Carmen Laforet: Nada

Spansk nyklassiker, som skal læses for sit portræt af en degenereret familie i efterdønningerne af Den spanske borgerkrig. Set fra nutiden bærer den dog præg af at være en debutants første roman og er lidt for usandsynligt melodramatisk for denne læsers smag.

Carmen Laforet (1921-2004) var bare 23 år, da hendes debutroman Nada (1945) vandt den prestigefyldte, spanske litteraturpris Premio Nadal, og hun blev snart udråbt til det store, nye håb i spansk efterkrigslitteratur.

Nada har siden opnået status som en moderne, spansk klassiker. Det forstår jeg sådan set godt, selv om bogen på flere måder bærer præg af at være en ung forfatters tidlige værk og ikke rammer min personlige litteratursmag helt rent. Det er det sidste, der afspejles i min samlede bedømmelse, der som altid er udtryk for min personlige læseoplevelse.

Nada er fortalt af pigen Andrea, der kort efter afslutningen af Den spanske borgerkrig (1936-1939) som attenårig flytter fra landet til Barcelona for at studere. Hun er fuld af ungdommelige drømme om friheden i storbyen. Men de knuses hurtigt, da hun som forældreløs og ubemidlet indlogeres hos nogle depraverede slægtninge i en mørk, beskidt og beklumret lejlighed i Calle de Aribau (Carrer d’Aribau) i Eixample-kvarteret.

Den indledende scene, hvor Andrea ankommer til lejligheden, anslår på fremragende vis en mørk, uheldssvanger, gotisk stemning, som sætter sig i læseren, hvor den bliver siddende i resten af romanen, selv i de lyse scener ved stranden og andre steder:

There was something agonising in the entire scene, and in the flat the heat was suffocating, as if the air were stagnant and rotting. When I looked up I saw that several ghostly women had appeared. I almost felt my skin crawl when I caught a glimpse of one of them in a black dress that had the look of a nightgown. Everything about that woman seemed awful, wretched, even the greenish teeth she showed when she smiled at me. A dog followed her, yawning noisely, and the animal was also black, like an extension of her mourning.

Lejligheden er befolket af et forrygende galleri af markante karakterer, den ene mere modbydeligt depraveret end den anden. Lejligheden tilhører oprindeligt Andreas bedstemor, en på sin vis elskelig gammel dame, hvis ubetingede kærlighed til især sine sønner imidlertid gør hende blind for elendigheden i de menneskelige relationer i lejligheden.

Herudover er der Andreas tante Angustias, en pebermø, som har levet sit liv på en mislykket kærlighed til en gift mand. Sit livs fortrydelser har hun over årene omsat til ressentiment, forbitrelse og ødelæggende hersketrang overfor sine omgivelser. I forholdet til Andrea kombineres dette med hendes aldrig realiserede drøm om at få et barn. Angustias er en mørk skikkelse i romanen, som Andrea drømmer om at frigøre sig fra, men hun er samtidigt en rørende tragisk skikkelse.

Der er to onkler: Den mystiske, farligt dragende nihilist Román, som er romanens så absolut mest fascinerende karakter, måske dens egentlige hovedperson. Han er et musikalsk talent og tydeligvis den mest intelligente i familien, men han har ingen værdimæssige ankre og er moralsk knækket efter en periode med fængsling og tortur under borgerkrigen.

Den anden onkel er den opfarende, voldelige døgenigt og talentløse portrætmaler Juan, som bor i lejligheden med sin unge kone, den naive og selvoptagede Gloria, der i hemmelighed bidrager til familiens underhold ved at snige sig ud om natten og spille hasard, samt deres spæde søn.

Endelig er der tjenestepigen Antonia, den skræmmende kvinde med de grønlige tænder i citatet ovenfor, en sær, gotisk skikkelse, som regerer i køkkenet og ellers – som en vampyrlignede skikkelse – suger næring til sig ved frydefuldt at bevidne resten af familiens gradvise selvdestruktion.

Den deprimerende lejlighed indtager i sig selv en rolle som en af hovedpersonerne i romanen, og her udspiller store dele af handlingen sig. Man forstår, at lejligheden engang var et lyst og måske endda lykkeligt hjem, åbent for gæster og verden, men efter bedstefarens død og de hårde tider under borgerkrigen så bedstemoren sig nødsaget til at sælge halvdelen af lejligheden fra. Alle de gamle møbler er der endnu, men skødesløst stablet ovenpå hinanden, hvor flyttefolkene tilfældigt satte dem.

Ingen har i årevis keret sig om lejligheden, hvor fortiden er stuvet op uden omsorg. Ingen kommer længere på besøg. Den er nu kun en mørk og beskidt scene for familiens endeløse, larmende og voldelige skænderier og udfoldelsen af deres ondskabsfulde nid og nag mod hinanden, som gradvist nedbryder dem alle.

Som Mario Varga Llosa skriver i sit forord fra 2004, som er inkluderet i min engelske version af romanen, er det ikke sikkert, at den 23-årige Carmen Laforet selv tænkte det sådan, da hun skrev romanen, men for en nutidig læser kan man ikke lade være med at læse den som et billede på eftervirkningerne af Den spanske borgerkrig: Den nedbrudte tillid mellem menneskene, som rækker helt ind i de enkelte familier. Nihilismen, oplevelsen af, at intet har værdi.

Mødet med den degenererede, dysfunktionelle familie og det snærende liv i lejligheden er en kold afvaskning for den attenårige Andrea og hendes ungpigedrømme om et nyt liv i frihed i den sprudlende storby. På universitetet knytter hun imidlertid venskab med pigen Ena og hendes kosmopolitiske familie, som i sidste ende også bliver hendes vej videre i livet. Derudover bliver hun en del af et bohememiljø af unge kunstnere in spe, som ganske vist også er selvoptagede, men på den glade måde.

Ved egen styrke og ved sine venskaber finder hun veje til at håndtere familien i lejligheden og udvikler gradvist et mere stabilt voksent jeg henover det år, som romanen udspiller sig over.

Carmen Laforets karakteristik af galleriet af sølle, sære, selvdestruktive, mislykkede og farlige personer i Andreas familie er hele romanen værd, og skulle jeg bedømme den alene derpå, kunne det være blevet til fem stjerner.

Jeg var imidlertid ikke så imponeret af handlingen i romanen i øvrigt. Den centrale intrige, som involverer Andreas farligt mystiske onkel Román, hendes veninde og sågar venindens mor, var mig for usandsynlig og melodramatisk, tenderende til det kulørte.

Derudover har Carmen Laforet en tendens til at forklare for meget. Hun fortæller grundigt og detaljeret og længe om, hvad personerne føler og hvorfor, og det gør det langt mindre troværdigt og meget mindre interessant, end hvis hun blot havde vist det – hvilket romanen tydeligt viser, at hun havde litterært talent til. Det gør sig især gældende for fortælleren og for hendes veninde, mens de øvrige bipersoner står stærkere, netop fordi de er mindre eksplicit forklarede. Jeg fattede aldrig samme interesse for hovedpersonen/fortælleren som for bipersonerne.

Det betød, at jeg var på grænsen til at kede mig lidt under læsningen, og hvis jeg ikke havde læst den i stort set ét stræk (her på min ferie, hvor læsning ved poolen er det mest aktive, jeg foretager mig, kun afbrudt af at hente mere cava og sørge for isterninger i fryseren), kunne der have været risiko for, at jeg havde lagt den fra mig. Nok også, fordi jeg i det hele taget ikke er så meget til romanfortællinger over læsten: ung pige/dreng med store drømme går meget ondt igennem, har følelsesmæssige op- og nedture, men til sidst bliver det godt.

Samlet set bliver det derfor kun til treenhalv stjerner herfra, men jeg må retfærdigvis understrege, at det også er et udtryk for mine personlige læsepræferencer, ikke kun for romanens litterære kvaliteter.

Ikke desto mindre kan jeg anbefale romanen for dens portrætter af den degenerede familie i den beklumrede lejlighed i Calle de Aribau. Og så er den i øvrigt rent sprogligt skrevet godt, i hvert fald flyder det fint i Edith Grossmans oversættelse til engelsk.

Nada er også oversat til dansk som Intet (v/Kirsten Nielsen, Husets Forlag, 1997). Den er ikke længere i trykken, men kan fås på biblioteket eller antikvarisk. Når jeg har læst den i engelsk oversættelse skyldes det, at jeg købte bogen, da jeg på et tidspunkt faldt over den i den engelsksprogede afdeling i en boghandel i Madrid.

Tak til Marit Haugaard for anbefalingen af romanen for efterhånden en del år siden (der kan gå lang tid, før jeg når til dem, men jeg noterer mig alle anbefalinger).

K's vurdering: