Igennem bloggens første knap ti år har mange forlag og forfattere været så venlige at tilbyde bøger til anmeldelse. Det har givet mig mange gode læseoplevelser, herunder nogle uventede. Det er jeg taknemmelig for.
Jeg har imidlertid besluttet ikke længere at tage imod anmeldereksemplarer.
Det skyldes først og fremmest, at jeg er nået til den erkendelse, at der sker noget med min læsning, når jeg på den måde påtager mig at anmelde en bog.
Ikke sådan at forstå, at det påvirker min vurdering af bogen. Jeg bilder mig ind, at min anmeldelse af en bog er lige ærlig, fair og kritisk, uanset om jeg har modtaget den som frieksemplar eller selv købt den.
Men både læsningen og anmeldelsen får pludselig et element af pligt og arbejde over sig, når det drejer sig om et anmeldereksemplar. Også selv om de fleste forlag er venlige til at understrege, at der ikke er nogen læsetvang.
Og det er vigtigt for mig at fastholde bloggen her som en renlivet fritidsfornøjelse.
Derudover vil jeg faktisk gerne støtte især de små og mindre forlag ved at købe de bøger, jeg læser.
Endelig spiller det også ind, at mine reoler bugner af ulæste – og forventeligt gode – bøger, som jeg har en ambition om at læse. Jeg forsøger derfor at holde indtaget af nye bøger lidt nede.
Jeg er ikke desto mindre altid ude efter inspiration til nye læseudfordringer – hvad end det er helt nye udgivelser eller gode gamle, men måske glemte klassikere.
Så har du et godt læsetip, som du tror, kan have min interesse, så skriv en kommentar herunder eller send mig en mail direkte på k@bognoter.dk.
Så håber jeg, at jeg kan give et lige så godt tip tilbage.
/K