Peter Matthiessen: Sneleoparden

Sneleoparden har status af en nyklassiker inden for rejselitteraturen. Og med god grund. Den er stadig absolut værd at læse for de eminente natur- og menneskebeskrivelser. Samtidig forekommer den mig på nogle punkter også en smule bedaget i kraft af konceptet: Vestlig mand fascineret af zenbuddhisme tager på vandretur i Himalaya for at finde sig selv.

Sneleoparden er en rejsebeskrivelse i dagbogsform fra en ekspedition til den afsidesliggende bjergregion, Det Indre Dolpo, i Tibet i Himalayabjergene. Ekspeditionen foretog Peter Matthiessen (1927-2014) i september-december 1973 sammen med feltbiologen George Schaller.

Formålet med ekspeditionen var først og fremmest at studere det sjældne blåfår, bharalen, i dets brunstsæson med henblik på at bidrage til afgørelsen af, om bharalen overhovedet er et får eller nærmere en ged. Et sekundært formål var om muligt at få et glimt af den endnu mere sjældne og sky sneleopard.

For Peter Matthiessen, som var praktiserende zenbuddhist, var det derudover et personligt mål at besøge lamaen i det buddhistiske kloster på Krystalbjerget i Dolpo. Først og fremmest bliver det strabadserende trek dog en personlig og åndelig rejse (tilgiv klicheen, men det er fra receptionen af bøger som denne, at begrebet stammer, fra før det blev en kliché). Forfatterens mål med turen var at nærme sig zen – men undervejs bliver han klogere på sig selv i henseender, han ikke havde ventet.

Jeg venter med ansigtet mod nord, et instinkt får mig til at stå helt stille. Skytåger, sne, og fuldkommen stilhed, fuldkommen ensomhed: udslettelse. Pludselig i den store tavshed glider skyerne fra hinanden og afslører Dhaulagiris umådelige snemarker. Jeg ånder, tågerne hvirvler, og alt er borte – intet! Uvilkårligt bøjer jeg mig forover i ærbødighed.

Peter Matthiessens kone, Deborah Love, var død af kræft året før ekspeditionen, og den godt to måneder lange tur bliver – selv om den muligvis ikke for ham selv var tænkt sådan på forhånd – også til en del af hans sorgbearbejdning. Matthiessen efterlod tre børn hjemme i New York, da han tog afsted på sit egotrip. Det tjener som sådan ikke til hans ære, men det er til gengæld en styrke ved bogen, at han ikke forskønner sine motiver eller forsøger skjule den smerte, han ved sin rejse påførte især sin yngste søn, som tydeligvis havde brug for at have sin far hos sig i perioden.

I det hele taget udmærker Matthiessens rejseberetning sig ved ikke at fremstå hverken romantiserende eller selvheroiserende. Forfatteren er ikke alene træt og kold og opgivende i perioder undervejs, han lader os som læsere også få indblik i de virkelig dårlige dage, hvor han er svag, sur, irriteret, urimelig og i det hele taget opfører sig som et dårligt menneske.

Bogens helt store styrke og dét, der i særlig grad gør den værd at læse, er imidlertid Matthiessens observante og detaljerede natur- og menneskebeskrivelser. Bjergene, sneen, isen, klipperne, lyset. Floraen og faunaen, herunder selvfølgelig de legendariske blåfår og deres brunstige parringsritualer, men også alle de andre dyr: Alt fra græshopper og firben over alskens fugle til yakokser og ulve.

Den vældige fugl løfter sig over klippevæggen, mens dens kappe kaster lyset tilbage. Så er den væk, og solen er borte, engen forsvinder, og kulden sænker sig med nattens skygger.
      Alligevel bliver jeg siddende en stund for at se lyset krybe op mod tinderne. Jeg fornemmer en skælven i klippen bag mig, så let at jeg andre gange næppe ville have lagt mærke til den. Rystelsen kommer igen, jorden puffer til mig. Og stadig forstår jeg intet.

Allerstærkest står dog portrætterne af menneskene omkring ham. Ikke så meget følgesvenden George Schaller, men mest de to vesterlændinges hjælpere, deres sherpaer (bjergguider) og bærere. Bærerne udskiftes undervejs, men nogle af sherpaerne følger dem hele vejen.

Tydeligst står Tukten, som er af sherpafolket, men på ekspeditionen ikke har status af guide, men kun som bærer. Tukten har ry blandt de andre som upålidelig, og han forbliver en gådefuld skikkelse, som for Matthiessen ikke desto mindre bliver stadigt vigtigere undervejs på ekspeditionen.

[Tukten] udstråler den indre ro, vi tit forbinder med åndelig fordybelse, men måske har hans fordybelse været af dæmonisk karakter.

Det er, som om de andre bærere er lidt bange for Tutken, for hans stærke udstråling:

Hvem denne mand end er – vandrer eller djævelsk munk, helgen eller troldmand – er det, som om han besidder det, tibetanerne kalder “vild visdom”: Han er fri.

Da Matthiessen til sidst tager afsked med Tukten, er det med en erkendelse af, at han måske var det vigtigste møde i bjergene, vigtigere end mødet med den buddhistiske lama på Krystalbjerget:

I hans måde at leve i nuet, i hans uafhængighed af bånd, i den enkelhed der gør hans hverdag til et levende forbillede, har Tukten gang på gang vist mig vej, han er den lærer, jeg håbede at finde.

Matthiessen ser aldrig selv sneleoparden, kun dens spor. Men i hans bedste øjeblikke, hvor han oplever sig tættest på den harmoniske zentilstand, hvor han bare er, er det også helt lige meget:

Te med smør og vindbilleder, Krystalbjerget, blåfårene, der danser på sneen – det er mere end rigeligt!
      Har du set sneleoparden?
      Nej! Er det ikke vidunderligt?

Mod slutningen af rejsen oplever Matthiessen, at han er irritabel og utålmodig, vrisser og skælder ud. Karaktertræk, som han i sin selvforståelse havde arbejdet på at frigøre sig fra via sin zenmeditation og rejsen i sig selv.

[…] mit mål var at trave fri som fuglen ind i Himalayas lys og stilhed, uden stræben eller forventning. Nu kan jeg ikke mere. Den sti, jeg så ivrigt har bestræbt mig på at følge, er forsvundet mellem sten; mit åndelige hovmod har gjort både mig selv og mine børn skade, og hvad der er sket står ikke til at ændre.

Tæt på rejsens afslutning erkender han således, at intet er ændret: “det er det samme begær, mit ego og mine følelser, der driver mig […] – den smertelige afstand mellem det jeg ved, og det jeg er.”

Trods al den betagelse, opløftelse og “succes,” jeg har fået lov at opleve på rejsen til Krystalbjerget, har jeg måske forpasset mit livs chance og har fejlet. I fremtiden vil jeg i det ydre være den ideelle far, forfatter, ven og zendyrker, men mine store forhåbninger, handlinger og rejser har været forgæves. Jeg venter mig – intet.

Som læser i 2023 (og tiden betyder givetvis noget her) kan jeg dog ikke lade være med at tænke: Nej, Peter Matthiessen, du forpassede ikke dit livs chance undervejs på turen. Du forpassede den, da du overhovedet tog afsted – da du rejste fra en lille dreng, der for nylig havde mistet sin mor, vel vidende om, at du ikke kunne overholde dit løfte til ham om at være hjemme til Thanksgiving. Fordi du havde behov for at dyrke et “zen-buddhistisk” egotrip i Nepal, vokset ud af dine LSD-trips i starten af 1970’erne.

Matthiessen er smerteligt bevidst om, at han har påført sin søn smerte, men det var han sådan set allerede bevidst om fra starten af turen. Og man kan kun have respekt for den erkendelse og for, at han udstiller den så råt i bogen. Hans egentlige fortrydelse går imidlertid alene på, at han på selve rejsen ikke har opnået det personlige, erkendelsesmæssige løft, han havde drømt om. Måske skulle han have søgt sig selv derhjemme?

Peter Matthiessen (1927-2014)

Matthiessens eksempel får mig til at tænke, at det næppe er tilfældigt, at de store zenbuddhistiske mestre, de asiatiske og deres vestlige følgere, primært er mænd. Mænd, som dyrker et åndeligt og filosofisk ideal, som grundlæggende handler om at afkoble sig selv fra verden og menneskene omkring sig – og dermed også fra de mennesker, som er afhængige af dem (jeg har selv en rem af huden, men det gør det jo ikke bedre).

Nuvel, disse overvejelser rokker ikke ved Sneleopardens status som moderne klassiker inden for rejselitteraturen, eller ved at den faktisk er værd at læse.

For min skyld måtte Matthiessen imidlertid godt have skruet ned for de lektioner om buddhismens og zenbuddhismens teori og historie, som vi får i rigt mål undervejs. Det siger nok mest af alt noget om den tid, bogen er vokset ud af, det vil sige 1970’erne, hvor østlige guruer og netop zenbuddhisme var højeste mode blandt vesterlændinge med hang til selvrealisering.

Bevares, disse afsnit i bogen er da interessante nok i sig selv, men det er ikke dem, der løfter eller bærer bogen – de er snarere lidt i vejen for det egentlige: Dette som læser at være til stede på bjerget sammen med forfatteren.

Sneleoparden har stået og ventet i min reol i nogle år. Den blev pillet ned fra hylden nu inspireret af min læsning af Ludwig Hohls lille roman, Op i bjergene. Og jeg må indrømme, at jeg så langt foretrækker Hohls skarptskårne beretning af bjergvandringen – fordi den netop er helt fri for udenomsværker om indre rejser, selvudvikling og andre åndelige reflektioner.

K's vurdering: