Islændingesagaerne: Njals saga

Njals saga hører til blandt de mest kendte og læste islandske sagaer. Det kan jeg godt forstå. Den er både dramatisk underholdende og historisk interessant.

Jeg har skrevet lidt om Saga Forlags pragtudgivelse af de samlede islandske sagaer i et indlæg om Egils Saga, jf. dette.

Der vil forekomme spoilers det følgende, så stop læsningen her, hvis du ikke tåler handlingsreferater. Man skal dog ikke læse meget om Njals saga for at blive bekendt med hovedelementer i handlingen, og plottet i sig selv kan under alle omstændigheder næppe drive læsningen for mange.

Njals saga formodes at være skrevet i den sidste del af det 13. århundrede. Den udspiller sig tidsmæssigt omtrent i perioden 930-1020 år. Det er tiden, hvor den nye tro, kristendommen, udbredes til også Island, hvor Altinget omkring år 1000 tager den til sig som landets officielle tro.

Sagaen falder i flere dele (der er forskellige traditioner for opdeling af den, det skal ikke optage os her). Der optræder et væld af personer, men de to hovedfigurer er Gunnar og Njal. De er på nogle måder hinandens modsætninger: Gunnar er den stærke, smukke og gammeltroende kriger. Njal, “den skægløse,” er ikke kriger, men han er en retskyndig, vis og af mange anerkendt rådgiver, og så påtager han sig den nye tro.

Første hoveddel af sagaen fokuserer på Gunnar fra Liende. Det er i høj grad en fortælling om blodhævn, og den er i passager dramatisk og medrivende fortalt.

Først og fremmest er det dog et interessant indblik i, hvordan det islandske retssystem i høj grad på den ene side grundlæggende var bygget op om et øje-for-øje-princip (á la: Din træl slog min træl ihjel, så nu får jeg en mand til at slå ham ihjel, osv.), mens man samtidig også havde forholdsvis klare retsprincipper for, hvordan man på tinget kunne udmåle en passende bod i penge eller andet for at forliges og stoppe hævnspiralen.

Gunnar og Njal er venner, men deres koner, Halgerd og Bergtora, er begge “noget stridbare af sind,” det vil sige konspiratoriske, hævngerrige og – inden for rammerne af den patriarkalske samfundsstruktur – indflydelsesrige kvinder, som i sagaen driver en evindelig genopblussen af en blodhævnsspiral mellem deres huse, selv om Gunnar og Njal gang på gang fredsommeligt indgår forlig for ikke at ødelægge deres venskab og for at sikre en vis samfundsstabilitet. Ikke sjældent enes de – for et moderne blik på grotesk vis – om, at den ene beholder den bod i penge, han skal betale den anden for et drab, i gensidig forventning om, at boden nok snart skal gå tilbage for et kommende drab initieret af deres hustruer.

Det er interessant, men som litterær fortælling bliver det ærlig talt også noget ensformigt, fordi det bliver ved og ved og ved i samme form.

Gunnar dømmes på et tidspunkt til landsforvisning og fredløshed, men han vælger at blive på Island. Og så går det, som man må forvente.

I anden del skifter fokus til Njal og hans sønner. De er også involveret i en stor fejde, men den får fra et dramaturgisk perspektiv lov til at udfolde sig mere spændende. Faktisk er denne del af sagaen elementært spændende i lange passager. Ikke mindst kulminationen på fejden, et stort angreb på Njal og hans husstand i form af en mordbrand rettet mod deres hjem, ledet af en vis Flose, lader i dramatik og kulørt krigerramasjang ikke moderne fortællinger meget tilbage at ønske.

Den sidste del af sagaen fokuserer på retsopgøret mod Flose og hans mænd – og på hævnen derefter, ført an af Njalssønnernes ven og svoger, Kåre Sølmundssøn.

Retssagerne på tinget er på den ene side en lidt tung omgang for læseren, præget af mange formaliteter og gentagelser. Hvis man på den anden side kan mobilisere en vis (lidt nørdet, javel) interesse for retshistorie, så synes jeg næsten, at det er den allermest interessante del af sagaen, netop på grund af formaliteterne.

For eksempel var jeg ret fascineret af de detaljerede procedureregler i retssystemet. Procedurefejl er således ikke et begreb, der kun hører moderne retssale til. Og jeg skal love for, at de blev taget alvorligt på Island. For eksempel kræveren anklageren i sagen mod Flose på et tidspunkt Flose m.fl. dømt til landsforvisning og fredløshed, fordi de “aflagde vidnesbyrd, som ikke havde med deres sag at gøre, hvorved de begik procedurefejl.” Tak for kaffe, man skal vare sine ord.

Når dette er sagt om retssystemet i sagatiden, så hører det også med, at parterne gerne mødte op på tinget svært bevæbnede og med mange mænd. Bare for det tilfælde, at restsagen skulle udvikle sig i en lidt for dårlig retning.

I den nævnte retssag går det da også galt, da en mand ved navn Torhal Asgrimssøn bliver vældig opbragt, da han hører, at retssagen synes at gå hans parti imod:

Han sprang da op fra sin plads og greb spyddet Skarphedensgave med begge hænder og stødte det igennem sit ben. Kødet og byldemoderen sad på spyddet, for han skar den ud af benet, og en fos af blod og en strøm af materie vældede frem, så det løb som en bæk hen ad gulvet. Så gik han ud ad boden uden at halte […] til han kommer til femterretten. Der stødte han på Floses slægtning Grim den Røde, og idet de mødtes, stak Torhal til ham med spyddet og ramte skjoldet, så det kløvedes, og spyddet fortsatte igennem ham, så spidsen kom ud mellem skuldrene. Torhal slyngede ham af spyddet.

Og så går det ellers derudad i en blodig kamp mellem parterne, indtil de til sidst bliver skilt ad. Så følger en forhandling om fastsættelse af gensidig bod for de mænd, der er blevet dræbt, hvorefter retssagen kan fortsætte på civiliseret vis.

Og ja, som citatet viser, er sagaerne ikke bare noget tørt gammelt stads. De er fyldt med blodige og saftige beskrivelser af voldsomme dyster på spyd og økser – i mange tilfælde endnu mere eksplicitte og drabelige end den her citerede scene.

I min omtale af Egils Saga andetsteds på bloggen reflekterer jeg en smule over, hvordan man overhovedet kan anmelde en genre som islændingesagaerne. Det samme gør sig gældende for Njals saga. Mine fem stjerner til sagaen skal nok så meget forstås som en cadeau til forlagets og oversætterens præstation. Men de er også et udtryk for dels min fascination af, at en så gammel tekst – i lange stræk, ikke hele vejen, bevares – faktisk er elementært spændende at læse i Kim Lembaks nye oversættelse, og dels at den er så interessant som historisk kilde.

Ligesom Egils saga har jeg også lyttet til Njals saga som lydbog oplæst af Karsten Pharao. Jeg har efterfølgende konsulteret den trykte version af værket i Saga Forlags Islændingesagaerne. Og jeg skal da indrømme, at når jeg genlæser passager på skrift, så giver det en anden og større læseoplevelse end at lytte til værket. Men er du interesseret i de islandske sager og har brug for noget i ørerne, når du er på farten, så er Karsten Pharaos eminente oplæsning ikke desto mindre i dén grad anbefalelsesværdig.

Jeg har lang vej igen, hvis jeg skal læse mig igennem alle sagaer og totter i Islændingesagaerne. Jeg skal helt sikkert læse flere, men det skal ikke være en pligt, så jeg lader dem lige hvile lidt for nu. Og jeg vil måske nok heller ikke omtale alt, hvad jeg læser derfra, her på bloggen.

K's vurdering: