Lars Findsen & Mette Mayli Albæk: Spionchefen – Erindringer fra celle 18

Udgivelsen forleden af tidligere FE-chef Lars Findsens erindringsbog er næppe gået mange forbi. Den sensationalistiske opmærksomhed knytter sig i pressen i disse dage til bogens nye afsløringer af detaljer i forløbet og Findsens slet skjulte angreb på regeringen. Men bogen er faktisk også derudover meget velskrevet og læseværdig.

Som almindeligt samfunds- og politisk interesseret menneske kastede jeg mig lige så glubsk over bogen som mange andre – nysgerrig efter at læse Lars Findsens eget perspektiv på det opsigtsvækkende forløb, hvor han først blev hjemsendt fra tjenesten som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste på baggrund af en kritisk tilsynsrapport, siden pure frikendt af en undersøgelseskommission for blot at blive arresteret og fængslet, tiltalt for at have videregivet klassificerede oplysninger – i en sag, der endnu ikke har fundet sin afslutning.

Givet den spektakulære FE-sag i sig selv og timingen af udgivelsen midt under en folketingsvalgkamp, er bogen naturligvis i sig selv sensationel. Og den har allerede haft en del af de effekter, Findsen formentlig har ønsket, nemlig at der lynhurtigt – og forudsigeligt i kraft af, at vi er midt i en valgkamp – har dannet sig et bredt politisk flertal for en undersøgelseskommission af FE-sagen.

Bogen er her inden for de første to døgn efter dens udgivelse allerede anmeldt, analyseret og citeret i rigt mål i pressen. Jeg skal derfor afstå fra yderligere referater af sagen eller de nye aspekter til sagen, som bogen bringer for dagen. Dem kan du næsten ikke have undgået at støde på, hvis du ellers har set, hørt eller læst nogen som helst danske nyheder de sidste par dage.

I stedet et par ord om bogen som litteratur. Findsen har skrevet bogen i samarbejde med journalisten Mette Mayli Albæk. Som jeg forstår det i en gentagen proces, hvor Findsen har fortalt sin historie, Albæk har skrevet, og Findsen har skrevet rettelser.

Mette Mayli Albæk har en god journalistisk pen, og bogen er særdeles velskrevet og læsevenlig – jeg fløj igennem den på få timer.

Kompositorisk udfolder bogen sig i to spor: Dels den mest aktuelle fortælling, fortalt i nutid, om Findsens arrestation i december 2021 og hans to måneder som fængslet i Hillerød Arrest. Dels et erindringsspor fortalt i datid om Findsens karriere som embedsmand – fra han som 25-årig, håbefuld, nyuddannet jurist får ansættelse i Registertilsynet i Justitsministeriet frem til hans senere topjobs som PET-chef, departementschef i Forsvarsministeriet og sidst FE-chef.

Findsens fortælling om arrestationen og hans tid i fængslet er medrivende og fortalt med nærvær og nerve. Men også erindringssporet fra Findsens karriere er både interessant og underholdende, ihvertfald hvis man som undertegnede kan mobilisere en interessere for dansk centraladministration og for udviklingen af den danske efterretningstjeneste i de sidste tyve år.

Bogen præsenterer sig genremæssigt som en erindringsbog, og det er den også, men man må ikke gå fejl af, at den også er et partsindlæg i Findsens aktuelle sag.

Man behøver ikke at have bestået den udvidede krypteringseksamen for at fange de mange stikpiller undervejs, som på overfladen er Findsens erindringer om diverse begivenheder i fortiden, men som samtidig fungerer som en kun meget slet skjult kritik af Mette Frederiksens regering og dele af centraladministrationen.

Daværende forsvarsminister Trine Bramsen udsættes for et karaktermord ved højlys dag, og Findsen holder sig heller ikke for god til at bidrage til det billede, der siden Minksagen har været tegnet af Statsministeriets nuværende departementschef, Barbara Bertelsen, som egenrådig, hidsig og overstyrende.

Findsen iscenesætter dygtigt sig selv som helten i historien, drevet gennem hele sin karriere af omsorg for demokratiet og Danmarks sikkerhed, for medarbejderne i de organisationer, han har ledet, og som forkæmper for en videst mulig, men balanceret åbenhed omkring landets efterretningstjenester. De indrømmelser, Findsen giver undervejs, af små fejltrin, han har begået, tjener kun til at bestyrke det sympatiske billede.

Bogen kan dog ikke sløre, at Findsen åbenlyst også selv er et magtmenneske, forstået som et menneske, der går efter magten og indflydelsen. Det er der nu ikke i sig selv noget odiøst i. Skal man på kompetent vis bestride topjobs af den kaliber, Findsen har siddet i, så skal man i et eller andet omfang også ville magten og indflydelsen. Ellers fejler man med sikkerhed.

Og at Findsen i sin selvbiografi fremstiller sig selv i et positivt lys, er der jo heller ikke noget usædvanligt i – sådan er det vist med de fleste selvbiografier.

Om bogen ligefrem vil “stå tilbage som et hovedværk og et referencepunkt i det opgør, der de seneste år har været ført omkring efterretningstjenesternes åbenhed og demokratiske kontrol,” som Politikens chefredaktør, Christian Jensen, svingede sig op til at mene i en noget eksalteret anmeldelse af bogen, vil jeg nu tillade mig at tvivle på.

Dertil har bogen nok i for høj grad karakter af et aktualitetsbåret partsindlæg. Men den er et meget interessant partsindlæg og dertil både velskrevet og underholdende og som sådan afgjort værd at læse.

K's vurdering: