Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn

For pokker da, hvor er Ágota Kristófs Det store stilehæfte god! Stor litteratur i enhver henseende. Suverænt velskrevet, umiddelbart rørende og skræmmende, kompositorisk overraskende, letlæst, men alligevel litterært udfordrende, filosofisk og psykologisk reflekterende, historisk perspektiverende. Og en fornøjelse at læse fra første til sidste side. Det hidtidige højdepunkt i mit læseår.

Ágota Kristóf (1935-2011) blev født i den ungarnske landsby, Csikvánd, og voksede op i Ungarn. Efter at Sovjetunionen slog den ungarnske opstand i 1956 ned, forlod hun som 21-årig landet med sin mand og lille datter og slog sig ned i Schweiz. Her lærte hun sig fransk, som er det sprog, hun har skrevet sine romaner i.

Det store stilehæfte (opr. 1986, på dansk 1987), Beviset (opr. 1988, på dansk 1989) og Den tredje løgn (opr. 1991, på dansk 1992) blev oprindeligt udgivet som tre separate bind. De er alle oversat fra fransk af Nina Lautrup-Larsen. I 2017 genudgav Rosinante de tre bøger i ét samlet bind, som er den version, jeg har læst.

Romantrilogien foregår i et ikke navngivet land på en ikke fastsat tid. Det er dog ikke svært at genkende stedet som Ungarn og perioden (i den første bog) som tiden under den nazistiske besættelse af Ungarn under Anden Verdenskrig.

Den første bog, Det store stilehæfte, er fortalt i vi-form af to 13-årige tvillingedrenge, Lucas og Claus, hvis navne dog først afsløres i anden bog. Tvillingerne er af deres mor blevet efterladt hos deres ondskabsfulde og alkoholiserede bedstemor i en landsby tæt på grænsen (til Østrig, formentlig).

Bedstemor er mor til vores mor. Før vi kom til at bo hos hende, vidste vi ikke, at vores mor også havde en mor.
Vi kalder hende bedstemor.
Folk kalder hende heksen.
Hun kalder os “horeunger.”

De enæggede tvillinger tænker, taler og handler ens i en næsten uhyggelig grad. For at overleve mentalt og fysisk i de voksnes bizarre verden af krig og umenneskelighed, tvinger de sig til at leve efter en serie strenge regler.

De lærer sig at afstå fra enhver form for medfølelse. De fører et unaturligt, asketisk liv, hvor de efter eget udsagn aldrig leger. De arbejder, de studerer, de laver øvelser. Tavshedsøvelser, ubevægelighedsøvelser, fasteøvelser, forsvarsøvelser. De øver sig i at udholde smerte ved at tæve hinanden. De øver sig i at være følelseskolde ved over for hinanden at gentage ord, der engang var knyttet til følelsesmæssigt smertefulde savn, for eksempel den tidlige barndom sammen med deres mor, indtil ordene og erindringerne holder op med at give mening og holder op med at smerte.

Og så fører drengene dagbog. De iagttager alt, de husker alt, og de skriver det ned i et stilehæfte, de gemmer på loftet. Tvillingerne har pålagt sig selv kun at skrive sandheder. Deres tekst skal være objektiv, nøjagtig og helt blotlagt for følelser. Livet har lært drengene, at følelser bare er en anden slags løgne, som man bør isolere sig fra for at overleve.

Dagbogen i stilehæftet er den tekst, vi læser. Den er holdt i et helt enkelt sprog, i korte sætninger, der i overensstemmelse med drengenes ambition er blottet for indlevelse og følelser. Ihvertfald på overfladen. For drengenes (Kristófs) knappe, nøgterne, bevidst anonyme og kolde prosa bliver for læseren i sig selv et uhyggeligt vidnesbyrd om krigens og afsavnenes følelsesmæssigt forkvaklende virkninger på børnenes sind.

Jeg vil nødigt røbe for meget af handlingen, men et enkelt eksempel må der til for at give et indtryk af de mange fabelagtigt groteske scener, Kristof udsætter os som læsere for:

Efter en periode opsøger tvillingernes mor (som i mellemtiden fået yderligere et barn, en lillesøster til drengene) dem hos bedstemoren for at tage dem med sig. Før det kommer så vidt bliver mor og lillesøster imidlertid dræbt af en granat, der rammer ned i bedstemorens have. Drengene begraver ligene i baghaven. Langt senere bliver de opsøgt af deres far, som åbner graven i baghaven for at få vished om, at det er sandt, at moren er død. I gravene er der nu kun de afpillede skeletter af moren og barnet, og faren forlader stedet. Tvillingerne finder dog anvendelse for skeletterne:

   Ved hjælp af et tæppe bærer vi skeletterne op på loftet, vi breder knoglerne ud på høet for at de kan tørre. Så går vi ned igen og kaster det hul til, hvor der ikke mere er nogen.
Senere, i de følgende måneder, renser og lakerer vi mors og det lille barns kranium og knogler, så sætter vi omhyggeligt skeletterne sammen igen ved hjælp af små stykker ståltråd. Da vores arbejde er færdigt, hænger vi mors skelet op i en loftsbjælke og fæstner barnet til hendes hals.

Tak for kaffe. Og der er rigeligt med andre, tilsvarende groteske og morbide indslag i romanen.

Den første bog, Det store stilehæfte, er den kompositorisk mest vellykkede i kraft af sin stramme form og markante stil. Beviset er også fremragende, mens Den tredje løgn isoleret set står lidt svagere.

Men de tre bøger er ét samlet værk, som skal læses i rækkefølge. Og du skal læse dem alle tre. Den første kan for så vidt læses alene, og ved slutningen fremstår den perfekt afrundet. Havde jeg læst den som en selvstændig udgivelse, ville jeg ikke have manglet noget.

Læser du ikke de to næste bøger, så finder du imidlertid aldrig ud, hvad det egentlig var, du læste i den første. Måske finder du ikke ud af det alligevel.

For Kristóf sender sin læser ud på en vild rutchebanetur. Det, man tog for sandheder, bliver undervejs til løgne, som omvender sig til andre løgne. Og omvendingerne bliver ved til sidste side i sidste bog. Og i sidste ende er alle løgnene i en vis forstand måske alligevel sandheder.

For hvad er sandhed? Hvad er erindring? Hvad er et liv? Hvad er to liv?

Romanværket er en stærk fortælling om menneskeskæbner under krig og besættelse. Værket kan samtidig læses allegorisk som en reflektion over de ideologiske fortællinger under både den ungarnske fascisme og tyske besættelse, under den sovjetiske besættelse og ungarnske kommunisme og endelig i vores tid efter Murens fald. Hver tids sejrherrer fortæller som bekendt sin historie, og i Ungarn, ligesom i mange andre lande i den tidligere østblok, har en enkelt generation været udsat for flere, radikalt forskellige historier.

Ágota Kristóf (1935-2011)

Ágota Kristóf skriver i et umiddelbart meget enkelt og ukompliceret sprog, og handlingen i bøgerne er i lange, isolerede stræk let at følge. Men man skal ikke tage fejl. Det store stilehæfte er i høj grad et modernistisk værk, hvor forholdet mellem fiktion og virkelighed, den faktiske historie og fortællingen om historien, løgn og sandhed, er på spil hele tiden.

Jeg har skrevet om handlingen i den første bog, men jeg kan ikke skrive ret meget om de næste to, uden at røbe for meget.

Jeg kan dog sige så meget, at første bog slutter med, at de to tvillinger adskilles – i en vidunderligt grotesk og morbid slutscene. Den ene bror undslipper til “den anden side,” mens den anden bliver tilbage.

Anden bog, Beviset, følger den af de to brødre, Lucas, som blev tilbage bag jerntæppet. Han refererer selv til sin forsvundne tvillingebror, som han længes efter. Men ingen andre omkring ham i landsbyen synes at have nogen erindring om, at de engang var to. Som læser begynder man også at få sine tvivl om, hvordan historien hænger sammen, efterhånden som Lucas’ barndom rulles op – i en version, der markant adskiller sig fra den barndom, vi har læst om i første bog.

I tredje bog, Den tredje løgn, vender den forsvundne bror, Claus, 40 år efter tilbage til hjembyen for at lede efter sin tvilling. Her toner romanen for alvor ud som et (post)modernistisk værk, idet vi nu præsenteres for endnu en (eller flere) udgave(r) af drengenes fortid.

Den roman, der i første bind angiveligt var fortalt i strengt objektiv form for kun at berette sandheden, opløser i tredje bind nærmest sig selv i en uigennemskuelig blanding af virkelighed og fiktion. Er tvillingebrødrene overhovedet to personer eller kun én? Og hvis de er to, hvem er så egentlig hvem?

Der kan argumenteres for, at Det store stilehæfte ville have stået endnu stærkere alene (og den kan som nævnt sagtens stå alene) i sin rene form. Der er givetvis læsere, for hvem Kristófs (post)modernistiske omvendinger af bogens virkeligheder i især tredje bind bliver lidt for fortænkt.

Jeg nød nu alle tre bind og ville ikke have været hverken Beviset eller Den tredje løgn foruden. Stærkt anbefalet.

K's vurdering: