Inghill Johansen: Bungalow

Tingene falder gradvist fra hinanden i Inghill Johansens kortroman Bungalow samtidig med meningen i fortællerens eget liv. Bogen vil gerne være en lavmælt intens fortælling om tab, ensomhed og fremmedgjorthed. Den er lavmælt, ja, men intensiteten udeblev for mig på trods af enkelte fine billeder.

Den lille hvide bog blev fundet frem fra bogreolen i anledning af, at norske Inghill Johansen (f. 1958) for nylig blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2022. Bungalow (opr. 2016) blev udgivet på dansk i 2017 på Forlaget Silkefyret, oversat af forlægger Allan Lillelund Andersen.

Bogen falder i fire dele med overskrifterne Skæve vinkler, Skæringspunkt, Tavler og kridt samt Perron. Hver del består af ganske korte kapitler på typisk bare en side eller to, de længste på seks (små) sider, de korteste på kun få linjer.

Inghill Johansen (f.1958). Pressefoto fra forlagetsilkefyret.dk.

Inghill Johansen kredser i bogen om oplevelsen af altings forfald. Det handler om ensomhed, alderdom og sorg og om det vanskelige i at finde mening i hverdagslivets trivialiteter, følelsen af at mangle kontakt til sig selv.

En gennemgående tråd er forholdet til tingene i hverdagen. Fortællerens hus og husets dele er i fokus i første del, som især handler om morens sygdom og død. I en af de andre dele, der især omhandler fortællerens hverdagsliv som skolelærer, er det for eksempel ting som kridt, tavle, tavlesvamp, stol og kuglepennne.

Jeg var meget positiv under læsningen af den første del. Bedstefarens selvbyggede hus (titlens bungalow) med skæve vinkler og et aldrig færdiggjort og ikke rigtig brugt rum fungerer godt som metafor for fortællerens familieforhold. De samme gør billedet af huset, der forfalder, da moren dør efter længere tids sygdom.

Efter et par dage stopper varmtvandbeholderen med at fungere, og to skabslåger ude i køkkenet løsner sig i hængslerne. Efter en uge går tapetet i stuen op i kanterne hvor det er samlet og limet. Det samme gælder belægningen ude i gangen. I sit møde med væggen slå det sprækker, det står tydeligt frem. Det er som holdes det hele på plads udelukkende af høflighed, men nu hvor hun er væk, orker det ikke længere at holde fast.

[…]

   Måske forstår jeg tingene på en forkert måde, at det blot er tingenes måde at reagere på. Men på mig virker det som om de giver op. De hører ikke til noget andet sted end i hendes hus. De vil ikke med over i mit.

Sorgen over morens sygdom og følelsen af ikke helt at kunne være så nærværende over for moren i hendes sidste dage på hospitalet, som man “burde” være, samtidig med denne oplevelse af, at ting i fortællerens eget liv falder fra hinanden, samtidig med at de ældre familiemedlemmer falder væk, er fint og stilfærdigt formidlet.

Måske skulle Inghill Johansen bare være stoppet her. Det var der selvfølgelig ikke kommet en bog ud af, men det kunne have været en fin novelle.

Resten af den lille bog forekom mig dog tæt på ligegyldig. Jeg læste den i går, men allerede nu var jeg nødt til at slå tilbage for at genkalde mig den. For meget af bogen udgøres afafsnit som dette (et af de små “kapitler” her citeret i sin helhed):

STREG

Jeg forsøger at pege på noget. Jeg sætter en streg. Jeg har en kuglepen. Det er et arbejde.
    At jeg holder noget frem, og streger under, for eksempel et navn eller blot et ord, jeg skriver det på en tavle, så gør jeg det rent. Jeg visker det væk.
    Tager svampen i hånden.

Ideen er vel at formidle den tomhed, fortælleren føler. Det perspektivløse og meningsløse i hverdagen. Oplevelsen af at være dekoblet fra verden og sig selv.

For mig var det bare lidt for lidt til at blive vedkommende læsning. Hverdagen er banal, javel, men det er bogen desværre også i for lange stræk.

Fortælleren har svært ved at engagere sig i sit eget liv. Jo, det forstår jeg. Det havde jeg også som læser.

K's vurdering: