Mario Bellatin: Jacob the Mutant

Fiktion forklædt som litteraturhistorie og religiøst inspireret litterær eksegese. Den litterære spasmager Mario Bellatin fortsætter sin selvrefererende leg med historiske, litterære og personlige sandheder og andre konstruktioner.

Jacob the Mutant er en litterær og en personlig fortolkning af et af de mindst kendte værker af den østrigske forfatter Joseph Roth (1894-1939), som følgere af disse bognoter vil være godt bekendt med.

Dette værk af Roth, kaldet The Border i den engelske oversættelse, foreligger kun i fragmenter optrykt i specialmagasiner, om end rygterne vil have, at forlaget Stroemfeld i Frankfurt er i besiddelse af en komplet version, som af uvisse grunde imidlertid aldrig er blevet trykt.

Det er ihvertfald, hvad Mario Bellatin (f. 1960) informerer os om i begyndelsen af Jacob the Mutant. Der er bare det ved det, at det omtalte værk af den ellers historiske forfatter, Joseph Roth, er en ren fiktion skabt af Bellatin selv som anledning til at elaborere videre på hans egne, særegne undersøgelser af forholdet mellem virkelighed og fiktion, forfatteren og hans værk, tekst og læser. Her udvidet til også at omfatte reflektioner over religiøse erkendelsesformer i tillæg til velkendte bellatinske temaer som mutation og transformation.

Jacob the Mutant er en roman forklædt som litterær eksegese og personligt erindringsværk. Der er således tydelige tråde til andre dele af Bellatins værk, ikke mindst Shiki Nagaoki. A Nose for Fiction (2001, eng. 2013) om en aldeles fiktiv japansk forfatters hovedværk, der imidlertid ikke foreligger på noget kendt sprog, og Mishima’s Illustrated Biography (2001, eng. 2014), som jeg anmeldte forleden.

Bellatins Jacob the Mutant er opdelt i to distinkte dele. De to første, korte kapitler giver sig ud for at være et referat af Joseph Roths (altså fiktive) værk, The Border (Grænsen), komplet med “citater” fra de fragmenter af bogen, der angiveligt foreligger (Roth-specialister vil måske vide, at Roth faktisk har skrevet en historie med titlen Die Grenze, som imidlertid intet har at gøre med Bellatins fiktive værk her).

The Border er fortællingen om den jødiske rabbi Jacob Pliniak. Han driver sammen med sin kone en kro, som dog primært fungerer som skalkeskjul for hans egentlige virksomhed, der består i at hjælpe russiske jøder på flugt fra tidens genopblussede pogromer i Rusland. Lidet aner han, at hans kone har en affære med deres ansatte medhjælper, som hun på et tidspunkt drager af med til USA.

Mario Bellatin (f. 1960)

Da pogromerne efterhånden tiltager i styrke, må også Jacob selv tage flugten. I USA genforenes han med sin kone, der nu er skilt igen og i mellemtiden har fået en datter, Rosa Plinianson, som Jacob tager til sig som sin egen. Et radikalt vendepunkt i historien indtræffer, da Jacob en dag forsvinder i en sø for dog straks at genopstå – men nu transformeret til en udgave af sin egen steddatter, Rosa, men i hendes 80-årige gestalt …

Den 80-årige Rosa Plinianson involverer sig i kampen mod en ny, lokal plage: Landsbyen invaderes af et stort antal danseskoler (!), som spreder sig som en sygdom. Overalt popper der danseskoler op, og døgnet rundt kan man i gaderne høre den infernalske dansemusik strømme ud fra deres lokaler …

Historien om Jacob giver associationer til blandt andre figuren Isaac i et af Joseph Roths mest kendte værker, Job.Roman om et enkelt menneske, som den i et vist omfang kan læses som en pastiche over, om end også temaer fra andre af Roths værker blander sig – sammen med alt muligt andet.

Efter referatet af handlingen og den første spæde analyse af historien om Jacob Pliniak udgøres hovedparten af bogen imidlertid af en slags eksegetisk kommentar til Roths fiktive, ufuldstændige roman i et langt afsnit med titlen “Could There Have Been A Reason for Writing Jacob the Mutant” signeret af Mario Bellatin selv. Kommentaren udfoldes sig som en personlig fortolking af værket iblandet barndomserindringer centreret omkring Bellatins forhold til sin bedstefar.

I hvilket omfang der er tale om “autentiske” erindringer eller endnu en ren fiktion er ikke til at afgøre – men det er heller ikke så vigtigt. Jeg gætter på, at der er tale om en blanding, hvilket i det hele taget kan ses som et generelt og centralt træk ved Bellatins værk som helhed – dette, at forfatteren selv og hans værk ikke kan adskilles, og at det ikke er muligt at fastholde nogen af delene i en entydig form.

At Bellatins fremstilling af sine barndomserindringer ihvertfald ikke kan tages aldeles for pålydende, bliver tydeligt flere steder. Om ikke før, så når han på et tidspunkt forklarer, hvordan en af bedstefarens bekendte, Master Porcupine, har udviklet en teori, han kalder “mariotisk,” og som Bellatin synes implicit at tilbyde som en nøgle til at at læse dette og andre af hans egne værker:

[My grandfather] explained that this theory was named after a writer.

Mario Bellatin.

Master Porcupine didnt’ try so much to understand the texts that this author has produced, but rather the mechanisms that he used to create them.

[…]

The Mariotic Theory, according to Master Porcupine:

Something that occurs each time a minimal, isolated incident breaks with an established order, followed by the emergence of a chain of uncontrollable chaos and increasingly absurd acts.

Rammen om denne del af bogen er i øvrigt, at hele Bellatins reflektion sker, mens han på bud fra sin sheika er fordybet i bøn, hvor han over flere døgn messende gentager Guds 99 navne, hvilket bringer ham i en meditativ tilstand og i forbindelse med dele af sit ubevidste, herunder visse barndomserindringer, der i struktur minder ikke så lidt om den angivelige roman af Roth, har har rekonstrueret i bogens første del og i øvrigt fortsætter med at udbygge i resten af bogen.

Det hører således med til baggrunden, at Bellatin (i virkeligheden, ikke kun i bogen) på et tidspunkt i 1990’erne konverterede til en sufistisk variant af islam.

Fra andre af Bellatins bøger ved vi, at han er optaget af mutationer og transformationer. I Jacob the Mutant udvides temaet til også at omfatte religiøs og erkendelsesmæssig transformation, herunder Bellatins egen konversion til sufistisk islam og (den historiske) Joseph Roths konversion fra jødedom til katolicisme. Med mere.

Jeg har i øvrigt læst mig til i en artikel i The New Yorker, at Bellatin først skrev det lange essay “Could There Have Been A Reason for Writing Jacob the Mutant” i forlængelse af en korrespondance med sin engelske oversætter, Jacob Steinberg, i forbindelse med sidstnævnte arbejde med at oversætte den oprindelige, langt kortere tekst om Roths fiktive roman om Jacob (opr. 2002).

Med denne baggrundsviden bliver det pludselig forståeligt, hvorfor den engelske udgave fra Phoneme Media også rummer et længere efterord (som nærmest er et selvstændigt essay) af netop oversætter Jacob Steinberg, hvor han elaborerer videre på Bellatins tekst i samme stil som Bellatin selv. Og det giver mening til et af Bellatins angivelige, litterære grundsynspunkter, at en tekst aldrig er færdig.

Desværre kan man ikke læse sig til ovenstående i kolofonen eller på anden måde i den engelske udgave fra Phoneme Media, som jeg er i besiddelse af, og hvor den oprindelige teskt er dateret 2014. En irriterende mangel. Med mindre selvfølgelig, at denne historie om værkets tilblivelse i sig selv er en af Bellatins mange practical jokes, som han ynder at udsætte verdenspressen for, og som The New Yorker (og undertegnede) er hoppet på? Man ved aldrig med Bellatin (jf. hans opfindelse af sit litterære forbillede, Shiki Nagaoka).

Til gengæld skal forlaget have ros for at have forsynet den engelske version med to dobbeltsidede illustrationer af den mexicanske kunstner Zsu Szkurka, som er en slags diagrammer over historien, jf. illustration herunder. Og hvis du synes, at diagrammet virker en smule uoverskueligt, så har du fanget, hvordan det kan være at læse Mario Bellatin.

Illustration fra bogen: Expanatory Map Number 1 af Zsu Szkurka.

Jacob the Mutant må være pligtlæsning for tilhængere af Bellatins “mariotiske teori,” men den er nu ikke det bedste, jeg har læst af ham. Der er mange gode ideer i bogen og også masser af kryptisk humor og et væld af sjove litterære referencer, som vi efterhånden er vant til det hos Bellatin – både til hans eget værk og til litteraturhistorien i øvrigt.

Men den står også lidt vel stille på stedet, og selv om den er ganske kort, oplevede jeg den faktisk som lidt for lang på grund af mange gentagelser. Her hører det retfærdigvis med til billedet, at det, jeg oplevede som gentagelser, givetvis er et helt bevidst stilistisk greb fra Bellatins side:

Som nævnt er rammen om Bellatins reflektion over sin egen første tekst om Roths fiktive, ufuldstændige værk således en religiøs situation, hvor Bellatin som led i en sufistisk praksis messende gentager Guds 99 navne om og om igen, mens hans underbevidsthed skal forestille at arbejde med baggrunden for overhovedet at have skrevet den oprindelige tekst.

Dette hænger formmæssigt godt sammen med, at han i denne reflektion igen og igen vender tilbage til de samme – eller næsten de samme – formuleringer af visse nøgletemaer i historien om Jacob. Så der er en idé med gentagelserne, men jeg syntes bare ikke, at de for alvor gav anledning til at rykke teksten eller min læsning op på et nyt erkendelsestrin.

Jeg har flere Bellatin-bøger stående i reolen – men nu giver jeg ham lige en pause, mens jeg læser noget andet godt.

K's vurdering: