Sara Mesa: Måneansigt

“Hvornår opnår et ukendt menneske status af en mulig ven, og hvornår er han ikke andet end en mulig fare?”

Måneansigt (opr. 2018, da. 2020) af den spanske forfatter Sara Mesa (f. 1976) er en af den slags bøger, som på baggrund af omtalen egentlig ikke appellerede til mig i første omgang. En historie om en præpubertær piges venskab med en voksen mand lød umiddelbart ikke som noget for min smag.

Men jeg endte alligevel med at købe og læse den – lokket dels af det elegante omslag (ved Sigrún Gudbrandsdóttir) og især i tillid til den som regel gode smag hos det fine, lille forlag Apuleius’ Æsel.

Og det er jeg glad for, at jeg gjorde. Måneansigt er en umanerligt fint fortalt historie, som kan nydes også af læsere, der som udgangspunkt ikke nødvendigvis er så optaget af præpubertære pigers eksistentielle kriser.

Historien er fortalt af den knap fjortenårige pige, kaldet Casi, som har besluttet sig for ikke at gå i skole mere. Hun bliver ikke egentlig mobbet, men hun er en introvert enspænder, som ikke føler, at hun passer ind. Hun er flov over sin krop, hvis begyndende former hun skjuler under uformeligt joggingtøj, selv om hun i sin fysiske udvikling er lidt efter de andre piger.

I hemmelighed skulker hun fra skole og tilbringer sine dage i et skjul i en park. Her møder hun ved romanens begyndelse tilfældigt en voksen mand, som hun kalder “den gamle mand.” Han er ganske vist ret beset kun 54 år, men for den unge pige er det en alder langt hinsides grænsen for, hvornår man er “gammel.”

Den gamle mand er lidt til en side og tydeligvis også en enspænder. Han interesserer sig mest for fugle og for den amerikanske sager Nina Simone, som er de to emner, han taler mest om, og gradvist også fanger Casis interesse for. De to ender med at mødes fast hver dag i hendes skjul i parken.

Sara Mesa (f. 1976). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Sara Mesa fortæller historien i et langsomt tempo i en afdæmpet tone, men den er ikke desto mindre medrivende at læse. Dels fordi den er almindeligt velskrevet, men især fordi historien og sproget er gennemtrukket af en sitrende streng af usikkerhed hos læseren om, hvad der egentlig er i spil – knyttet til den gradvise afdækning af både Casis og mandens forhistorie, men ikke mindst til udviklingen af forholdet mellem de to. Der vokser et på sin vis rørende venskab og en tillid frem mellem dem, som ikke desto mindre samtidig hele tiden synes i risiko for at krakelere eller miste balancen.

I spil er hele tiden en pædofiliforskrækket omverdens forventninger og fordomme – som Casi selv har interneret dem – om, hvorvidt det er legitimt eller overhovedet muligt for en knap fjortenårig pige og en voksen mand at have et venskab, som ikke (om ikke andet så ubevidst) må være motiveret og drevet af uudsigelige lyster.

Måneansigt er imidlertid ikke en historie om pædofili. Det er en historie om et umage venskab, men ikke desto mindre samtidig en historie om de samfundmæssige tabuer, forhold mellem børn og voksne er omgivet af. Og også som læser er man undervejs i tvivl om, hvor historien skal bære hen i dén henseende. Det skal jeg ikke røbe her.

Romanen er oversat til gennemgående flydende dansk af Sara Høyrup. En udfordring for oversætteren har tydeligvis været, at Sara Mesa forskellige steder benytter sig af ordspil, der ikke er direkte oversættelige til dansk. Det løser hun gennemgående fint ved enkelte steder at angive de spanske ord i teksten.

Det gælder for eksempel hovedpersonens navn. Vi lærer aldrig hendes rigtige navn at kende. Casi er det navn, den gamle mand kalder hende ved – af det spanske “casi catorze” (“næsten fjorten”). Tilsvarende bliver de to enige om, at hun kan kalde ham viejo, “gamle (mand)”, men her har Sara Høyrup – med et rigtig valg, synes jeg – valgt ikke at bruge det spanske udtryk, “viejo,” men den danske oversættelse, “gamle mand.”

Bogens titel er på spansk Cara de pan, som direkte oversat betyder “brødansigt,” men det ville vi nok ikke sige på dansk, og her forekommer Høyrups (eller forlæggernes?) valg, “Måneansigt,” også at være mere rammende (også selv om det betyder, at det på dansk så ikke passer helt så godt ind i den sammenhæng, at det er et øgenavn, pigen har fået af en klassekammerat, der giver alle i klassen et øgenavn, der rimer på noget med mad).

Måneansigt er den første af Sara Mesa, der er oversat til dansk, men forud for den går udgivelsen af tre novellesamlinger og fem andre romaner, hvoraf nogle er prisbelønnede i Spanien. Jeg vil gerne læse mere Sara Mesa.

K's vurdering: