Can Xue: Aldrende skyer i drift

Can Xues kortroman Aldrende skyer i drift er fyldt med svedende, skidende, stinkende kroppe, kriblende og krablende insekter og gnavende rotter. Der gnides og kradses, knases og smaskes, ræbes og fises, spyttes og harkes, svedes og pisses, så det er en sand – omend samtidig frastødende – fornøjelse.

Can Xue (f. 1953) beskrives af forlaget som en avantgardeforfatter, der med sin surrealistiske stil skiller sig ud fra den mere udbredte socialrealistiske stil i kinesisk litteratur (som f.eks. eksponeret ved Yu Hua og Sun Pin, der også indgår med titler i Korridors novellaserie).

Can Xue har et langt forfatterskab bag sig i Kina, har flere gange været nævnt i opløbet til Nobelprisen i litteratur, og hendes seneste roman (eng.: Love in the New Millennium) var longlistet til den internationale Bookerpris i år.

Mange af Can Xues bøger er oversat til engelsk, men med Aldrende skyer i drift præsenteres hun første gang på dansk i en sprudlende oversættelse ved Rakel Haslund Gjerrild & Sidse Laugesen. For interesserede i oversættelseskunsten rummer bogen som et slags efterord et uddrag af en samtale over Messenger mellem de to oversætterkolleger om udfordringerne – og begejstringen – ved at oversætte bogen. Det er i sig selv sjov og inspirererende læsning.

Can Xue (f. 1953). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Handlingen i Aldrende skyer i drift er koncentreret om beboerne i et fattigt dobbelthus. På hver sin side af en tynd væg bor et aldrende par, det ene af dem med en datter. Manden og konen i hvert af parrene plager hinanden gensidigt og plages endnu mere af deres svigermødre og -fædre. Samtidig overvåger de mistroisk hinanden, uden at der egentlig gives nogen grunde hertil.

Manden i den ene og kvinden i den anden del af huset indleder en slags affære baseret på lige dele desperation over deres mistrøstige liv i almindelighed og en eller anden form for tiltrækning.

Stort set alle menneskene i historien er paranoide, gensidigt mistroiske, overvåger konstant hinanden og er grundlæggende ude af stand til at indgå i tillidsfulde, meningsfulde relationer. Can Xue maler ikke skønne billeder, hun dyrker det ækles æstetik i sin udstilling af sine personers grimme kroppe, smudsige vaner og endnu mere frastødende omgang med hinanden.

Og det er ikke kun forfatteren, der udstiller personernes grimme, surt svedige, dunstende, klistrede kroppe for læseren. De generer sig heller ikke for at fremvise og tale om dem over for andre. Hele tiden taler de om egne og hinandens korporlige gebrækkeligheder med udbrud som for eksempel: “Jeg er som en klump råddent kød mættet med skident vand.”

Men der er også elementer af poetisk skønhed i fortællingen, korte glimt af ømhed og nærhed, der dog typisk driver hurtigt over.

De to naboer, der drages af hinanden, genkender sig selv i hinanden som en slags sjælsbeslægtede, drømmer de samme drømme og ligger og lytter til hinandens hvisken gennem de tynde vægge i det dobbelthus, de deler.

Men noget, der kunne minde om romantik, blive det aldrig til. Der er sex imellem dem, men det er hurtigt overståede akter, som er ligeså hurtigt fortalt, nærmest kun antydet i teksten:

Så kortvarigt, så smertefuldt et øjeblik gnubbede hans ribben sig mod hende i sengen.

Og efter akten går der ikke længe, før de skamfulde og forlegne mest længes efter ikke at være i hinandens nærhed. Her er for eksempel kvindens ømme tanker om sig selv og manden efter ovenstående kortvarige interaktion:

     “Her er godt nok mange rotter,” sagde han, og et øjeblik lød det som om han havde lyst til at såre hende.
     ”Ja, det er som at sove i dynger af snavs, kroppen er helt klistret,” svarede hun skamfuldt og håbede inderst inde at han snart ville gå. Hun skævede til sin mave, men den var blot blevet mere rynket, mere indfalden. Hun tænkte på at hun havde pudret sig her til morgen fordi han skulle komme. Hun lå med ansigtet vendt mod væggen og så den sure sved strømme fra hans armhuler og pible frem på den lange, smalle ryg. Hans hår var gennemblødt, stråene klistrede sig sammen i klumper. Som om det de havde foretaget sig, havde løsnet kroppens led og forvandlet ham til en ål eller et smerlingeagtigt dyr. Nu var hans krop kun brusk og slimet sekret, hun fornemmede en svag lugt af fisk.

Fortællingen er rig på nærmest surrealistiske optrin i form af for eksempel andre naboer, der lige stikker forbi for at stjæle noget fra huset. Eller syrede scener med en gammel mor, der sidder foran sit hus og hamrer døde spurve fast på døren.

Samtidig har Can Xues stil også stærke ekspressionistiske elementer. Jeg har nævnt de voldsomt påtrængende omtaler af meget kropslige kroppe og deres udsondringer. Men også insekter og rotter og ikke mindst morbærtræernes hvide blomster og røde bær, der klasker mod jorden, spiller en fremtrædende rolle i tekstens billedunivers, og tjener som ekspressionistiske metaforer for personernes sindstilstande.

Det er i det hele taget en ret vild tekst, som er en oplevelse at læse.

Den er dog ikke helt nem at læse. Det skyldes ikke mindst, at Can Xue økonomiserer meget med brugen af personernes navne for i stedet typisk blot at tale om “hun” og “han,” også i indledningen til nye afsnit. Ofte var jeg af den grund temmelig meget vildrede om, hvorvidt jeg nu var i gang med at læse om den ene eller anden nabokone og den eller andens mand, om en af deres svigermødre eller om en af dem i tilbageblik som barn.

Det er givetvis et bevidst greb, og det har den effekt at flytte læserens fokus fra de konkrete romanpersoner til relationerne som sådan mellem menneskene i romanens miljø. Det kan noget, men for min smag er det måske lige en tand mere forvirrende, end det havde været nødvendigt.

Det skal dog ikke slå mange skår i begejstringen eller i anbefalingen herfra.

Dette var så også den sidste anmeldelse af de fire bøger i forlaget Korridors samleboks med de fire seneste bøger i forlaget novellaserie. Som det turde være fremgået, er alle fire bøger i dén grad værd at læse, og så er sættet endda en æstetisk nydelse som boghåndværk.

Bogen er venligt tilsendt som frieksemplar til anmeldelse fra forlaget.

K's vurdering: