Brasilianske Clarice Lispectors noveller er komplekse, fascinerende, urovækkende og svære at fastholde. Og det er det, der gør dem gode.

Clarice Lispector (1920-1977) er blandt de mest anerkendte forfattere i hjemlandet Brasilien og også en af landets internationalt bedst kendte forfattere – selv om det måske ikke siger så meget, for brasiliansk litteratur forekommer mig at være noget overset herhjemme (og måske også i resten af verden). Og det er en skam, som man kan overbevise sig om ved at dykke ned i nogle af de – alle gode, men i øvrigt meget forskellige – bøger af brasilianske forfattere, jeg har læst henover de sidste par uger.

Hvis nogle af jer faste følgere af K’s bognoter synes, at det virker som om, at jeg hænger fast i Brasilien, så er det ikke helt galt. Jeg er stadig på vej jorden rundt i bøger (og mangler kun omkring 25 lande), men det tager sin tid, fordi jeg har det med at lade mig opholde. For et par uger siden fik jeg således den indskydelse at rydde reolen for alle mine ulæste bøger af brasilianske forfattere og lægge dem øverst i stakken på natbordet. Den sidste fra stakken i denne omgang er Clarice Lispector.

Novellesamlingen Familiebånd (Laços de Família, opr. 1960) er blandt Lispectors mest kendte og anerkendte værker, og det er ikke svært at forstå.

De bedste historier i Familiebånd er sublime, eksistentialitiske menneskestudier med udgangspunkt i det hjemlige husmorliv, som Lispectors kvinder på forskellig vis ikke er tilpassede i, – eller rettere sagt: de er tilpassede, frygteligt tilpassede, men for den pris, at de undertrykker en indre trang til frihed, til at leve, til at føle stærkt.

En af min favoritter i samlingen er Rosens efterlignelse, som foregår over nogle få timer i hjemmet hos kvinden Laura, mens hun venter på, at manden kommer hjem, og de skal mødes med et vennepar – for første gang, siden hun er kommet sig over et længere psykisk sygdomsforløb. Hendes tanker kredser i gentagne baner om, hvor godt det er nu at være rask, at være tilbage igen, tilbage i den trygge og forudsigelige husmorverden, hvor hendes dag kan gå med skjortestrygning, og hun kan se frem til at mødes normalt med deres venner, uden at hendes mand behøver at være opmærksom på hende, men kan tale om “mandeting,” mens han trygt kan ignorere hende, ligesom han plejede før sygdommen.

Men en buket faretruende smukke roser lokker uafvendeligt Laura tilbage til det sted i hendes sind, hvor skønheden befinder sig: ” … med de tørre løber forsøgte hun et øjeblik at efterligne roserne inde i sig selv. Det var ikke det mindste svært.” Og da manden til sidst kommer hjem, er hun ikke længere den “normale,” kedelige husmor:

Der sad hun klædt som en husmor. Han vidste, at hun gjorde, hvad hun kunne for ikke at blive lysende og uopnåelig. Genert og respektfuld så han på hende. Ældet, træt og mærkværdig. Men han havde ikke et eneste ord at sige. Fra den åbne dør så han sin kone sidde på sofaen ret op og ned, opmærksom og rolig, som i et tog. Et tog, der allerede var kørt.

I novellen Kærlighed følger vi en anden husmor, Ana, som i egen selvforståelse altid har haft “behov for at føle tingenes faste forankring.” Og den følelse har ægteskabet, hjemmet og rollen som husmor givet hende, og hun overbeviser sig om, at hun er glad og tilfreds med tilværelsen, som hun har ønsket og valgt den. Men Lispectors prosa forråder hele tiden hendes personer og lader savn og længsler titte frem, selv – eller især – når de forsøger at overbevise sig selv om det modsatte:

Hendes forrige ungdom forekom hende mærkelig, som en livssygdom. Hun var lidt efter lidt dukket op af den for så at sige at opdage, at man også kan leve uden lykke.

Og på den helt almindelige dag, som novellen udspiller sig over, truer livet med dets sanselighed et kort øjeblik med at vælte hende omkuld. I Lispectors skrift giver det sig udtryk i en pludselig ekspressionistisk voldsomhed á la Baudelaire i beskrivelsen af Anas sanseindtryk i den botaniske have:

Træernes frugter var sorte og søde som honning. På jorden lå indtørrede frugtkerner fulde af små propeller, som små rådne hjerneskaller. Bænke var plettet af rød saft. Vandet rislede blindt afsted. På træstammen sad en elegant edderkop som naglet fast. Den rå verden var fredfyldt. Det var et dybtfølt mord. Og døden var ikke som man skulle tro.
   Samtidig med at verden var imaginær, var det også en verden som kunne fortæres med tænderne, en verden af vældige georginer og tulipaner. Træstammerne var gennemtrængt af bladlignende parasitter med bløde klistrede arme.

Lispector skriver flot og fascinerende. Som læser blev jeg hurtigt suget ind i hendes historier. Hun er bedst, når hun portrætterer kvinder. De historier i Familiebånd, der er fortalt fra et mandligt perspektiv, har ikke helt samme nerve som kvindeportrætterne, men alle samlingens noveller er gode og værd at læse.

Jeg var dog ikke helt så opslugt af historierne i Familiebånd som af Lispectors roman Água Viva (1973), som jeg læste for et par år siden. Novellerne i Familiebånd er dog væsentligt lettere tilgængelige (om end langt fra simple at gå til) end Água Viva, og kan som sådan udgøre et godt sted at starte med Lispector.

Familiebånd er ligesom Água Viva flot fordansket af Tine Lykke Prado efter det oprindelige portugisiske.

• Lignende indlæg
• Af Clarice Lispector
• Arena

Judith Hermann: Lettipark

Keiichirō Hirano: The Transparent Labyrinth

Misumi Kubo: Mikumari

Aoko Matsuda: The Girl Who Is Getting Married

Clarice Lispector: Água Viva

Clarice Lispector: Água Viva