Kattegæsten er for dig, der gerne vil læse en stilfærdig bog om to voksne mennesker, der har et lidt halvtrist liv, men finder glæde ved at lege med naboens kat, og bliver triste, da katten ikke er der mere. Det var ikke lige noget for mig.

I retrospekt skulle jeg nok have orienteret mig lidt i anmeldelserne af japanske Takashi Hiraides roman fra 2001 (på dansk ved Mette Holm 2018), inden jeg købte bogen. Efter læsningen har jeg således noteret mig, at andres anmeldelser spænder fra ovenud begejstrede over mådeholdne til decideret skuffede. Jeg hører til de skuffede.

Jeg samlede den op i en boghandel på et tidspunkt, hvor jeg var inde i en god stime af virkelig god japansk litteratur, og blev lokket af bogens tiltalende design og de overstrømmede anmeldercitater på bogens bagside og flapper:

“En vidunderlig, overdådig læseoplevelse fyldt med filosofiske betragtninger, humor og intelligens” (Publishers Weekly), “en usædvanlig intim, detaljeret og levende roman” (New York Times), “en mild, gennemtænkt og subtil roman” (The Guardian) og så videre.

Jeg fandt nu, at det var så som så med både subtiliteten og den filosofiske dybde. Der er mere tale om en feelgood-roman for kattemennesker. Hvis du hører til dem, så vil du måske synes, at bogen er meget hyggelig.

Et par citater af Macchiavelli virkede på mig helt malplacerede og som et forsøg på give bogen mere filosofisk dybde og idéhistorisk udsyn, end den egentlig kunne bære (jo, jo, jeg forstod godt de beskedne pointer, Takashi Hiraide ville understrege med citaterne, men dem havde han sådan set allerede fået slået tydeligt fast).

Det er dog ikke nogen decideret dårlig bog. Jeg kunne godt lide den langsomme, afdæmpede stemning i romanen. Jeg manglede bare noget mere substans, og i den sidste ende fandt jeg den slet og ret lidt ligegyldig.

Men den var hurtigt læst, og det var godt.

K's vurdering: