Rakel Haslund-Gjerrild: Adam i Paradis

Rakel Haslund-Gjerrild har begået et vidunderligt romanportræt af en af de store og allermest flamboyante skikkelser i den danske kunstverden omkring forrige århundredskifte, maleren Kristian Zahrtmann. Som helhed har romanen dog lidt svært ved at samle sig.

I forlængelse af min læsning af Jesper Wung-Sungs fiktive, litterære portræt af maleren Vilhelms Hammershøis kone, Ida, i Kvinde set fra ryggen, fortsætter jeg med en anden af forårets danske, litterære kunstnerbiografier. Vi er i samme periode, men hos Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) gælder det Kristian Zahrtmann (1843-1917).

Zahrtmann var en betydelig maler i egen ret og samtidig en vigtig skikkelse i dansk malerkunsts historie. Som en af initiativtagerne til Den Frie udstilling i 1891 (sammen med blandt andre netop Hammershøi), som medstifter af og underviser på Kunstnernes Studieskole fra 1880 og som samlede figur i den danske kunstnerkoloni i Civita d’Antino i Italien (ca. 1883-1913) har han haft stor indflydelse på mange af de betydeligste danske billedkunstnere fra perioden.

Der er meget godt at sige om Haslund-Gjerrilds roman. Først og fremmest sproget. Kontrasten er voldsom til nævnte Jesper Wung-Sung, som i portrættet af Ida Hammershøi skriver meget enkelt, jordnært og nærværende. Haslund-Gjerrilds sprog i Adam i paradis er omvendt påtrængende, farverigt og fyldt med mere eller mindre komplicerede metaforer. Nogle gange er det på nippet til at kamme over i det kunstlede og overfyldte, men det passer på den anden side godt til portrættet af netop Kristian Zahrtmann, som den farverige, flamboyante og formentlig temmelig selvhøjtidelige person, han har været.

Samtidig leverer Haslund-Gjerrild et berørende portræt af mennesket Kristian Zahrtmann, en stor mand, en berømt og i nogle kredse feteret mand, en provokatør, en ener, men også – ifølge romanportrættet – et ensomt menneske. Dertil et menneske, der altid har været bevidst om at være grim, hvilket også giver sig udslag i nogle af hans malerier – ikke i de smukke mandekroppe, men især i hans (mere fåtallige) kvindeportrætter. I romanen slår det igennem i både nogle vemodige scener, men også i vittige, selvironiske kommentarer:

Jeg har altid været grim, og jeg er ikke blevet pænere med alderen, men jeg er utvivlsomt blevet mere malerisk, trods alt. Et anbefalelsesværdigt studium for unge malersvende, der skal lære sig mod til at sætte grelle farver op imod hinanden for derved at få billedet til at lyse.

Og så er der dét med seksualiteten. Zahrtmann var ikke erklæret homoseksuel, og der foreligger angiveligt ikke nogen historisk kildedokumentation for hans seksuelle praksis, men de fleste kunsthistorikere antager, at han var til mænd. Utvivlsomt er det ihvertfald, at hans malerkunst er præget af en erotisk fascination af den nøgne mandekrop. Ét eksempel er et af hans sene værker, Adam i Paradis (også kendt under titlen Adam keder sig i Paradis) fra 1913, som lægger titel til romanen, men der er mange andre.

Kristian Zahrtmann: Adam i Paradis, 1914. Olie på lærred, 82 x 69 cm. Privateje. Foto: Ole Akhøj (commons.wikimedia.org).

Zahrtmanns motiver vakte opsigt og gav kritik i en samtid, hvor homoseksualitet blev betragtet som “en form for ‘syg Elskov’, [der] er en af Nutidens frygteligste og mørkeste Gaader, er som et gabende, mørkt Svælg, i hvilket man ikke skimter det mindste at fæstne sine Øjne eller Tanke ved,” som det hedder i en avisleder fra 1906 i forbindelse med arrestationen af et antal homoseksuelle mænd i København for “Omgængelse mod Naturen” som led i det, der i samtiden blev kendt som Den Store Sædelighedsaffære (citeret i romanen).

Haslund-Gjerrild lader i romanen spørgsmålet om Zahrtmanns seksualitet stå åbent. Det kan man betragte som et fint træk i respekt for kilderne. Men det bidrager på den anden side til at gøre romanens portræt af mennesket Zahrtmann lidt fesent.

Romanen er skrevet i førsteperson, som var den fortalt af Zahrtmann selv, og vi lukkes som læsere ind i hans inderste tanker. Portrættet kommer dog til at virke lidt uforløst og ikke helt troværdigt, når det behændigt undlader at tage direkte stilling til hans seksualitet. Zahrtmann fremstilles i romanen – på smukkeste vis – som et i så mange henseender overmåde sanseligt menneske, så det virker som en underligt blufærdig undladelse, at vi ikke også hører noget mere eksplicit om hans erotiske tilbøjeligheder.

Haslund-Gjerrild understreger selv i efterordet, at hendes intention ikke har været at skrive en biografi om Kristian Zahrtmann, men en roman. Netop derfor kunne jeg have ønsket, at Haslund-Gjerrild havde skubbet sig selv som romanforfatter lidt mere ud over kanten – for at give sin romankarakter lidt mere kant.

Og det er jo ikke fordi, Haslund-Gjerrild betragter sin hovedpersons seksualitet som irrelevant. Tværtimod er samtidens syn på homoseksualitet et omdrejningspunkt for romanen. Det kommer blandt andet til udtryk i den lidt pudsige komposition, at hvert af romanens ni kapitler, som hvert har titel efter et af Zahrtmanns malerier, er adskilt af såkaldte “bilag,” bestående af bearbejdede uddrag af samtidige kilder: Sædelighedsbestemmelserne i den borgerlige straffelov fra 1866, der kriminaliserer homoseksualitet, avisartikler, afskrift af en forhørsprotokol og forskellige breve.

En del af bilagene fokuserer på forfatteren Herman Bang, som blev trukket igennem den helt store offentlige hetz på den tid. Et lidt underligt valg, da romanen jo ikke handler om Herman Bang, og da Bang i romanen kun optræder som genstand for sekundær omtale i Zahrtmanns kredse.

Rakel Haslund-Gjerrild. Foto: lindhardtogringhof.dk

En stor del af bilagene fokuserer derudover på Den Store Sædelighedsaffære i 1906-1907, herunder i særlig grad den forhenværende overbetjent Carl Hansen, som var en af de dømte i retssagerne. Carl Hansen optræder ikke i romanen i øvrigt, og hans eneste forbindelse til handlingen er, at han – som det kommer frem i retssagerne – havde et seksuelt forhold til en vis Hjalmar Sørensen.

Hjalmar Sørensen er til gengæld en central person i romanen. Historisk set brugte Zahrtmann Hjalmar som model og tog ham i en kort periode under sine vinger som malerelev for dog indenfor et par år at bryde med ham.

I romanen tildeles Hjalmar en slags nøglerolle som Zahrtmanns store skuffelse og fortrydelse – og måske også store kærlighed, men det sidste står uafklaret. Og “bilagene” om Den Store Sædelighedsaffære og Hjalmars rolle i den synes på en eller anden måde at lægge op til at skulle være en slags nøgle til forståelsen af Zahrtmann. Bilagene og romanfortællingen i øvrigt samler sig dog aldrig helt.

Jo, jo, jeg forstår godt, at de historiske bilag skal give et indtryk af det kulturelt-politiske klima, som var Zahrtmanns samtid og dermed dannede rammerne for hans malerier. Og bilagene er ganske interessante i sig selv som vidnesbyrd fra en kulturel brydningstid. Men de udvalgte bilag virker lidt tilfældige, og samlet set medvirker de til at gøre romanen lidt flagrende.

Det sidste “bilag” er i øvrigt helt aparte: Det er en fjorten sider lang inventarliste over Zarthmanns ejendele fra boopgørelsen ved hans død. Jeg har ikke noget stærkt bud på, hvad ideen er med den. Måske er det noget med at pointere det afgrundsdybe hul mellem på den ene side de fysiske ting, et menneske efterlader sig ved sin død, og på den anden side dét, der har været menneskets levede liv – et hul som romanen kan siges at være et bud på at udfylde? Tja, tjoh, det er da en pointe, men den kendte vi nu nok i forvejen.

Disse forbehold til trods var jeg gennemgående ret begejstret for at læse romanen. I kraft af det berørende (om end måske ikke helt fuldbyrdede) portræt af mennesket bag maleren Zahrtmann, i kraft af det flotte, intense sprog, og også i kraft af den melankolske humor.

K's vurdering: