Jevgenij Zamjatin: Vi

Sovjetisk, dystopisk science fiction-klassiker om det ultimative totalitære overvågnings- og kontrolsamfund – fra før både Huxleys Fagre nye verden og Orwells 1984.

Jeg tror ikke, at jeg tager munden for fuld ved at antage, at navnet Jevgenij Zamjatin kun er de færreste danske læsere bekendt. Og ihvertfald tør jeg regne for sikkert, at færre kender til Zamjantin end til George Orwell og Aldous Huxley.

Ikke desto mindre kan Zamjantins roman Vi (1924) ses som en forløber for de to nævntes klassiske fremtidsdystopier, 1984 (1949) og Fagre nye verden (1932). George Orwell har selv fremhævet Vi som en direkte inspirationskilde til 1984.

Zamjatin skrev Vi i 1920-21, men vi skal helt frem til 1988, før den udkom første gang i ucensureret udgave i Sovjetunionen. Forinden var den imidlertid udkommet i oversættelser i udlandet, første gang i USA i 1924.

Her til lands har vi imidlertid skullet vente helt til 2017, før Forlaget Kosmos debuterede med udgivelsen af Vi i en dansk udgave, oversat af Lotte Jansen. Både forlag og oversætter fortjener stor ros for endelig at rette op på denne hidtidige mangel – faktisk er det mig næsten uforståeligt, at bogen ikke tidligere er blevet oversat.

Opdatering pr. 20.06.2019: Flere opmærksomme læsere har gjort mig opmærksom på, at Vi faktisk har været oversat til dansk en gang tidligere – af Noemi Eskul-Jensen og udkommet på C. A. Reitzel Forlag (1959). Det tager nu ikke noget fra rosen til Forlaget Kosmos og Lotte Jansen, for oversættelsen fra 1959 har længe været væk fra boghandlernes hylder. 

Vi foregår i en ikke præcist defineret fremtid. Man må dog forstå, at vi befinder os mindst tusind år efter vor tid. Efter en ødelæggende verdenskrig (“Tohundredeårskrigen”), der udryddede en stor del af menneskeheden, er den tilbageværende verden samlet i én statsdannelse, “Enhedsstaten.” Enhedsstaten er den ultimativt totalitære, diktatoriske stat, tilrettelagt efter “matematiske principper.”

Borgerne i Enhedsstaten har ikke navne, men numre. Hverdagen for hvert enkelt menneske (der ikke omtales som sådan, men kun som “numre”) følger nøje planlagte og detaljerede skemaer. Ikke bare arbejdsdagen, men hele tilværelsen er organiseret efter tayloristiske principper, styret af Tidstavlen:

Tidstavlen – over for den bliver enhver af os til en stålsat sekshjulet helt i vores store epos. Hver morgen, med sekshjulet præcision, på samme timeslag, i samme minut, står vi, millioner af os, op som én. På samme timeslag begynder vi, i millioner, som én at arbejde, og som én stopper vi, i millioner. Og sammensmeltet i én millionarmet krop vil vi – i et og samme af Tavlen fastsatte sekund – løfte vores ske til munden, og i et og samme sekund går vi tur, går vi til forelæsning, til Tayloreksercits, går vi ind i søvnen …

Indtagelsen af den smagløse mad på de dertil fastsatte tidspunkter følges af de foreskrevne 50 tyggebevægelser. Når man ikke arbejder eller spiser, går man til forelæsninger og indpodes med propaganda for Enhedsstaten.

Enhedsstatens verden er transparent, i en meget bogstavelig forstand: Numrene bor således i lejligheder med vægge af glas, så alle altid kan overvåges af hinanden og af statens særlige politienhed, Vogterne (Jeremy Benthams Panoptikon rinder i hu).

Vogternes viden om numrenes gøren og laden er så altomfattende, som det vel var muligt for nogen at forestille sig i 1920 – selv om dybden af denne viden blegner sammenlignet med, hvad Google og Facebook ved om os i dag …

Romantisk kærlighed mellem mennesker er udryddet: Numrenes fysiologiske behov for kønslig udfoldelse anerkendes ganske vist videnskabeligt, men den er reguleret og planlagt: I Enhedsstaten har ethvert nummer ret til et andet. Koblingen af seksualpartnere styres via et system af lyserøde taloner, som anviser hvem, man på et givent tidspunkt skal tilbringe sine dertil tildelte “seksualtider” med. Kun i seksualtiden kan man få en “gardinhjemmel,” dvs. en tilladelse til at rulle gardinerne ned i sin glaslejlighed i en halv eller hel time.

Det siger næsten sig selv, at kunsten også er underlagt opfyldelsen af Enhedsstatens formål og diktat:

Jeg tænkte på hvordan det dog kunne være at de i gamle dage ikke kunne se den umådelige dumhed i deres litteratur og poesi. Den fantastiske, storslåede kraft der ligger i det kunstneriske ord, gik til spilde til ingen verdens nytte. Det er fuldkommen latterligt: enhver skrev hvad der nu faldt ham ind. […] I dag er poesien ikke længere bare en hæmningsløs nattergals sang: poesien arbejder i statens tjeneste, poesien er nyttig.

I denne verden tjener romanens hovedperson og jeg-fortæller, D-503, som bygmester på INTEGRALET, et rumskib af glas, som skal hjælpe Enhedsstaten til at kolonisere verdensrummet: De “uvidende væsener på fremmede planeter,” skal underkastes “fornuftens velgørende åg.” Og “forstår de ikke at vi bringer dem den matematisk-ufejlbarlige lykke, er det vores pligt at tvinge dem til at være lykkelige.”

D-503 er som udgangspunkt et loyalt nummer i Enhedsstaten, overbevist om, at han lever i den lykkeligste af alle tænkelige verdener, hvor menneskeheden har nået den sandhedserkendelse, at forudsætningen for lykken er afskaffelsen af friheden, af individuelle valg og de usikkerheder, de medfører.

Men så møder han I-330, en mystisk og lidenskabelig kvinde, som tænder et begær i ham, som han først ikke vil vide af eller forstår. Og endnu mere undergravende for et loyalt nummer i Enhedsstaten: Hans fantasi vækkes til live.

D-503 begynder blandt andet at drømme, et tydeligt tegn for ham selv på, at han må være blevet alvorligt syg. Han går til lægen, men det står værre til end som så: “Det står sløjt til med Dem! De har tydeligvis udviklet en sjæl.” En anden læge blander sig: “Hvad er der galt her? En sjæl? En sjæl, siger De? Fandens også! Fortsætter det på den her måde, ser vi velsagtens også snart kolera.”

Før D-503 ved af det, indrulleres han – drevet af sin forelskelse – i en hemmelig modstandbevægelse, som blandt andet sigter mod at nedbryde den store mur, der adskiller det kolde og golde bysamfund, som udgør Enhedsstaten, og den ukendte, uregerlige, grønne verden på den anden side: naturen, urskoven, dyrene, livet.

Romanen har sin primære og afgørende force som politisk-satirisk kritik. Skrevet i 1920-21, som den er, er det oplagt at læse den som Zamjatins dystopiske vision for, hvor de kollektivistiske og totalitaristiske tendenser, han kunne se i sin samtid i Sovjetunionens første år, kunne bringe landet hen.

Derudover har Vi en oplagt litteraturhistorisk interesse som forløber for hele den senere dystopiske genre med Orwell og Huxley som nogle af de prominente efterfølgere.

For en isoleret litterær betragtning er romanen dog ikke uden problemer.

Vi er skrevet som var det D-503’s dagbogsoptegnelser. Zamjatins påskud for at kunne bruge dette litterære greb, altså overhovedet at lade sin hovedperson skrive en sådan dagbog, er, at D-503 som bygmester på INTEGRALET ønsker yde sit bidrag – ligesom Enhedsstatens digtere – til at fylde INTEGRALET med tekster, der hylder “Enhedsstatens skønhed og storhed” og dens “matematisk fuldendte liv”, tekster, der med ord skal forsøge at vinde de uvidende væsener på fremmede planeter for Enhedsstatens idé.

Som læser kan jeg til nød acceptere dagbogsformen som ramme, fordi D-503 er drevet af pligten over for Enhedsstaten til at sætte sig ned og skrive hver eneste dag. Men i betragtning af de sindsbevægelser og hele omvæltninger af sit personlige verdensbillede, han udsættes for undervejs i romanen, bliver det nu ikke desto mindre en kende utroværdigt efterhånden, at han i det hele taget bliver ved med at skrive.

Det får være. Et større problem er, at jeg havde svært ved at engagere mig i hovedpersonen, for slet ikke at tale om bipersonerne. Ingen af dem blev for mig som læser levende i en grad, så jeg på noget tidspunkt fattede interesse for, hvad der måtte hænde dem i romanen. Det hjælper ikke på det, at romanen er noget episodisk i sin opbygning og mangler et fængende flow i handlingen.

Det er således den satiriske politisk-filosofiske kritik, der er både afsæt og drivkraft for Zamjatin hele romanen igennem, ikke romanens personer, som vedbliver at være rene rekvisitter for den politiske kritik. Det bliver de kritiske pointer ikke mindre vigtige af (omend de i den aktuelle form mest har historisk interesse) – men det gør romanen lidt tungere at komme igennem.

Jeg kunne have ønsket, at Zamjatin havde ladet sig rive lidt mere med af sin egen tekst – på samme måde som hans hovedperson hævdes at lade sig forføre og forvilde. Der er smukke sproglige billeder og detaljer rundt omkring i teksten, men lidt ligesom Enhedsstatens digtere lader Zamjatin sin tekst spærre inde af sit eget politisk-kritiske budskab.

Vi er ikke desto mindre i høj grad værd at læse, men kræver at blive sat ind i sin litteraturhistoriske og politisk-historiske kontekst.

Jevgenij Zamjatin (1884-1837). Foto: Ukendt

Som eksempel på en hundrede år gammel science fiction-roman er den i sig selv dog også helt sjov i kraft af det billede, den giver af sin egen tids forestillinger om fremtiden, herunder den teknologiske fremtid.

Stor ville Zamjatins overraskelse givetvis havet været, hvis han havde kunnet se, hvor mange af hans fantastiske teknologiske visioner om en mere end tusindårig fremtid, der allerede i dag forlængst er overgået.

Som det altid er tilfældet for genren – og altid med nødvendighed må være tilfældet – er bogen således fyldt med en mængde “fremtids-anakronismer,” hvis man ellers kan tale om noget sådant, som imidlertid netop først lader sig afsløre som sådan af fremtiden.

Jeg har allerede nævnt, at numrenes seksualtid reguleres via udleverede lyserøde kuponhæfter, hvor man river en papirtalon ud, når man skal indløse seksualtid med et andet nummer. Et andet eksempel er, at D-503 skriver sin dagbog i hånden på papir under anvendelse af pen og blækhus. Boligerne er så avancerede, at alle lejligheder har egen telefon, men det er en drejeskivetelefon med forbindelse til en omstillingsoperatør.

På den anden side har vi på nogle områder endnu ikke indhentet Zamjatins visioner: For eksempel transporter man sig i Enhedsstaten, hvis man da ikke eksercerer i takt til fods, typisk i såkaldte aeroer, som ikke beskrives detaljeret, men er en slags flyvende biler – som ganske vist er propeldrevne. Og mere avanceret har Enhedsstaten udviklet en særlig henrettelsesmaskine til afvigere, som virker ved på et øjeblik at opløse menneskelegemet til atomer og kun efterlade en lille pyt vand.

Men den slags er jo kun pudseløjerligheder, man kan muntre sig med at identificere i romanen – det er ikke hverken dens formål eller berettigelse at udsige noget profetisk sandt om en fremtidig teknologiudvikling. Vi er først og fremmest en politisk kritik af tendenser i Zamjatins nutid, som var det tidlige Sovjetunionen. Og her må man medgive romanen en ikke ringe sandhedsværdi som dystopisk vision, når man tager de efterfølgende års udvikling i Sovjetunionen i betragtning.

Og så lige lidt til sidst om selve den fysiske bogs layout:

Den aktuelle bogudgivelse af Vi på dansk er således i sig selv en rigtig fin lille sag i lommeformat. Layoutmæssigt er den holdt i en minimalistisk stil: Omslaget er holdt rent i hvidt, kun prydet af titel, forfatter og forlagsnavn i sort. Kun indersiden om omslaget i klar gul bryder farvemæssigt med det neutrale udtryk.

Mit umiddelbare indtryk, da jeg fik bogen i hånden, var, at det dog var et ualmindelig kedeligt udseende eksemplar af slagsen, men efter at have læst den, må jeg medgive, at der faktisk er en flot overensstemmelse mellem form og indhold: Det er et layout, som kunne være vokset ud af Enhedsstatens matematiske idealer, dyrkelsen af de rene linjer og i det hele taget den totalitære stats bestræbelse på at udrydde enhver form for individualitet, enhver passion og lidenskab.

Det lød vist ikke helt som en ros af Mai Boline og Laura Silkes grafiske tilrettelæggelse, men sådan er det egentlig ment (om end jeg nok kan frygte, at den for så vidt fine overensstemmelse mellem form og indhold ikke får mange impulsbogkøbere til at gribe efter bogen …).

Det neutrale udtryk brydes dog af, at bogen er gennemillustreret af en række sort-hvide fotos af Saša Štucin. De enkelte fotos er i sig selv sådan set meget stemningsfulde, men noget synderlig forbindelse til teksten havde jeg svært ved at finde. De gør ingen skade, men kunne godt have været undladt for min skyld.

K's vurdering: