Solvej Balle: Om udregning af rumfang I-IV

”Det utænkelige er noget, vi bærer med os hele tiden. Det er allerede sket: vi går omkring og er usandsynlige.”

Kan man skrive 700 sider over fire bind (med tre bind mere på vej) om en kvinde, der vågner op til den samme dag igen og igen? Uden at miste læseren? Nej, det kan man næppe, ville jeg have sagt. Men Solvej Balle (f. 1962) gør det alligevel. Allerede nu, inden færdiggørelsen, fremstår Om udregning af rumfang som et storværk i verdenslitterær klasse. Og så er det endda en letlæselig fornøjelse.

Solvej Balle modtog i 2022 Nordisk Råds Litteraturpris for de første tre bind af Om udregning af rumfang (2020-2022). Siden er også fjerde bind udkommet. Hædringen forekommer mig fuldt fortjent, og jeg glæder mig umådeligt til de næste tre bind i det bebudede syvbindsværk.

Der var et tidspunkt i løbet af første bind, hvor jeg tænkte, at Solvej Balle måtte være blevet fanget i et digt af Henrik Nordbrandt:

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Fra Henrik Nordbrandt, “Håndens skælven i november” (1986)

Balles hovedperson kommer dog til at opleve mange flere novemberdage end som så. Og værket handler, når alt kommer til alt, ikke om november-tristesse.

Romanens hovedperson og jeg-fortæller, Tara Selter, bor ved romanens begyndelse i en lille, fiktiv nordfransk by med sin mand Thomas. Sammen driver de to et lille firma, der handler med antikvariske bøger. På en kort forretningsrejse til Paris bliver Tara fanget i tiden. Hun går i seng på sit hotelværelse om aftenen den attende november og vågner næste dag op til den samme attende november.

Alt omkring om hende – naturen og menneskene – gentager præcist det samme mønster som dagen før. Det, der for Tara var i går, er for alle andre i dag, og kun hun har en erindring om gårsdagen – og mønsteret gentager sig dag efter dag, tilsyneladende uden udsigt til at blive anderledes for hende. For alle andre er den attende november dagen efter den syttende og dagen før den nittende, men for hende er det endnu en attende november i en stadigt længere kæde.

Det lyder som en opskrift taget fra den charmerende, men temmelig letbenede amerikanske filmkomedie Groundhog Day (1993), hvor hovedpersonen, spillet af Bill Murray, vågner op hver morgen til den samme dag.

Der er da også lighedspunkter, men Solvej Balles romanværk er alt andet end letbenet, og i det hele taget er hendes ærinde meget mere og andet end at underholde.

Om udregning af rumfang – bedømt på de første fire af i alt syv annoncerede bind – er en æstetisk og filosofisk udforskning af tiden og rummet, tingene og ordene og af vores forhold til dem. Og af en hel del andre ting.

Hvis de stikord får nogen til at tænke på Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, så er det ikke fuldstændig skævt. Særligt efter bind tre og fire står det således klart, at Solvej Balles idémæssige projekt med romanværket er enormt – og indtil videre ser det ud til at lykkes. Jeg tøver ikke med at kalde det mesterligt.

I modsætning til Proust er Balle imidlertid let og ligetil at læse. Balle formår i dette værk at behandle de største og mest grundlægende filosofiske spørgsmål med afsæt i en konkret, levende romanpersons nede-på-jorden almindelige hverdagserfaringer (hvis man ellers kan kalde det almindeligt at være fanget i tiden den attende november).

Balle skriver enkelt og flydende, og bøgerne læser næsten sig selv. Samtidig skriver hun med en uhyre stor præcision og med en knivskarp opmærksomhed på tingenes sanselige fremtrædelsesformer og på menneskenes væren i tiden, i rummet og mellem tingene og hinanden.

Hele grundideen i romanen er selvfølgelig helt absurd og nærmest utænkelig. Men hviler hele vores eksistens ikke også på mærkværdigheder og usandsynligheder? som Balle lader sin fortæller fundere over et sted:

Det utænkelige er noget, vi bærer med os hele tiden. Det er allerede sket: vi går omkring og er usandsynlige, vi er steget ud af en sky af usandsynlige sammentræf. Man skulle tro, at denne viden kunne ruste os bare en smule til at møde det usandsynlige. Men det er åbenbart omvendt. Vi har vænnet os til at leve med det uden at blive svimle hver morgen, og i stedet for at bevæge os forsigtigt og tøvende omkring i konstant forundring går vi rundt, som om intet var hændt, tager mærkværdigheden for givet og bliver svimle, hvis tilværelsen viser sig som den er: usandsynlig, uforudsigelig, mærkværdig.

Romanen er i passager præget af gentagelser og en følelse af at stå stille lige lovlig længe – men det er en del af ideen. Romanen er i sin form skrevet som hovedpersonen Taras dagbogsoptegnelser. Når man som Tara efter de første fire bind har genoplevet den samme dag i det, der svarer til ti år, så må der nødvendigvis være gentagelser. Det er ikke for meget forlangt, at læseren også må lide en lille smule sammen med protagonisten.

Værkets første bind har især fokus på den fænomenologiske erfaring af de sanselige ting: I en stor del af bogen lever Tara i sit eget gæsteværelse (skjult for manden Thomas, der ikke kommer dér den attende november), mens hun dag efter dag genoplever de samme lyde af Thomas, der står op, laver te, klæder sig på, går ud og kommer hjem og så videre.

Undervejs finder Tara ud af, at forholdet mellem tiden og tingene imidlertid ikke er så enkelt endda. Som udgangspunkt nulstilles alt i løbet af natten, men hun erfarer hurtigt, at hun selv kan bevæge sig i rummet og forblive dér. Hvis hun således i løbet af dagen transporterer sig og går i seng et andet sted, end hun vågnede, så vågner hun det nye sted.

Erhverver hun sig en ny ting, fx en ny kjole, så kan hun “opdrage” den til at blive hos sig ved at holde den tæt på kroppen i nogle døgn. Hvis hun køber en pakke kiks i et supermarked og spiser den i løbet af dagen, så mangler den pakke kiks på supermarkedshylden næste dag, selv om alt andet starter forfra. Det sidste får hende til at betragte sig selv som et slags “monster,” der stille og roligt æder verden op.

Det var den samme dag, der gentog sig, men den var ikke frosset fast. Jeg huskede. Thomas glemte. Jeg bevægede mig i tiden. Thomas stod stille. Genstandene fulgte forskellige mønstre. Det var ikke enkelt – det var, som om tingene var i tvivl, som om de tøvede, som om de vaklede mellem tidens muligheder, på kanten af en tid, der gik, og en tid, der vendte tilbage.

Med lidt god vilje kan man indlæse en bæredygtighedsdagsorden i fortællingen (som i de følgende bind bliver tydeligere): Med afsæt i billedet af sig selv som et verdensfortærende monster lærer Tara sig at sætte færrest mulige aftryk i verden ved fx at bestræbe sig på primært at købe madvarer, der har sidste salgsdag den attende november og alligevel ville være blevet kasseret ved dagens udgang.

I den sammenhæng er det en styrke ved romanværket, at Solvej Balle aldrig er docerende eller prædikende – hendes tilgang er derimod spørgende, undrende og udforskende.

Skulle jeg have anmeldt bind 1 isoleret, var det nok kun blevet til fire stjerner – på grund af de mange gentagelser i handlingsmønsteret, som i sidste ende truede med at kede mig lidt. Gentagelserne – og for så vidt også trættelsen af læseren sammen med fortælleren – er som nævnt ganske vist i perfekt overensstemmelse med bogens idé. Men det bliver ærlig talt også noget trættende for læseren på et tidspunkt i anden halvdel af bind 1.

I bind 2 sker der imidlertid noget nyt. Tara forlader sit og Thomas’ hus og rejser ud i Europa. Hun prøver at indstille sig på et liv, hvor hun er permanent fanget i tiden. Men hun bliver ved med at tælle dagene, hendes mange “attende novembre,” og i et forsøg på at finde en måde at være i det på, prøver hun at konstruere sig et år med kunstige årstider:

Hun opsøger fx sine forældre i Bruxelles på det tidspunkt, som for hende ville have været den 24. december, hvis tiden ellers ikke havde stået stille. Belæsset med gaver overtaler hun dem til at lave julemad og simulere juleaften.

Efterfølgende rejser hun nordpå gennem Danmark, Sverige og Finland for at opsøge sne og vinterstemning. Da hun begynder at længes efter forår, tager hun til Bergen, hvor den attende november er en dag med smeltende sne, og til det lidt lunere London, hvor hun ved hjælp af “forårsrekvisitter” som påskepynt og grøntsager, der hører foråret til, skaber et strejf af forårsstemning. I Baskerlandet finder hun noget, der minder om sommer, og i Madrid et begyndende efterår.

Tara må dog – selvfølgelig – erkende, at hendes bestræbelser på at rekonstruere årets gang og årstidernes vekslen i sidste ende er futile. Påskeæg er ikke forår, kun udvendige rekvisitter, og selv en lun novemberdag mangler den fylde, der er i ægte forårsluft.

I bind 3 tager romanen en ny drejning, da Tara møder et andet menneske, Henry D., der ligesom hun selv er fanget i tiden og også genoplever den attende november igen og igen. Det tilfører romanen noget dynamik. Vi får to forskellige personers perspektiv på det besynderlige fænomen, og der introduceres ligefrem noget, der minder om en udvendig handling.

Tara begynder i slutningen af bind 2 og især i bind 3 også at interessere sig mere og mere for historie, især Romerrigets historie. Det vil sige: Hun interesserer sig ikke for begivenhederne i historien eller for historieskrivningen, men for tingene, de arkæologiske fund, resterne fra fortiden, “ … det, der var faldet ud af historien undervejs.”

Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at det især er resterne fra Romeriget, hun kaster sig over. Romeriget, der som bekendt gik under. Når man opholder sig i den samme dag år efter år, bliver man ikke kun opmærksom på tingene, lydene og lugtene, men også på sprækkerne. På det, der er galt. Det, der peger mod undergang:

Der er ingen steder at skjule sig længere. Vi er standset i en tid, der krakelerer. Europa i frit fald. Vestens sidste dage. Hvem kan undre sig over, at man får trang til at vandre omkring i romernes fodspor? At man vil vide, hvad der bragte romerne til fald?

Romanværket bevæger sig i bind 3 tematisk fra de primært æstetiske og fænomenologiske undersøgelser af lydene, tingene og årstiderne, som præger bind et og to, til en mere filosofisk reflektion over menneskets væren i tiden og i rummet. Romanen bliver mere og mere interessant.

Denne linje udfoldes endnu videre i bind 4, hvor det nu har vist sig, at der er mange mennesker fra mange forskellige europæiske lande, som på samme vis er fanget i den attende november. Nogle af dem flytter sammen i et stort attende november-kollektiv.

Her bruger tidsfangerne mange sider i romanen på at diskutere fænomenet. Herunder ikke mindst at diskutere, hvad de overhovedet skal kalde den tilstand, de befinder sig i, eller den begivenhed, der har udløst situationen. Men kan man navngive noget, man ikke forstår? Ja, det har menneskene gjort fra de første tider, kunne man sige. Men hvad betyder et navn? Hvad gør det ved vores forståelse af verden og os selv og dermed ved vores ageren i verden, når vi kalder tingene ved enten det ene eller det andet navn?

En anden såvel filosofisk som praktisk overvejelse: Hvis vi nu antager, at verden på et ukendt tidspunkt beslutter sig for at bevæge sig videre til den nittende november: Er tidsfangerne så ikke forpligtede til – med den viden om alle dagens begivenheder, de over dagene kan opbygge (og ved slutningen af bind 4 har de gennemlevet 3.634 attende novembre svarende til ti år) – at gøre alt, hvad der står i deres magt for at give en så god som mulig verden videre til den nittende?

Og hvordan gør kan de i øvrigt gøre det? Via en individorienteret, moralsk tilgang, hvor de kan forsøge at forebygge så mange enkeltulykker som muligt i løbet af dagen, så færreste mulige kommer døde eller lemlæstede ud af dagen? Eller ved en politisk tilgang møntet på at ændre samfundsstrukturer (hvordan man så end gør det i løbet af én dag)?

Spørgsmålene i Solvej Balles roman bliver flere og flere og både dybere og bredere, efterhånden som vi bevæger os ind i værket: Ontologiske, erkendelsesteoretiske, æstetiske, etiske, politiske …

Ved afslutningen af bind 4 står det klart, at det, der i første bind kunne forekomme at være en sjov, lidt pudsig, omend fermt udført formøvelse inden for genren spekulativ fiktion, i virkeligheden fra begyndelsen har været anslaget til et litterært storværk med enorme ambitioner.

Og som jeg allerede har nævnt: Dét, der i min omtale ovenfor kan lyde tungt, formår Solvej Balle at formidle let, fordi hun dels skriver forbilledligt enkelt og præcist, og dels hele tiden fortæller med afsæt i sin hovedpersons helt konkrete hverdagserfaringer.

Solvej Balle har angiveligt arbejdet på værket i 33 år, før hun udgav første bind på eget forlag, Pelagraf (som man bl.a. kan læse om i dette portrætinterview i Information fra 2020 i forbindelse med udgivelsen af første bind). Jeg håber så sandelig, at hun skynder sig lidt mere med de sidste tre bind.

For jeg er kæmpefan. Og i denne tid går der ikke mange dage, uden at jeg søger efter nyt om, hvornår næste bind udkommer. Men foreløbigt er det bare som om, verden står stille, mens jeg venter.

K's vurdering: