Can Xue: Kærlighed i et nyt årtusind

“Jeg har sunget Kameliadamen i fyrre år. Hvad synes du?”
“Jeg, jeg er lidt forvirret – nu her i teatret …”
“Præcist, unge ven! Det var dog en fantastisk respons, du værdsætter mit arbejde!”

Citatet ovenfor fra Kærlighed i et nyt årtusind af kinesiske Can Xue (f. 1953) indgyder mig en smule fortrøstning. Måske har jeg fanget noget rigtigt? I hvert fald var min forvirring stor både under og efter endt læsning af bogen, som udkommer på dansk i dag på Forlaget Korridor i Sidse Laugesens fine oversættelse. Men min fascination var næsten lige så stor.

Jeg var meget begejstret for Can Xues kortroman Aldrende skyer i drift (opr. 1986, da. 2019). Jeg havde derfor også set frem til at læse Kærlighed i et nyt årtusind, som indbragte Can Xue en nominering til Man Booker International, da den udkom på engelsk i 2018.

Mine forventninger blev delvist indfriede. Can Xue skriver fantastisk, her i Sidse Laugesens oversættelse til dansk. Hendes poetiske og surrealistiske billedsprog er forførende, inciterende og fascinerende, og det er let at blive suget ind i romanen som i en drøm.

Som i en drøm er det imidlertid også svært at tilskrive romanen en sammenhængende, intelligibel mening. I samme øjeblik, man som læser tror at kunne række ud efter en mening, er det som om, den alligevel undslipper. Can Xue er ikke for fastholdere. Det er en del af romanens fascinationskraft. I sidste ende blev det mig dog alligevel for mærkeligt. Især fordi det bliver ved over så mange sider.

Måske læste jeg bogen for hurtigt, men jeg blev forført af sproget og stemningerne og Can Xues bizarre, surrealistiske, drømmeagtige univers. Langsommere læsning og større eftertænksomhed undervejs ville måske (men jeg er ikke sikker) have sat mig i stand til at fravriste romanen mere sammenhængende mening, men jeg havde ikke tålmodigheden (måske var min tålmodighed og evnen til langsom læsning udmattet efter afslutningen af Prousts På sporet af den tabte tid).

Ikke desto mindre var det en storartet fornøjelse at læse romanen – af grundene givet ovenfor. Kærlighed i et nyt årtusind flyder over af poetiske øjeblikke af stor skønhed med et overskud af mening, som det er op til læseren at fortolke. Dertil kommer, at romanen er spækket med humor.

Romanen er også spækket med et stort persongalleri. Og alle personerne er vidunderligt sammensatte. De er også sammenfiltrede på kryds og tværs. Eller som Rakel Haslund-Gjerrild udtrykker det rammende i sit forord (skrevet i dialog med oversætter Sidse Laugesen): “Der er karakterer, og de bevæger sig, men mere som tråde i en tredimensionel vævning, hvor mønsteret ikke kan ses fordi man hele tiden er inde i, omsluttet.”

Romanen er opdelt i elleve lange kapitler, som i et vist omfang har karakter af selvstændige fortællinger, fortalt fra forskellige af romanens karakterers perspektiv. Fortællingerne hænger dog sammen, og persongalleriet er det samme, blot vikler de sig ind og ud af hinanden på forskellige måder.

Næsten hver eneste af de centrale karakterer har på et tidspunkt været gift med, kæreste med eller bare haft flygtig sex med mindst to-tre stykker af de øvrige. Alle søger de efter lykke og kærlighed og måske også frihed, nogle virker desperate, andre mere afklarede, men hele tiden er der bevægelse.

En del af kvinderne i romanen har nedslidende jobs på en spindefabrik og søger en form for frigørelse ved i stedet få arbejde som prostituerede på et kursted, der fungerer som et af knudepunkterne i Can Xues sammenvævning af personerne. I bogens univers omtales jobbet som sexarbejder i forbløffende lette vendinger, nærmest som en slags empowerment, drevet blandt andet af kvindernes glæde ved sex.

Under overfladen hører vi dog også antydningsvist om, at voldelige kunder kan være en del af vilkårene som sexarbejder, og man kan måske også tolke kvindernes valg af bordellet som et udtryk for, hvor kummerlige og deprimerende kårene er på de fabrikker, som er deres alternativ. På den anden side tror jeg, at man skal være mere end varsom med at læse noget som helst hos Can Xue med socialrealistiske, eller i det hele taget realistiske, briller. Can Xues skrift er næsten så langt fra realismen, man kan komme.

Can Xue har noget med jorden, planter, ting der gror. For flere af personerne er det først, da de kommer ud på landet og i kontakt med jorden, at de – ofte gennem mystiske erfaringer – nærmer sig noget, der kan minde om lykke, måske endda ro i sjælen.

Som Lille Yuan, der først finder sig selv, da hun bliver skolelærer i en lille by i et landdistrikt, og indser, at skolebørnene med deres forbundethed til naturen i virkeligheden lærer hende mere, end hun kan lære dem. Som her, hvor hun spørger pigen lille Qing om, hvad det er for nogle blomsterfrø, pigen har foræret hende:

“Det ved jeg ikke, lærer Yuan. Når man planter noget her hos os, må man ikke have noget håb, det nytter ikke. Man gør bare jorden klar, smider frøene og skynder sig at glemme alt om dem. Det er sådan vi gør. Jeg troede at frøene blev til de samme planter som man høstede dem fra, men sådan er det ikke. Vent og se.”

Andre personer i romanen, som Lille Yuans mand, Wei Bo, må gå i fængsel for at finde lykken, måske for at få virkeligheden på afstand, herunder kærligheden.

Der er en slags fremadskridende handling i romanen, der udspiller sig over en årrække, mens personerne ældes. Det vil sige, jeg tror, at den foregår over en hel del år, men tiden synes at flyde, ligesom personernes både ydre og indre virkelighed.

Som læser er man konstant på gyngende grund uden noget stabilt at støtte sig til. Under fødderne på én kribler og krabler det. Støtter man sig til en væg, risikerer man at gå igennem den og ind i et parallelt univers.

Konstant støder personerne ind i andre, der på forhånd synes at kende alt til deres mest personlige situationer og bekymringer. Som om den alvidende forfatter har taget bolig i alle hendes romankarakterer. Eller måske som et billede på overvågning i et samfund, hvor alle er hinandens angivere?

Med jævne mellemrum lyder Kameliadamens sang fra byens teater – en ældre operasangerinde, som på mystisk vis indgyder alle personerne en sær følelse af om ikke afklarethed, så måske en slags forankring, selv om ingen af dem forstår hende. Rakel Haslund-Gjerrild foreslår i sit forord, at Kameliadamen måske er et billede på forfatteren selv, og det er ikke noget dårligt bud.

Det er således ikke uden grund, at Can Xue på bogens bagside karakteriseres som avantgardeforfatter. Jeg har i et interview med Can Xue læst, at hun stilmæssigt selv opfatter sit forfatterskab som hørende hjemme sammen med forfattere som Calvino, Kafka, Borges og Dante. Det er ikke svært at genkende inspirationen fra de nævnte, og det kan måske give en indikation af, hvad Kærlighed i et nyt årtusind er for en slags bog. Men kun en indikation, for Can Xue er så afgjort helt sin egen.

Samtidig bør det stå helt klart, at Can Xue er en forfatter af internationalt format. Det er muligt, at romanen rummer referencer til kinesiske, kulturelle koder, som jeg ikke kan aflæse, og som måske kunne hjælpe fortolkningen af romanen på vej, men dét her er ikke kinesisk folklore. Can Xue skriver verdenslitteratur forstået som international litteratur.

Genremæssigt bevæger romanen sig ind og ud af fantastik, magisk realisme og surrealisme. Mennesker skifter fysisk alder for øjnene af hinanden. Nogle skifter form fra menneske til dyr. Personerne bevæger sig ind og ud af en mærkelig parallelverden kaldet Frihavn, der ligner vores egen, men alligevel adlyder andre love, og sjældent er dér, hvor man søger den. Personer dukker op ud af intet og forsvinder på samme vis efter at have sagt et par skæbnetunge ord. Byen og landskaberne ændrer sig uforklarligt, organisk. Og meget andet mystisk.

Jeg har svært ved at formidle stemningen i romanen med egne ord eller et enkelt citat, for den udfolder sig gradvist over mange sider, men nedenstående er et eksempel på en passage, der snildt kunne være taget ud af en fortælling af Kafka eller en af de latinamerikanske fantastikere som Mario Levrero eller Felisberto Hernández:

Den gamle havde sagt at hans spillehal var en Frihavn, det var en meget klar metafor. Og når hr. You nu faktisk kunne komme ind i havnen, betød det vel at han var et frit menneske i nat. Men hvad er et frit menneske? Uden at vide det havde han sagt det højt.
“Et frit menneske, det er mig. Kom med!” sagde nogen bag ham.
Hr. You så sig tilbage og fik øje på elektrikeren fra antikvitetsforretningen. Han trak hr. You i ærmet, ville slæbe ham med ind på den tomme grund, hans bevægelser var grove og abrupte, han klæbede sig som en fulderik til hr. You. De gik hen over den tomme grund mellem bygningerne, hr. You hørte nattergalen synge.
“Er der en park foran os?” spurgte hr. You.
“Nej, foran os er der en galge. Jeg vil gerne dø, så der går vi hen.”
“Men jeg har ingen lyst til at dø!”
“Hvad i alverden laver du så i Frihavn? Det var dog utroligt!”
Elektrikeren skubbede hr. Yous arm til side og kastede sig ind i krattet foran dem. Der lød en klirren, hans tynde skikkelse gled ind mellem buskene og forsvandt.

Ind i mellem tager de decideret surrealistiske elementer lidt for meget over efter min smag i de mange, drømme- eller mareridtsagtige sekvenser, som i passager bliver så udsyrede, at jeg må stå af.

Det her er en noget rodet anmeldelse, kan jeg godt fornemme. Min undskyldning er, at Kærlighed i et nyt årtusind heller ikke er en helt nem bog at få greb om. Men det er jo nok bare mig, der ikke er kvik nok. Ihvertfald giver Can Xue i ovennævnte interview udtryk for, at alt i hendes bog har en mening, som den opmærksomme læser kan indfange, hvis hun eller han bare har de litterære og filosofiske forudsætninger og investerer tilstrækkeligt med hårdt arbejde i læsningen.

Jeg må bekende kulør: Jeg har ikke de intellektuelle forudsætninger og/eller stamina nok til at nå derhen, hvor jeg kan påstå, at jeg ville kunne levere en tilfredsstillende analyse af alle dele af Kærlighed i et nyt årtusind.

Jeg var ikke desto mindre tilstrækkeligt fascineret af romanen og af Can Xues skrivestil til at blive ved med at læse. Can Xues prosa har en poetisk kvalitet, som gør den dragende, også selv jeg som læser ikke i alle tilfælde ved, hvad jeg egentlig skal stille op med den.

Jeg havde dog gerne set, at romanen var lidt kortere, og nogle af de mest surrealistiske scener kunne jeg som antydet have været foruden. Men ikke desto mindre kan jeg varmt anbefale romanen. Og hvis du er i tvivl om, hvorvidt du magter at binde an med 465 siders kinesisk avantgardelitteratur, så vil jeg anbefale at begynde med kortromanen Aldrende skyer i drift, som godt nok er en noget anden slags bog, men ikke desto mindre giver et indtryk af Can Xues stil.

“Kærlighed i et nyt årtusind” udkommer i dag den 10. august 2021. Jeg har modtaget bogen fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: