Mario Bellatin: Mrs. Murakami’s Garden

Mexicos enarmede litterære sørøver, Mario Bellatin, leger i Mrs. Murakami’s Garden med genrerne, med læseren og i det hele taget med den litterære bog som konstruktion. Det er som altid hos Bellatin ganske fermt gjort, men ikke helt på niveau med hans bedste udgivelser.

For følgere af disse noter behøver mexicanske Mario Bellatin ikke nogen nærmere præsentation (se ellers min omtale i forbindelse med anmeldelserne af andre af Bellatins bøger). Dermed er det også unødvendigt at sige, at fra Bellatin ved man aldrig helt, hvad man skal vente – udover at hans værker sjældent er, hvad de ser ud til at være – eller omvendt netop gør en pointe ud af, at de præcis kun er det, de ser ud til at være, nemlig ord og billeder på papir … og dermed afslører, at værkernes mening tilføres andetsteds fra og altid er notorisk ustabil og uforudsigelig.

Nuvel, vi sætter lige en foreløbig parentes om de postmodernistiske fortolkninger til fordel for et par ord om handlingen i Mrs. Murakamis Garden (opr. 2000, eng. 2020).

På overfladen er kortromanen en fortælling om kvinden Izus liv. Vi møder hende i romanens første scene, som også er dens sidste, som enkefru Murakami, hvor hun efter mandens død har beordret sin prydhave destrueret. Derefter klippes tilbage til hendes ungdom som kunststuderende, og vi får oprullet hendes liv i forskellige scener.

Et omdrejningspunkt for handlingen bliver, da Izu som studerende besøger forretningsmanden Murakamis kunstsamling, som han har arvet fra sin far. Murakami bliver betaget af hende, men hans amourøse tilnærmelser stopper (for en stund), da hun skriver en kritisk artikel om udstilingens sammensætning, som hendes begejstrede universitetslærer får udgivet i et kunstmagasin. Som vi ved allerede fra romanens titel, ender Izu alligevel som fru Murakami, og om vejen dertil handler fortællingen blandt andet.

Så vidt overfladen. Det særlige bellatinske islæt finder man imidlertid mellem linjerne, i de indlagte pseudovidenskabelige “redaktionelle” noter og sågar i oversætterens efterord, mere om det nedenfor.

Mario Bellatin (f. 1960).

Hvis jeg skulle pege på ét tema, der kendetegner bogen, så er det en optagethed af, hvordan ting tager sig ud, af fremtoning og (selv)iscenesættelse.

Historien igennem er der en detaljeret opmærksomhed på, hvilket tøj, personerne iklæder sig – i et omfang, der slet ikke står mål med den rolle, personernes tøj spiller for historien.

Hr. Murakamis kunstsamling handler mest af alt også om, hvordan den tager sig ud – og Izus kritik af udstillingen går i sig selv også på overfladen, hvordan genstandene er sammensat og dermed fremtoner i udstillingen. På et tidspunkt bliver hun også decideret rystet over at opdage, at hr. Murakami i hemmelighed om aftenen oplyser udstillingen med elektrisk lys, frem for ved de tradtionelle olielamper.

På universitetet er der to stridende fraktioner, “the Radical Conservatives” og “the Adamantly Modern,” som grundlæggende også kun strides om den rette fremtoning, og hvis navne i sig selv giver læseren et vink om, at der kan være ironi på spil.

Fru Murakamis have fra kortromanens titel er også anlagt som noget, der skal tage sig ud mere end bruges. Og det er selvfølgelig symbolsk, at historien både begynder og ender med ødelæggelsen af denne have.

For alt imens haven destrueres i historien, så er der en anden form for destruktion, eller rettere dekonstruktion, på færde i bogen. Fortællingen som sådan afslører sig selv som også kun en facade, en kunstig konstruktion (som fiktioner jo er, men denne er det på flere måder).

Fortællingen foregår tilsyneladende i Japan, men så alligevel ikke helt. Som historien skrider frem opdager man således flere og flere små sprækker i teksten, der peger i andre retninger.

Forfatteren har f.eks. som en del handlingen indlagt gentagne omtaler af et fiktivt, “traditionelt” spil (“Tre hvide sten mod tre sorte sten”), som angiveligt er forbudt, men spilles i hemmelighed, nogle gange med døden til følge for spillerne – uden at vi som læsere dog nogensinde indvies i, hvad spillet egentlig går ud på.

Et andet sted nævnes – i flæng med sushi og ramen – en madret kaldet mategeshin (jeg hører gerne, hvis jeg tager fejl, men jeg tror, at det er et ord, Bellatin selv har fundet på), og de tre retter får i øvrigt den samme “redaktionelle” note med på vejen: “Typical dishes, the description of which would add nothing substantial to the story.” På flere planer en selvironisk note, eftersom der ikke er ret meget af det, der i øvrigt beskrives i mange detaljer i historien, som tilfører den særlig meget substantielt.

Mens læseren således ikke får hjælp til at forstå de ukendte, selvopfundne fænomener i fortællingen, så er der omvendt indlagt en mængde redaktionelle noter, som forklarer helt almindelige, uoversatte japanske udtryk i teksten, såsom kimono og futon, som den nutidige læser næppe havde behøvet nogen forklaring på.

Disse og andre eksempler peger i retning af en forfatter, der måske aldrig selv har været i Japan, men gerne vil fremstå som ekspert. Og hvem er forfatteren i øvrigt? Det samlede “redaktionelle” noteapparat, inklusive en serie tekstkommentarer til sidst i bogen, skal give os indtryk af, at Bellatin kun er oversætter og udgiver af fortællingen om fru Murakamis liv, mens den egentlige forfatters navn er ukendt.

Mrs. Murakami’s Garden fremstår mest af alt som en postmodernistisk, litterær leg. Det kan man sige om en flere af Bellatins kortromaner, men her synes jeg nu ikke, at der kommer helt så meget ud af det som i andre tilfælde.

Det er selvfølgelig meget underholdende som læser at holde udkig efter sprækkerne og modsigelserne i teksten, når man først er blevet opmærksom på, at de er indlagt. Og man kan klukke lidt over “noteapparatet,” som skal bidrage til at få teksten til at fremstå som en pseudovidenskabelig, kildekritisk oversættelse, og over oversætter Heather Cleary’s efterord, hvor hun går med på legen, og omtaler teksten som Bellatins oversættelse til spansk fra japansk af en andens originale værk.

For så vidt angår det sidste, har jeg læst et par kommentarer til bogen, som finder det fjollet og unødvendigt, at oversætteren på den måde har følt sig foranlediget til at spille med og så at sige brodere videre på Bellatins værk. For mit eget vedkommende gætter jeg imidlertid på (uden at vide noget om det), at det er efter nøje aftale med Bellatin selv, at Heather Cleary har forsynet bogen med et sådant efterord. Det ville ihvertfald passe fint ind i Bellatins performance-tilgang til litteraturen, jf. for eksempel hans opfindelse af figuren Shiki Nagaoka.

Ja, alt det er meget sjovt, men tilføjer ikke rigtig noget nyt til Bellatins forfatterskab (idet jeg er bevidst om, at det er en lidt uretfærdig målestok, da Mrs. Murakami’s Garden oprindeligt er skrevet før flere af de øvrige værker af Bellatin, som jeg holder den op imod – men ikke desto mindre). Selve historien om fru Murakami er sådan set fin nok i sig selv, men ikke hverken fascinerende eller foruroligende på niveau med for eksempel Skønhedssalon (opr. 1994, da. 2018).

K's vurdering: