Interessant og velkomponeret kenyansk novelle om (drømmen om) et kup og et oprør mod det politiske regime i Kenya på Daniel Arap Mois tid.
Gårsdagens kalendergave i min bogpakkekalender fra Forlaget Korridor var novellen The Cock Thief af den kenyanske journalist og forfatter Parselelo Kantai (ikke udgivet af Korridor, men af det kenyanske forlag Kwani Trust).
Novellen foregår i Kenya på et tidspunkt mod slutningen af Daniel Arap Mois lange præsidentperiode fra 1978-2002. Moi nævnes ikke ved navn, men det er ikke svært at genkende ham som “the Old Man” i historien.
På overfladen er det historien om et kup: Protagonisten John Naiguran er på vej tværs over Kenya med bus – på flugt under falsk navn mod grænsen til Uganda. Naiguran har tjent som chauffør for præsidenten, men har nu stjålet præsidentens og regeringspartiet KANU’s maskot og symbol, en guldstatue af en hane (hanen indgår også som motiv i partiet KANU’s logo). I bussen støder han på en ung kvinde, han har visse fantasier om.
Eller er det hele bare noget, Naiguran drømmer? Kantai forsyner ikke læseren med et klart svar. Og netop denne åbenhed er en vigtig styrke ved novellen, som derved også i historiens form illustrerer et af sine indholdsmæssige temaer: drømmen om at turde bryde med det regime, man lever under – eller i det hele taget drømmen om at handle for at realisere noget andet.
There was nothing left in Kenya. Everybody was leaving and lying about it.
Samtidig formår Kantai på de få sider i historien at udfolde en række vægtige temaer, herunder en social og politisk kritik af politisk magtmisbrug i Kenya og i almindelighed og af det konfliktuelle forhold mellem masaier og kikuyuer og andre stammer i landet.
Det er en lille historie, men den er godt skruet sammen. Kræver dog nok et vist forhåndskendskab til kenyanske forhold, hvis man skal få det fulde udbytte (og baseret på mit eget kun begrænsede kendskab til landets historie og kultur tør jeg ikke hævde, at der ikke er noget, jeg er gået glip af).
Titel: The Cock ThiefForfatter: Parselelo Kantai
Udgiver: Kwani Trust
Udgivelsesdato: 2009
Sider: 36
Originalsprog: Engelsk
Læst: December 2018
K's vurdering: