Antonio Di Benedetto: don Diego de Zama

”Jeg spurgte mig selv, ikke hvorfor jeg levede, men hvorfor jeg havde levet. Jeg formodede, det var på grund af håbet, og tænkte, om jeg stadig håbede på noget. Det gjorde jeg. Man venter altid noget mere.”

Det er en stor ting, at denne latinamerikanske nyklassiker endelig er udkommet på dansk. Selv har jeg længe haft den engelske oversættelse af argentinske Antonio Di Benedettos Zama (opr. 1956) stående på min at-læse-på-et-tidspunkt-liste, så det var en gave, at Skjødt Forlag her for nylig udgav den i dansk oversættelse ved altid gode Ane-Grethe Østergaard.

Originaltitlen er slet og ret Zama, men i den danske version har den af grunde, som sikkert er gode, men ikke forklarede, fået titlen don Diego de Zama efter protagonisten og fortællerens fulde navn.

I bogens første scene står don Diego de Zama ved en gammel mole ved flodbredden et sted i den sydamerikanske jungle i 1790 og iagttager en død abe skvulpe frem og tilbage i det dovne bølgeslag:

Her ved skovens udkant havde vandet altid indbudt til en rejse, som aben aldrig havde foretaget, indtil den ikke mere var abe, men liget af en abe. Vandet ville føre den med sig og greb fat i den, men den sad fast mellem molens frønnede pæle, og der hang den, på vej væk og alligevel ikke, og der hang vi.
     Der hang vi, på vej væk og alligevel ikke.

Kort efter samme sted dukker Zamas ven (af en slags), Ventura Prieto, op og supplerer billedet med beretningen om,

[…] at der i denne flod lever en fisk, som vandet ikke vil vide af, og at fisken derfor livet igennem må affinde sig med at blive skubbet frem og tilbage af vandet ligesom aben, men på en mere pinefuld måde, da fisken er levende og konstant må kæmpe mod strømmen, som vil kaste den ind på land.

Billederne af den døde abe i floden og disse sølle fisk, “der måske ufrivilligt føler sig knyttet til selvsamme element, som afviser dem, [og] må bruge næsten alle deres kræfter på at tilkæmpe sig retten til at blive, hvor de er,” fungerer som en slags vignet til romanen – åbenlyst som et billede på hovedpersonen selv, men også mere universelt som et billede på den menneskelige tilstand som sådan.

Og sådan kan romanen som helhed også læses: Som et portræt af menneskets smålige bestræbelser, dets tarvelige begrænsninger og umoralske egoisme.

Romanens handling udspiller sig i det sidste tiår af det 18. århundrede i Latinamerika. Titelfiguren don Diego de Zama er en ca. 35-årig assessor i en afsides spansk koloni i det nuværende Paraguay, hvor han ved romanens begyndelse har været i fjorten måneder. Han drømmer om at blive forflyttet til Buenos Aires, tættere på sin hustru Marta.

Men det går ikke for godt for don Diego de Zama. Hans position som assessor sikrer ham kun en brøkdel af den respektabilitet og autoritet, han mener sig berettiget til – og dét kun, når han har penge, og det han ikke så tit.

Udover at komme væk, begærer Zama kvinder, positioner og anseelse. Hvis det ikke var så uopnåeligt, ville han også have begæret magt og indflydelse. Men i det daglige må han ofte nøjes med at ydmyge sig for et måltid mad. For selv om han indtager en officiel position for den spanske krone i de sydamerikanske kolonier, så er det sjældent, at der kommer klingende mønt fra det europæiske hovedland.

Zama fremstår som en mand i sine følelsers vold. I det ene øjeblik bedyrer han (over for læseren og sig selv) sin dedikerede trofasthed over for den fjerne hustru, Marta, og tegner et billede af sig selv som drevet af kun de ædleste og mest ærefulde motiver.

I det næste kaster han sig over gæstgiverens unge datter eller forsøger at forføre en ikke uvillig, men rænkespillende gift kvinde. Sin manglende succes i sit arbejde og i forhold til kvinder lader han gå vilkårligt ud over hvem som helst, der er i nærheden, i pludselige og voldelige vredesudbrud, som hans straks efter typisk angrer.

Antonio Di Benedetto (1922-1986). Foto: skjødtforlag.dk.

don Diego de Zama er i en vis forstand en historisk roman om de spanske kolonier i Sydamerika i slutningen af det 18. århundrede. Først og fremmest er den dog en roman om et menneske i forfald. Et menneske, der den ene side er installeret med en masse fine begreber om almenmenneskelig moral, etik og anstændighed og dertil forestillinger om, hvad der passer sig for en person af hans rang, position og race. Og på den anden side et alt-for-menneskeligt menneske, som igen og igen flegner ud til skade for sig selv, drevet af smålig vrede, hidsighed, forsmåethed eller begær.

Dét med racen er i øvrigt kun en af flere flertydigheder knyttet til Zamas ambitioner: Zama er ganske vist hvid, men han er kreoler, det vil sige født af spanske forældre i de amerikanske kolonier, og dermed af lavere status end de “ægtefødte” spaniere, hvilket er ham pinefuldt bevidst.

Romanen falder i tre distinkte og ret forskellige dele, som tilsammen dækker perioden 1790-1799. Den første og længste del er den mest realistiske. Isoleret set fandt jeg ikke denne første del så voldsomt interessant. Den var lidt tung at komme igennem, og havde romanen ikke haft status af klassiker, kunne jeg ærlig godt have fundet på at lægge den fra mig. Men det gjorde jeg ikke, og det blev jeg glad for.

For i anden del, hvor handlingen uden yderligere redegørelser for den mellemliggende periode, springer til 1794, sker der et skift i stil. Årene er gået, men Zama er stadig bundet til samme sted, nu blot skubbet længere ud mod kanten, økonomisk og anseelsesmæssigt, og med endnu ringere udsigter til at komme væk. Zama er stadig mest optaget af kvinder, men fortællingen får en mørkere, mere ildesvangert undertone. Lange passager har også et hallucinatorisk præg, hvor hverken Zama selv eller vi som læsere er helt sikre på, hvad der er drøm eller virkelighed.

Ifølge bogens bagsidetekst er Antonio Di Benedetto blevet kaldt “den latinamerikanske Dostojevskij.” Det kan jeg godt følge, for så vidt hans protagonist i Zama har træk, der kan minde om nogle af Dostojevskijs figurer: Hans optagethed af på den ene side at gøre det anstændige og moralsk rigtige, hvilket han på den anden side uafladeligt selv spænder ben for, drevet som han er af sine umiddelbare følelser, af sine seksuelle behov og af sin mave.

I bogens tredje og sidste – og efter min smag også suverænt bedste – del, gik mine associationer imidlertid mere i retning af Joseph Conrads rejse ind i Mørkets hjerte (opr. 1902).

Vi hopper her frem til 1799, hvor Zama – i endnu et forsøg på at gøre sig fortjent til forflyttelse – melder sig som deltager i en bizar militær ekspedition, der går dybt ind i junglen og forskellige indianerstammers territorier. Missionen er at opspore og fange en myteomspundet røverleder – en diffus figur, der i overført betydning kan læses som billede på et mørke, der er i os selv, er skabt af os selv og vil blive vores egen undergang.

Denne tredje del af romanen er spækket med syrede scenerier fra junglen. Heriblandt står som det stærkeste billede en omvandrende indianerstamme, hvor alle de voksne for tolv år siden er blevet blindede af en rivaliserende stamme, som overfaldt dem – og nu drives målløst gennem junglen i en stor procession, ledet af deres senere fødte, seende børn.

Efter at have mere eller mindre tvunget mig selv gennem romanens første del, endte jeg således med at komme begejstret ud af den. Det er en roman, som måske nok er lidt kantet og også kan forekomme noget ujævn med sine uforklarede spring i tid og abstraktionsniveauer. Men det er også en roman med righoldige betydningslag, stærke billeder og farverige karakterer, der sætter sig i erindringen.

Tak til Ane-Grethe Østergaard for oversættelsen og Skjødt Forlag for udgivelsen.

K's vurdering: