Ernest Cline: Ready Player One

Det her er en bog til jer, der voksede op i 1980’erne med arkadespil, de første hjemmecomputere og de tekstbaserede rollespil. Ready Player One er forrygende 80’er-nostalgi for afdankede spil- og computernørder. Og så heller ikke ret meget mere.

Var du også teenager i 1980’erne, og var du også en af dem, der hang ud i arkaden eller på grillbaren og spillede Galaga, Defender, Robotron: 2084, Dig-Dug, Zaxxon eller Donkey-Kong?

Kan du huske de første tekstbaserede adventurespil til hjemmecomputere (dem, hvor man skulle indtaste simple tekstkommandoer som “GET SWORD”, “OPEN DOOR” eller “GO LEFT” for at løse gåden og gennemføre spillet)?

Eller var du måske blandt dem, der lod sig opsluge af tekst-, terning- og papkortbaserede rollespil som Dungeons & Dragons?

Var BASIC det første (og eneste …) programmeringssprog, du nogensinde lærte?

Har du også en nærmest kropslig erindring af, hvordan det var nødvendigt at sidde helt stille (og få de andre beboere i dit hjem til også at sidde helt stille) i op til 20-30 minutter til lyden af hvid støj, mens din Sinclair ZX Spectrum 48K med 16 farver (eller din Commodore 64 eller din Amstrad CPC 464 alt efter hvilket hold, du var på) loadede et 35 kB stort program lagret på kassettebånd?

Du er én af os, hvis følgende giver dig billeder af brede striber, der løber ned over tv-skærmen, efterfulgt af flimmer og infernalsk støj (ikke et citat fra bogen, jeg tager selv hele ansvaret):

DUUUUUUUUUU-DUT … DUUUUUUUUUU-DUT … KRKRKRKRKRKRKRKR-KRKRKRKRKRKRKRKR-KRKRKRKRKKRKRKRKR-KRKRKRKRKRKR […]

Hvis noget af ovenstående frembringer varme nostalgiske billeder hos dig, og hvis du ikke er bange for i ny og næ at læse en letbenet science-fiction-ramasjangroman, så er Ernest Clines (f. 1972) debutroman Ready Player One (opr. 2011) måske noget for dig.

Hvis ikke, så hold bare op med at læse videre – for så er der ret beset ikke andre grunde til at læse bogen.

Selv er jeg årgang 1970, og de fleste af de forannævnte erindringer er mine egne (idet jeg dog aldrig dyrkede D&D-universet). Og jeg havde en fornøjelig tur ned ad Memory Lane ved at læse Ready Player One.

Dette på trods af, at romanen grundlæggende er skrevet i et kedeligt sprog, og at plottet er jammerligt forudsigeligt – som var det taget ud af et af de arcadespil, Ernest Cline dyrker i romanen.

Anyway, hvad går romanen ud på?

I romanens univers er vi år 2045. Jorden er et kedeligt sted, ødelagt af fattigdom, alt er gråt og trist. Størstedelen af menneskeheden bruger deres tid on line som avatars i det virtuelle univers OASIS.

OASIS er som et computerspil, hvor du agerer som en avatar, du selv kan designe og opgradere med teknologiske og magiske evner og våben, hvis du har optjent point nok til det (eller fra den virkelige verden har penge nok til at købe dig til skills eller tokens). Men det er også en virtuel verden, hvor mange børn går i skole og grundlæggende bliver opdraget.

It was the dawn of a new era, one where most of the human race now spent all of their free time inside of a videogame.

OASIS-universet er programmeret og designet af en autistisk nørd, James Halliway, der var ung i 1980’erne. Programmet har gjort ham til multimilliardær, og han gør sin egen død til et spil i ånden fra de spil og film fra 1980’erne, han selv er opvokset med. Hallidays testamente overlader magten over OASIS og alle hans milliarder til den, der kan løse nogle gåder og bestå en række udfordringer.

Ved romanens begyndelse er der gået fem år fra Hallidays død og testamente, og hele den virtuelle verden har siden da hektisk forsøgt at løse gåderne. Den almindeligt anerkendte præmis er, at vejen til løsningen og gevinsten er at være universets største übernørd udi viden om film og spil fra 1980’erne.

Vores hovedperson er en ung, fattig, nørdet dreng, som tilfældigt bliver den første i verden, der løser den første af en serie gåder og udfordringer. Herefter udfolder handlingen sig som et hektisk løb frem mod at overvinde de næste udfordringer i spillet frem mod den endelige præmie.

Der er selvfølgelig nogle konkurrenter af forskellig beskaffenhed, gode og onde. De ultimativt onde er en stor multinational korporation, der vil gøre alt for at vinde prisen for at gøre den virtuelle OASIS-verden til et modbydeligt, kommercielt foretagende (romanen er fra 2011, men her i 2019 tænker vi selvfølgelig Apple, Google, Amazon …).

Det hele udfolder sig temmelig forudsigeligt efter en standardskabelon, og romanen er skrevet i et temmelig ordinært sprog. Men undervejs bliver vi taget på en nostalgisk rejse gennem arcadespil, computerspil og ungdomsfilm fra 1980’erne, og den del er ret sjov – ihvertfald for de af os, der har referencerne.

Ud over det ordinære plot og sprog lider historien også af flere andre problemer. For eksempel præmissen om, at de onde er en stor korporation, mens de gode er (den afdøde) Halliday og hans kompagnon, der oprindeligt har skabt det virtuelle univers, OASIS. Men selv på romanens egne præmisser er dette OASIS også skabt som en kilde til akkumulation af astronomisk rigdom, hvilket der imidlertid aldrig stilles spørgsmålstegn ved.

Og så er der de skrigende elementer af det, man på moderne politisk korrekt sprog kalder “tokenism” (jeg er endnu ikke stødt på en passende dansk oversættelse af begrebet), altså dette for en ordens skyld at huske at indsætte en “African American woman” i historien, bare så vi er sikre på, at ingen kan anklage os for racisme eller kønschauvinisme.

Endelig er romanen selvfølgelig også alt for lang. Min paperbackversion var på 374 sider, trykt med endog meget lille skriftstørrelse på meget tætbeskrevne sider (andre versioner med mere normal skriftstørrelse er på omkring 600 sider, har jeg set). Det er mere, end 80’er-gimmicken og historien som sådan kan bære. Det skal dog retfærdigvis siges, at bogen er let at læse, så det går rimelig hurtigt med at få vendt siderne.

Hvorom alting er: Jeg lod mine finlitterære fornemmelser blive hjemme for til gengæld at lade mig nedsynke i 1980’er-gamer-nostalgien og lade mig underholde af den banale historie. Og det var fint.

Mens jeg læste, var jeg nostalgisk-glad nok til at give bogen fire-fem stjerner. Skulle jeg vurdere den mere nøgternt på dens litterære kvaliteter, ville den dog kun være på to. Så vi ender på tre.

K's vurdering: