En herlig bog om Proust og På sporet af den tabte tid, som man kan blive klogere af, og som ikke mindst inspirerer til at (gen)læse Prousts kæmpeværk med nye øjne. På én gang akademisk lærd og legende let i sin tilgang og først og fremmest båret af en smittende begejstring for Proust.

Jeg har tidligere på sommeren omtalt Neal Ashley Conrads registerbind til den nye danske oversættelse af På sporet af den tabte tid, som jeg var lidt forbeholden overfor. Sandhed og intet andet end sandhed kan jeg til gengæld fuldt ud anbefale til Proustlæseren, både til den læser, der er i gang med værket, og den, der allerede har læst det.

Neal Ashley Conrad (f. 1963) er Ph.d. i litteraturvidenskab, medstifter af Det Danske Proust-selskab, medredaktør af den nyeste, danske oversættelse af Prousts På sporet af den tabte tid og i det hele taget en af Danmarks fremmeste Proust-eksperter.

Conrad præsenterer selv Sandhed og intet andet end sandhed som et opslagsværk, og det er også sådan, den er organiseret. Udover en ganske glimrende tyve sider kort introduktion til Proust og På sporet består bogen af godt 250 korte opslag, sorteret alfabetisk efter opslagets titel.

Værdien som egentligt “opslagsværk” er nu nok tvivlsom. Hvis man skal slå noget op, så kræver det, at man ved, hvad man søger efter, og at opslagsartiklerne kan findes via et intuitivt passende opslagsord.

Jeg skal ikke kunne tale for andre, men hvis jeg selv som Proustlæser skulle få den idé at slå noget op vedrørende forfatter eller værk, eksempelvis for at læse noget om, hvad litteraturforskere og andre mon kunne have at sige om et tema hos Proust, ja, så kunne jeg jo nok godt finde på at slå op under “madeleinekage,” “Dreyfus,” “erindring,” “glemsel,” “kærlighed,” eller “kunst.” Måske endda også under “Knausgård,” “lidelse” eller “intertekstualitet.”

Men hvilken Proustlæser tænker, at nu har jeg da lige behov for at konsultere et opslagsværk for at se, om der står noget under “syrehoved,” “hvorfor,” “romanen i romanen” eller “mellemrum?”

Det ved Conrad selvfølgelig godt selv, og det er heller ikke nogen egentlig anke. For bogens værdi er ikke at finde i dens karakter af leksikalt eller encyklopædisk opslagsværk, men derimod i Conrads begejstring for og store viden om Proust, som han formår at formidle på en letfordøjelig, munter, legende måde, som i hvert fald for mig inspirerede til at læse mere. Og nogle af de lidt skæve opslagstitler er da også helt sjove.

Bogen er, som Conrad selv gør opmærksom på, “et opslagsværk af den idiosynkratiske slags:”

Nærværende bog består af egne subjektive og skæve punktnedslag i temaer og begreber hos Proust, som jeg igen og igen er vendt tilbage til, fordi de udkrystalliserer sig som gådefulde, uudtømmelige lag i min egen passionerede læsning af hans enorme roman. Sandhed og intet andet end sandhed er tænkt som en genvej eller en god omvej.

Det er en god og passende varedeklaration. Dermed er også sagt, at bogen ikke er en traditionel introduktion eller litterær analyse. Den hopper og springer og slår ned på temaer, som Conrad selv tydeligvis har været personligt optaget af. Det gør bogen til nærværende læsning, for Conrad formår at smitte med sit brændende engagement i Proust. Og han har tydeligvis en meget stor, både dyb og bred indsigt i Proust som person og forfatter, i værket og i den historiske reception af det. Og man behøver bestemt ikke at være lige så dedikeret som Conrad for at læse med og have udbytte af bogen.

Organiseringen i mange, ganske korte opslag gør Sandhed og intet andet end sandhed til overkommelig og indbydende læsning. For nogle opslags vedkommende har man alt rigeligt i Conrads fremstilling. Andre kan forekomme lige lovlig korte, især opslagene om andre forfatteres Proustreception – men de kan jo så tjene som inspiration til at læse videre, og her kan den meget omfattende litteraturliste være til hjælp for de virkeligt dedikerede.

Conrad opfordrer i indledningen til, at man læser (i) bogen, som man nu lyster: Slå op et sted, du bliver fanget af – eller bare et tilfældigt sted. Fordyb dig eller hop videre til noget andet. Det er en god læsestrategi.

Selv har jeg dog læst bogen hele fra ende til anden – inspireret og motiveret af, at næsten alle opslag er velskrevne og indeholder interessante perspektiver på Proust, kombineret med, at opslagene er så korte, at man jo altid lige kan tage ét til. Jeg blev klogere, inspireret og tilmed underholdt undervejs. Og se, det er jo ikke noget ringe skudsmål for en bog af denne karakter.

Organiseringen og grundideen med bogen er forfriskende. Men denne styrke bliver også til en svaghed, når man læser den fra ende til anden. Temmelig mange af opslagene er overlappende i temaer og indhold, og det resulterer i lidt for mange gentagelser. I og med at bogen kun i begrænset grad reelt kan bruges som et egentlig opslagsværk – og mere som en bog, man kan strejfe rundt i – så kunne jeg godt have ønsket en lidt strammere redigering.

Jeg har læst bogen, mens jeg var i gang med det sidste bind af På sporet af den tabte tid i den nye danske oversættelse, og det fungerede fint for mig, idet jeg havde (i hvert fald de sidste dele af værket) i frisk erindring. Med en vis tilfredsstillelse konstaterede jeg, at langt de fleste af Conrads udvalgte citater fra værket faldt sammen med passager, jeg selv havde noteret mig, og at hans tolkning ikke var langt fra min egen (det er jo altid dejligt at blive bekræftet).

Men samtidig var der – heldigvis, for ellers var der jo ingen grund til at læse Conrads bog – også mange perspektiver, jeg ikke selv havde tænkt over. Især havde jeg et godt udbytte af de opslag, der i kort form præsenterer nedslag i Proust-receptionen gennem historien hos diverse litteraturhistorikere, skønlitterære forfattere og filosoffer – herunder for eksempel Ingeborg Bachmann, Walter Benjamin, Maurice Blanchot, Gilles Deleuze, Roland Barthes og Samuel Beckett, for nu bare at nævne nogle.

Dertil kommer en præsentation af en række forfattere og teoretikere, som har dannet inspiration for Proust. En af dem er kirke- og arkitekturhistorikeren John Rushkin, som jeg via Conrads bog er blevet mindet om, at jeg faktisk har en ulæst bog stående af i reolen – den tror jeg, at jeg skal finde frem inden alt for længe.

Nævnte Ingeborg Bachmann (1926-1973) er i øvrigt ophavskvinde til det citat, der udgør den herligt prætentiøse titel på bogen, Sandhed og intet andet end sandhed, og det stammer fra hendes tolkning af Prousts ærinde med På sporet af den tabte tid:

Proust længes ikke efter romantik, men efter sandhed og intet andet end sandhed.

Dermed er barren sat højt på vegne af Prousts værk – og det er også lige præcis dér, den barre skal sættes. I den sammenhæng er en af styrkerne ved Conrads bog, at den giver en introduktion til de mange måder, hvorpå På sporet kan læses, og hvor meget indsigt og inspiration, den opmærksomme læser kan hente hos Proust.

Således anbefalet – men sørg nu først og fremmest for at læse Proust selv.

K's vurdering: