Spændende udvalg på i alt elleve velskrevne noveller af seks moderne forfattere fra Singapore.
Antologien Telltale: 11 Stories er redigeret af Gwee Li Sui (f. 1970), der også har forsynet samlingen med et forord og noter. Af forordet (som med fordel kan læses til sidst, så man undgår Gwee Li Suis tolkninger af novellerne, inden man selv læser dem) fremgår, at det har været et formål med samlingen at præsentere nogle moderne singaporeanske forfattere, som de temaer, der ellers angiveligt har været dominerende i litteraturen fra Singapore: Bidrag til nationsopbygning eller “exotica” om særlige asiatiske erfaringer, som ikke mindst vestlige læsere gerne efterspørger.
Det er en forfriskende tilgang – ikke mindst for den verdenslitteraturlæsende, som godt kan løbe lidt træt i de nævnte temaer, der også har domineret mange af de bøger, jeg har læst fra andre dele af verden i min tur verden rundt i bøger.
Novellerne i denne samling er således ganske vist alle – på forskellig vis – forankret i en singaporeansk kontekst, men de er først og fremmest karakteriseret ved at tematisere moderne menneskelige erfaringer. Og stort set alle novellerne er afgjort værd at læse
Samlingen lider, som antologier har det med at gøre, ganske vist lidt under en forskelligartethed i tone og skrivestil. Men det hører formen til. Det hjælper på sammenhængen, at nogle af forfatterene er repræsenteret med flere historier. Således er der to noveller af Jeffrey Lim, tre af Alfian bin Sa’at og tre af David Leo.
Samlingens højdepunkter er efter min smag bidragene fra Jeffrey Lim. Især science fiction-historien Understudies er ret vellykket. Her oprulles et overvågningssamfund, hvor alle borgere er tildelt bestemte roller og “manuskripter,” de skal holde sig inden for. Hvis borgerne træder ved siden af – ved f.eks. at udfolde for stor spontanitet og individualitet – bliver de hurtigt erstattet af en slags dobbeltgænger, der er trænet op til netop denne opgave. Hvad der sker med originalen, ved ingen. En slags hybrid mellem sci-fi-klassikere som Fagre nye verden og Invasion of the Body Snatchers.
Det andet bidrag fra Jeffrey Lim, Haze Day, har lidt mere karakter af en pudseløjerlighed. Her beskrives en dag i livet for en række forskellige og på hver deres måde mislykkede skæbner i Singapore – en dag, der imidlertid udvikler sig ganske uventet, da hele byen indhylles i en røgsky af afbrændt marihuana med den konsekvens, at alle bliver godt skæve.
Alfian bin Sa’at (f. 1977) er repræsenteret ved tre historier, Birthday, Video og Thirteen Ways of Looking at a Hanging. De to første er hver især små fine portrætter af mennesker i svære situationer – ikke store historier, men vedkommende, nærværende og velskrevne.
Den tredje er en historie fra dødsgangen, som giver et billede af absurditeten i de statsautoriserede diskurser, der regulerer de dødsdømtes sidste dage – herunder, at de skal have adgang til daglig motion, og at der skal tages portrætfotos af dem stadset op i fint tøj. Samtidig et fint og indlevet portræt af en dødsdømt og hans relation til familien.
Dødsstraf er også temaet i The Judge, som er bidraget fra Claire Tham (f. 1967), her dog set fra dommerens samvittighedsperspektiv. Vi følger en dommers liv over nogle dage under den første sag, han har skullet dømme i, hvor hans eget judgement som dommer vil blive afgørende for, om den anklagede dømmes til liv eller død. En okay fortalt historie, men så heller ikke mere.
I The Drowning bruger Dave Chua (f. 1970) tsunamikatastrofen i december 2004 som ramme. Et modent ægtepar fra Singapore rejser i desperation til Phuket i dagene umiddelbart efter katastrofen for at lede efter deres søn, der var på ferie i området og er forsvundet. Novellens egentlig ærinde er dog ikke så meget selve katastrofen, men mere hvad den giver anledning til i forholdet mellem ægtefællerne. Også en velfortalt historie i en godt ramt, stilfærdig tone.
Novellen In the Quiet Claire Tham (f. 1967) af om en skolepige, hvis veninde bliver dræbt i en trafikulykke, var såmænd også fin nok, men gjorde ikke så stort indtryk.
Endelig rummer samlingen tre noveller af David Leo (f. 1948), som også er udmærket skrevet, men nok heller ikke har gjort noget blivende indtryk.
Alt i alt dog en rigtig fin antologi, som for mig absolut lykkes med sit forehavende, at give et indtryk af spændvidden og den høje kvalitet på den litterære scene i Singapore i dag.
Titel: Telltale: 11 storiesForfatter: Alfian bin Sa’at, Claire Tham, Dave Chua, David Leo, Gwee Li Sui, Jeffery Lim, Tan Mei Ching
Udgiver: Dalkey Archive Press
Udgivelsesdato: 17.10.2013
Sider: 188
Originalsprog: Engelsk
Opr. udgivelsesår: 2010
Læst: Juli 2018
K's vurdering: