraturteoretiker.

K's vurdering: