Bruno Schulz: Sanatoriet under timeglasset

Bruno Schulz er en mundfuld. Adskillige, faktisk. Hans billedrige, ekspressionistiske og surrealistiske prosa er en litterær keto-kur, uden tomme kulhydrater, men fyldt med kalorierige proteiner. Sanatoriet under timeglasset suger sin læser ind, men kræver også en læser med sindet stemt rigtigt. De litterære kvaliteter er uomtvistelige, men for mig blev den lidt for meget.

Bruno Schulz (1892-1942) nåede kun at udgive to bøger, inden han blev myrdet i 1942. Men disse to var rigeligt til at indskrive ham i den europæiske kanon. Jeg har tidligere skrevet om Schulz’ vilde og voldsomme, men også poetiske stil i min anmeldelse af hans første bog, Kanelbutikkerne (opr. 1934). Den karakteristik gælder også Sanatoriet under timeglasset (opr. 1937), og jeg skal derfor ikke gentage (alt for meget af den) her.

Jeg var begejstret for Kanelbutikkerne og i endnu højere grad for novellen Kometen (opr. 1938). Læst på et andet tidspunkt, ville jeg måske have været lige så overgiven over for Sanatoriet under timeglasset. Men måske var kontrasten til Thomas Manns stringente, realistiske prosa i Buddenbrooks, som jeg færdiggjorde umiddelbart forinden, simpelthen for stor en omvæltning for min læsehjerne. Ihvertfald var jeg ikke helt så begejstret for Sanatoriet.

Jeg kan ikke bestemme mig for, om jeg skal kalde bogen en roman eller en novellesamling. Dens tretten kapitler kan læses som selvstændige noveller, men de hænger sammen, alle fortalt i første person af fortælleren Józef, søn af en jødisk stofhandler. Der er også en sammenhæng i form af en slags kronologisk fremadskriden, fra Józefs barndom til voksenliv (med nogle spring frem og tilbage). Og der krydsrefereres også til billeder og begivenheder mellem kapitlerne. For så vidt kan den kaldes en roman. Men alt det er jo i virkeligheden ikke vigtigt.

Årstiderne svinger eksplicit med i bogen, hvis kapitler/noveller har titler som “Foråret”, “Julinatten” og “Det andet efterår,” og bogen flyder over med sansemættede, årstidsbestemte indtryk. Samtidig fungerer årstiderne metaforisk for livets fremadskriden, ikke mindst bundet op på fortællerens far, stofhandleren Jakub, der gennem bogen går fra at være den autoritative patriark til et fysisk og åndeligt degenereret menneske – og til sidst mindre end et menneske.

I titelnovellen besøger fortælleren sin knap levende far (han omtales som flere gange død, men nu levende i nye gestalter) på en sanatorium, som synes at være placeret et sted uden for tiden (jeg spørger uvilkårligt mig selv, om Thomas Mann mon har været inspireret af Schulz til sin – i øvrigt realistiske – skildring af sanatoriet i Troldomsbjerget, hvor tiden netop forekommer magisk plastisk?).

Alle ved vi at tiden, dette udisciplinerede element, kun nødtvungent holder sig i ave takket være uafbrudt kultivering, omhyggelig omsorg, nøjagtig regulering og omgående irettesættelser så snart den skejer ud. Uden denne kontrol har den med det samme en tilbøjelighed til grænseoverskridelser, til tøjlesløse vildfarelser, til uberegnelige spilopper og formløse narrestreger. Det bliver stadig tydeligere at vores individuelle tider ikke stemmer overens. Min fars tid og min egen tid passer ikke længere sammen.

Farens udvikling – eller rettere afvikling – kulminerer i det afsluttende, surrealistisk-groteske kapitel, “Min fars sidste flugt,” hvor moren – med en implicit, men åbenlys hilsen til Kafka tilfældigt har fundet faren på trappen – forvandlet til en krebs (!).

Familien finder selvfølgelig forvandlingen noget chokerende, men de genkender alle med det samme krebsen som netop faren. Faren klaprer rundt i lejligheden, mens Jozéf med “instinktiv væmmelse med øjnene [følger hans] raslende mangelemmede vandring henover tapetet.”

Novellen kulminerer i en kostelig scene, hvor moren ved et (skæbnebestemt?) uheld kommer til at koge krebsefaren til aftensmaden, hvorefter han bliver båret ind på et fad:

Der lå han stor og opsvulmet efter at være blevet kogt, bleggrå og dækket af gelé. Vi sad rundt om bordet, stumme af bestyrtelse. Kun onkel Karol langede med sin gaffel ud efter fadet, men han lod den usikkert synke ned på halvvejen og så forundret på os. Min mor befalede at fadet skulle stilles ind i salonen. Der lå han ubevægelig på et bord dækket med en dug af plys ved siden af et fotoalbum og en mekanisk spilledåse der blev brugt som cigaretetui, og vi lod ham ligge.

Forvandlinger er et gennemgående element i bogen, og ikke mindst fortællerens far undgår adskillige, ikke kun til en krebs i sine sidste dage. I andre kapitler oplever vi ham blive forvandlet til en kondor eller en spyflue, som i denne scene fra stofbutikken, hvor faren overrasker sin søn og butikssvendene i en lidt for løssluppen dans på bordene i en uautoriseret pause:

Min far var rasende, bestyrtelsen over al denne ondskab fik hans ansigt til at opløses i symmetriske dele og hans øjne til uophørligt at formere sig. Inden vi forstod hvad der var ved at ske, var han allerede begyndt at sitre voldsomt, han summede og brummede og fløj så op foran øjnene på os som en stor, metallisk blå, monstrøs og behåret spyflue der i sit vanvid knaldede mod alle væggene i butikken.

Forholdet til faren fylder meget i bogen, lige som fortællerens forkvaklede forhold til pigerne og kvinderne. Sanatoriet under timeglasset er gefundenes fressen for psykoanalytikere.

Schultz’ og fortællerens jødiske kulturbaggrund slår også igennem på forskellig vis, herunder jødedommen som bogreligion. De allerførste sætninger i den første tekst, “Bogen,” lyder således:

Jeg kalder den simpelthen Bogen, uden yderligere tilføjelser eller epiteter, og der ligger i denne afholdenhed og forsagelse et rådvildt suk, en stille kapitulation over for det transcendentes gådefuldhed, for intet ord, ingen nok så glødende, duftende eller ærefrygtindgydende allusion ville kunne beskrive blot den første fornemmelse af denne navnløse ting, hvis smag, når den berører vores tungespids, med det samme henrykker os og overskrider vores fatteevne. Hvordan skulle patetiske adjektiver og opblæste epiteter dog kunne hjælpe mod denne ting som intet kan måle sig med, mod dette vidunder uden lige.

Her antager vi som læsere straks, at der med Bogen må være tale om den jødiske Bibel, som den unge fortæller som barn er så ærefrygtigt fascineret af. Men nej, det viser sig efterhånden, at Schultz allerede fra første sætning har snøret sin læser, og at Bogen i virkeligheden er et illustreret varekatalog med potentiale til at generere utallige eksotiske fantasier hos den påvirkelige dreng.

Intet er, som det ser ud til det ved første øjekast hos Schultz, og alting er i bestandig forandring og forvandling.

Senere – i det længste kapitel, “Foråret,“ er en anden bog i centrum, denne gang et frimærkekatalog, som for drengen Josef er en nærmeste uudtømmelig kilde til fortællinger om fjerne lande og regimer, og blandt meget andet giver Schultz anledning til et satirisk portræt af Det Habsburgske Imperiums kejser Franz Josef I (“den indtørrede og sløve olding,” om hvem meget talte for, at han “i virkeligheden var en mægtig og tungsindig demiurg”):

I det øjeblik [Franz Josef I] viste sig på verdens scene med en generals grønne fjerbusk og en turkisblå, fodsid kappe, let foroverbøjet og med hånden løftet til hilsen, var verden nået et lykkeligt stadie. Efter at have udtømt deres indhold i endeløse metamorfoser hang alle former nu uden på tingene, i færd med at løsne sig og skalle af. Med en kraftanstrengelse sprængte verden sin puppe, brød ud i nye, snakkesalige og forbløffende farver og strakte salig alle sine lemmer og led. Der manglede ikke meget, så ville verdenskortet, dette lærred af farvede lapper, spiles ud og stige til vejrs fuldt af begejstring. Dette opfattede Franz Josef I som en personlig trussel. Hans element var en verden af prosaiske reglementer og kedsommelig pragmatisme. Kancelliernes og cirkulærernes ånd var hans ånd.

Schultz tematiserer undervejs også sin egen fortællings struktur, til tider i direkte henvendelse til læseren, og bogen indeholder således også en reflektion over Schultz’ egen skrift.

Men jeg vil afstå fra grundigere fortolkninger af Sanatoriet under timeglasset og Schultz’ poetik. Det gør Karsten Sand Iversen så uendeligt meget mere indsigtsfuldt, end jeg ville kunne, i sit glimrende efterord til danske udgave. Den er i øvrigt fordansket på vanlig overbevisende vis af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, i hvis oversætterhænder man altid føler sig tryg.

I stedet lader jeg citaterne ovenfor stå som eksempler på Bruno Schulz’ litterære stil. Sanatoriet under timeglasset er et overflødighedshorn af citatværdige sætninger. Når jeg nu bladrer lidt frem og tilbage i den og slår ned på nogle af de utallige steder, jeg undervejs har markeret, får jeg næsten lyst til at læse hele bogen igen, bare for at nyde Schultz’ sprog.

Når det er sagt, så blev det mig undervejs ikke desto mindre også for meget. Schultz’ prosa er så billedrig, så intenst mættet, at den kan være svær at kapere i større doser. Lad mig derfor slutte med to anbefalinger: 1) Læs Sanatoriet under timeglasset. 2) Læs den i små portioner for at undgå overdosering.

K's vurdering: