Jeg havde (næsten) glemt, hvor god Henrik Pontoppidan er. Den lille kortroman, Isbjørnen, er kun et hjørne af hans værk, men den rummer i sig mange af de temaer, der præger Pontoppidans store forfatterskab, og hans sproglige mesterskab er let genkendeligt.
I bagsideteksten hedder det om Isbjørnen, at den er “noget af det mest finurlige og underholdende, der nogensinde er skrevet på dansk.” Det er måske nok så meget sagt endda (selv om “noget af …” jo er en ret rummelig helgardering). Men den korte fortælling er bestemt både finurlig og underholdende.
Isbjørnen præsenteres af forlaget som en roman. Måske for at retfærdiggøre den selvstændige udgivelse (til og med i hård indbinding). Den er med sine 60 små sider ganske vist ikke længere end en lang novelle, men indholdsmæssigt udgør den faktisk en hel udviklingsroman i kondenseret form. Så romanbetegnelsen er ikke helt ved siden af.
Fortællingen bærer undertitlen Et portræt, og ja, den fremstår som et portræt af en særpræget mand, Thorkild Asger Ejnar Frederik Müller. Som ung teologistuderende i København er Müller en lidt ugleset enspænder, ganske uinteresseret i studierne og genstand for studiekammeraternes latterliggørelse.
Müller bliver straks efter studierne til sin store fortrydelse udsendt som missionspræst til en lille bygd i det nordligste Grønland. Mødet med den grønlandske fangerbefolkning bliver imidlertid skelsættende for ham, han vokser personlighedsmæssigt og finder her overraskende sin “sande” natur.
Alligevel vender han tilbage til Danmark som sognepræst i Søby til både sognebørnenes, men især det etablerede præsteskabs rædsel. Gradvist vinder han sognebørnenes tillid og kærlighed, som dog skal vise sig at være spinkel og uden modstandskraft, da det klerikale parnas først sætter ind mod Müllers utraditionelle præstegerning, som i højere grad tager afsat i menneskene end i kirkens dogmer.
Isbjørnen kan læses alene for at nyde Pontoppidans sprog, ikke mindst hans præcise og malende billeder. Man fornemmer den næsten ondskabsfulde fryd, hvormed Pontoppidan karakteriserer nogle af personerne, idet deres fysiske fremtoning gøres til billeder på deres karakter.
Tag for eksempel denne karakteristik af Thorkild Müllers fjende, den trediveårige teolog, kapellan Ruggård, “plump af skikkelse, med et skægløst ansigt, der var rundt, fladt og fedtglinsende som en slikket tallerken:”
Som han sad der indhyllet i den grå slåbrok med sit hvidgule, ganske kortklippede hår, sine store, runde briller, sin flade næse og fuldkommen blodløse hud, lignede han en maddike, en af disse blege, lyssky ormeskabninger, der indfinder sig overalt, hvor råddenskaben begynder, og som – set i mikroskop – synes at stirre én i møde med et par store, dumme og grådige hornøjne.
Pontoppidans kradse satire over det etablerede præsteskab er sprudlende morsomt og genkendes som et tilbagevendende tema i Pontoppidans forfatterskab, ligesom i øvrigt tegningen af de små mennesker i sognet, der ikke har modet til at frigøre sig fra traditionens trygge undertrykkelse. Som Müller skriver i en afskedssalut til sognebørnene, en slags gravskrift over hans bestræbelser i sognet:
I har de tyranner, som I fortjener.
Pontoppidan hører til blandt de helt fremtrædende forfattere i Det Moderne Gennembrud. Hans kritik af menneskenes angste modvilje mod at frigøre sig fra traditionerne og træde ind i værdighed har stadig i allerhøjeste grad gyldighed og relevans, selv her 150 år efter.
Bedaget fremstår til gengæld Pontoppidans karakteristik af inuitterne i Grønland, som for det nutidige blik ikke kan betegnes som andet end stærkt reduktionistisk, kolonialistisk-fordomsfuldt og romantisk-nedladende. For eksempel i beskrivelsen af, hvordan den store, hvide dansker naturligt bliver “en fader for alle disse naturbørn, deres rådgiver og trøster,” og hvordan der blev “jammer og sorg blandt alle de små, skævøjede skindbylter i den lille koloni, da de fik at vide, at deres gamle ven og fader ville forlade dem.”
Men lad nu være med at kaste Pontoppidan på møddingen i et anfald af misforstået, anakronistisk, politisk korrekthed. Fortællingen er skrevet i 1887 og naturligvis et barn af sin tid. Selvfølgelig skal man have sin kulturkritiske sans med sig, også når man læse klassikere, men den må ikke stå i vejen for at nyde de litterære kvaliteter.
Isbjørnen er i øvrigt ikke en bog om det grønlandske samfund eller inuitterne. De spiller primært rollen som modbillede til Pontoppidans spiddende, kritiske satire over det danske præsteskab og almindelig småtskårenhed. Ikke ulig Rousseaus “ædle vilde.”
Jeg får lyst til at genlæse både De dødes rige og Lykke-Per, som ikke uden grund indtager en sikker plads på min helt personlige All Times Greatest-liste. Eller måske Det forjættede land, som jeg vist aldrig har fået læst. Lad mig dog foreløbig nøjes med en fuldtonet anbefaling af Pontoppidan, som ubetvivleligt er en af Danmarks – og verdenslitteraturens – helt store, moderne forfattere.
Har du ikke læst ham før og har brug for tilløb til at gå i gang med de større værker, så er Isbjørnen en udmærket smagsprøve at begynde med.
Titel: Isbjørnen. Et portrætForfatter: Henrik Pontoppidan
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 04.12.2018
Sider: 60
Opr. udgivelsesår: 1887
Læst: April 2021
K's vurdering:
“De dødes rige” og “lykke-Per” er ikke just lette romaner. Dvs. de er ikke just opmuntrene læsning, snarere tværtimod. Det er triste skæbner, der er tale om. Så min bedste anbefaling er at læse om dem først, og så gemme dem til du føler dig klar til sortsyn. Det betyder dog ikke, at der ikke er tale om stor litteratur, for det er de begge i høj grad. Jeg blev i sin tid meget skuffet over Bille Augusts filmatisering af “Lykke-Per” … i bogform er den en dybt gribende fortælling, som slet ikke fandt sin lighed i Tv-serien. Især da… Læs mere »
Enig i, at begge nævnte romaner er befolket af tragiske skikkelser. Men de rummer dog også meget humor og især for Lykke-Pers vedkommende en stor energi, som gjorde, at jeg slugte den i sin tid. Filmatiseringen er jeg gået bevidst udenom.