Pajtim Statovci: Min kat, Jugoslavien

Finsk-kosovoalbanske Pajtim Statovcis debut fra 2014 om en ung kosovalbansk immigrant i Finland i skyggen af krigen i eks-Jugoslavien udviser lovende takter, men romanen vil lidt for meget på en gang og lykkes måske derfor ikke fuldt ud med det.

Romanen er fortalt i to spor, som historien springer frem og tilbage imellem. I det ene følger vi jeg-fortælleren Bekim. I det andet hans mor, som hun vokser op i en landsby i Kosovo og senere som voksen kvinde og mor i Finland, hvortil familien flygter fra krigen i Kosovo i 1990’erne.

Fortællesporet om Bekim er, når det fungerer bedst, et raffineret billede af følelsen af rodløshed hos en ung mand, der er kommet til Finland som lille dreng som flygtning og er vokset op her, splittet mellem identiten som finne og den identitet som kosovoalbaner, hans forældre holder fast i.

Dertil kommer, at Bekim er homoseksuel, hvilket på ingen måde er accepteret af hans traditionelt tænkende og dominerende far. Bekim studerer på universitetet, men er en enspændertype, der holder sig mest for sig selv og har tilfældige seksuelle møder med andre mænd, han møder via internettet.

I begyndelsen af romanen anskaffer Bekim sig en kongeboa, som har får et noget intimt forhold til. Senere møder han på en bar en talende kat, som han straks forelsker sig i. Katten flytter ind i hans lejlighed, men viser sig hurtigt at være en usædvanlig usympatisk, brovtende, dominerende og i øvrigt homofobisk type.

Katten spiller selvfølgelig en symbolsk rolle i romanen og kan fortolkes på flere måder. Romantitlen opfordrer åbenlyst til at tolke katten som et billede på Jugoslavien og fortællerens sammensatte forhold til det tidligere hjemland (dette understreges kun af, at katten ikke i selve romanen, kun i titlen, omtales ved navnet Jugoslavien).

En anden tolkning er at se katten som et billede på Bekim egen far – eller som aspekter af Bekims egen splittede personlighed.

Romanens symbolske, ‘magiske’ elementer i form af katten syntes jeg ikke fungerede helt optimalt. Jeg har ikke noget imod magiske og symbolske indslag som sådan. Men kattefiguren er for fjollet for min smag, for overgearet usympatisk og virker i det hele taget påklistret i historien. Kongeboaen kan jeg bedre kapere – som et symbol på den utilpassede immigrant, der sygner hen i sit terrarium hjemme i lejligheden.

Heldigvis fylder den talende kat ikke så meget i romanen på trods af titlen. På de fleste sider i bogen følger vi således Bekims mor, Emine, med hovedfokus på hendes ungdom, hvor hun tidligt indser, at kvinder ikke har nogen fremtid i Kosovo andet end som hustruer.

Emine indstiller sig i stedet på, at hendes mål i livet skal være at blive en god kone for den mand, hun bortgiftes til i et traditionelt arrangeret ægteskab. Ægteskabet med manden, som bliver hovedfortælleren Bekims far, viser sig imidlertid at blive alt andet end hendes drøm.

Historien om Bekims mor er i modsætning til historien om Bekim selv fortalt helt traditionelt. Det er en stedvist bevægende historie, som dvæler meget ved de forskellige ceremonier knyttet til et traditionelt ægteskab i en kosovoalbansk landsby. Det er fint nok, men ikke specielt oprivende.

Romanen er let og ligetil at læse i Siri Nordborg Møllers oversættelse til dansk fra det finske, og den udviser en del gode takter. De stilmæssige kontraster mellem de to hovedspor, fortalt fra henholdsvis Bekims og hans mors perspektiv, gør dog samlet set bogen til en lidt ujævn omgang.

Jeg tror, at der kunne være kommet en bedre bog ud af det, hvis Statovci havde valgt at fokusere på enten den unge utilpassede mands erfaringer som immigrant eller på morens historien om at vokse op som pige/kvinde i et traditionsbundet kosovoalbansk samfund og den omvæltning, som krigen medfører for både hende og faren.