Marcel Proust: Albertine forsvundet (På sporet af den tabte tid, bind 11)

I sjette del af Marcel Prousts udforskning af erindringens natur sættes fokus på glemslen som en uadskillelig del af erindringen og som en nødvendighed for, at vi kan bevæge os videre i livet.

Femte del af På sporet af den tabte tid, Fangen (bind 9-10 i den nye, danske udgave), sluttede med, at fortællerens “holdte” kvinde brød ud af sit fangenskab og forlod den sygeligt jaloux Marcel. Hovedparten af de 382 sider i sjette del, Albertine forsvundet, kredser, som titlen antyder, om fortællerens bearbejdning af tabet – som grundlæggende er en glemselsproces.

Hans jalousi letter ikke ved Albertines afrejse, heller ikke, da han kort efter erfarer, at hun er død ved en ulykke. Tværtimod svælger han formelig i den.

De første 200 sider består således stort set ikke af andet end fortællerens reflektioner over sin egen sorg, jalousi, kærlighed (Var det kærlighed? Hvad er kærlighed? Har kærlighed overhovedet noget med sin genstand at gøre eller ret beset kun at gøre med den, der elsker?) og udforskningen af, hvordan hans følelser og tankerne derom undergår forskellige transformationer, efterhånden som han erfarer nye ting om Albertines fortid, der ændrer eller bekræfter hans billede af hende, indtil han til sidst glemmer sin kærlighed til hende. Eller rettere sagt: Han glemmer sig selv, det vil sige den, han var, da han elskede Albertine, men som han gradvist ophører med at være.

Albertine forsvundet føjer med andre ord yderligere lag til Prousts udforskning af erindringens og glemslens natur og den rolle, begge dele spiller i den fortfarende gen- og omdannelse af det, vi ynder at tænke på som vores (psykologiske) “identitet.” En identitet, der imidlertid ikke er andet end en psykologisk forestilling, som i ethvert øjeblik kun muliggøres af vores erindringer om fortiden og forestillinger om fremtiden.

Som Proust viser – med kærlighedssorgen som eksempel – er denne psykologiske identitet imidlertid en illusion, en psykologisk nødvendig illusion, ganske vist, men ikke desto mindre en illusion skabt af vores forestillingsevne. Når vi efterhånden glemmer, f.eks. en stærk hjertesorg, er der for Proust således reelt tale om, at det jeg, vi var dengang, erstattes af et nyt jeg – det sker blot gradvist, så vi knapt opdager det, indtil vi en dag pludselig indser, at det jeg, vi er nu, kun har en svag erindring om det jeg, vi var engang.

Dette jeg bevarede sikkert stadig en vis kontakt med det gamle ligesom en ven der er udeltagende ved et dødsfald, alligevel snakker sømmeligt bedrøvet med de tilstedeværende og af og til vender tilbage til det værelse, hvor enkemanden der har pålagt ham at modtage begravelsesgæsterne i hans eget sted, stadig lader sin egen hulken høre. Jeg hulkede stadig da jeg for en stund atter blev Albertines tidligere ven. Men det var en ny person, jeg stræbte efter at blive helt og holdent. Det er ikke fordi de andre er døde at vores følelser for dem svækkes, det er fordi vi selv dør. Albertine havde intet at bebrejde sin ven. Han der røvede hans navn, var blot hans arving. Man kan kun være tro mod det man husker, man husker kun det man har kendt. Mit nye jeg havde mens det voksede i det gamles skygge, ofte hørt tale om Albertine; derigennem, gennem de mange fortællinger det fik fra det, troede det at det kendte hende, hun vakte dets sympati, det elskede hende, men det var blot en kærlighed på anden hånd.

Prousts reflektioner er som altid indsigtsfulde og formår at mane til yderligere selvreflektioner hos læseren over egne erfaringer, erindringer og glemselsprocesser. Jeg må dog indrømme, at jeg var tæt på at miste gejsten i den første halvdel af bindet, hvor det – selv for Proust – står ualmindeligt stille. Stort set det hele foregår i fortællerens hoved, kun suppleret af nogle forsøg på at skaffe ham underretninger om Albertines nutidige og fortidige gøren og laden via tredjepersoner.

Den forladte Marcel fremstår ærlig talt som noget af en selvoptaget jammerkommode, og i længden blev hans endeløse dissektion af sin egen hjertesorg fra forskellige vinkler i dette bind mig noget enerverende. Men sådan er det selvfølgelig med de knuste hjerter, og det følger for så vidt romanværkets logik og form, at vi som læsere også skal lide med ham over mange sider i hans ynkværdige svælgen i egen elendighed efter tabet af Albertine (ligesom vi kedede os så gudsjammerligt med ham til et middagsselskab hos familien de Guermante i Guermantes verden)

I anden halvdel af bindet fortsætter Proust forfølgelsen af temaet frem mod det punkt, hvor fortælleren endelig kan konkludere, at han ikke længere elsker Albertine – for ham selv bevist ved, at han ikke bliver berørt af nye afsløringer af hendes fortidige utroskab med diverse kvindelige bekendtskaber, som i en tidligere fase ellers ville have knust ham.

Men i anden halvdel sker der trods alt også lidt mere og andet: Vi er med til (endnu) et par soiréer og saloner, som giver Proust anledning til at udbygge sin ironiske udstilling af det snobberi, som både det øvre borgerskab og adelen har gjort til en dekadent kunstart. Og i den sidste del af bindet viser Proust nye sider af sig selv som forfatter, idet han springer ud som en mesterlig rejsefører med stemningsfulde beskrivelser fra Venedig.

Et andet slags hjertesuk må dog lyde fra min side over den danske udgave af Albertine forsvundet: Den er desværre plaget af for mange korrekturfejl, som forstyrrede min læsning. De første bind af Multivers’ udgivelse af På sporet var omhyggeligt korrekturlæste, som jeg husker dem (hvis jeg med Proust i baghovedet ellers tør stole på min hukommelse …). Først under læsningen af Fangen bed jeg mærke i et stigende antal korrekturfejl, og i Albertine forsvundet blev det markant.

Korrekturfejl er altid irriterende, men man kan jo som regel uden større besvær vælge at læse hen over dem, hvis de er åbenlyse. Men det er de ikke altid, hvis der for eksempel er tale om et ord, der er faldet ud eller bøjet forkert. Og når man læser Proust, hvor en sætning kan strække sig over det meste af en side og rumme adskillige indskudte sætninger, er det i nogle tilfælde først, når man nærmer sig et punktum og dér forvirret søger efter slutningen på sætningen, at man kan afgøre, at der må have være en korrekturfejl i begyndelsen af den.

Det bliver så meget desto værre, fordi Multivers og oversætterne af På sporet har valgt konsekvent at benytte ”det nye komma.” Vanens magt har forhindret mig i nogensinde at blive en fan af det nye komma (muligvis også fordi jeg aldrig har gjort mig den umage at lære det). I de første bind af På sporet fungerede det nu meget godt, må jeg tilstå – måske var det endda med til at understøtte den flydende læsning. Men under læsningen af både Fangen og Albertine forsvundet blev jeg pludselig meget bevidst om, at jeg savnede de traditionelle kommaer (det vil sige kommaer før ledsætninger) som støtte til at holde styr på sætningsstrukturen.

Jeg har kun læst denne danske oversættelse, og jeg er derfor ikke i stand til at vurdere, om det er et udtryk for, at Prousts egen skrivestil ændrede sig undervejs i arbejdet med storværket, eller om det skyldes en anden oversættelsesstil hos Lars Bonnevie, der har stået for fordanskningen af Fangen og Albertine forsvundet, end hos oversættere af de tidligere bind, som er fordansket af henholdsvis Else Henneberg Pedersen (bind 1-3), Peter Borum (bind 4) og Niels Lyngsø (bind 5-8). Jeg fristes til at tro det sidste, men jeg kan ikke afgøre det.

Jeg kan til gengæld godt afgøre, at jeg glæder mig til at læse de sidste to bind i Niels Lyngsøs oversættelse. Det må imidlertid vente lidt, for jeg fik dem ikke med i feriekufferten, hvor der til gengæld blev plads til en god del andre bøger af en helt anden slags.

K's vurdering: