Jeg nød at læse Moskov Selim. Det er en god historie, velkomponeret og velfortalt. Den rummer både en elementært underholdende fortælling og fine reflektioner over personlig og national identitet fortalt på et interessant historisk bagtæppe.
Georgios Vizyenos (1849-1896) var født af græske forældre i Thrakien i den lille by Vizye (Vize) nord-vest for Konstantinopel (Istanbul), dengang en del af det Osmanniske Rige, i dag Tyrkiet. Han har taget sit forfatternavn fra sin fødeby. I slutningen af 1800-tallet etablerede han sig som et væsentligt navn i græsk samtidslitteratur, men hans psykiske helbred var ikke for godt, og han tilbragte sine sidste leveår på et sindssygeasyl.
Vizyenos er blandt andet kendt for sine Thrakiske fortællinger, hvortil hører Moskov Selim (opr. skrevet i 1886-1887).
Moskov Selim er bygget op omkring en rammehistorie, hvori romanens unavngivne fortæller (i hvem vi uvilkårligt indlæser Vizyenos selv) tilfældigt stifter bekendtskab med en særling, der går under navnet Moskov Selim, dvs. Moskva-Selim.
Fortælleren fascineres uvilkårligt af Selim og opsøger ham igen for at høre ham fortælle den historie, som udgør kernen i romanen – historien om, hvordan den tyrkiske patriot Selim fra Thrakien kom til at elske russerne og dermed gav ham hans øgenavn.
Som oversætter Peter Mackridge fremhæver i sit forord, må kaldenavnet “Moskva-Selim” nærmest have været et contradictio in adjecto i Thrakien på romanens tid i 1880’erne. Tyrkerne og russerne havde på det tidspunkt on & off ligget i krig med hinanden i de seneste 200 år. At være tyrker betød blandt andet, at man hadede russerne og Rusland.
Men ikke Selim, som efter at have kæmpet mod russerne i først Krimkrigen siden blev taget i russisk fangenskab under den russisk-tyrkiske krig i 1876-1877. Her oplevede han som fange at blive behandlet med respekt og ordentlighed – i modsætning til de skuffelser, uretfærdigheder og ydmygelser, det Osmanniske Rige havde budt ham gennem livet.
For en græsk roman fra 1880’erne er Moskov Selim derudover for mig overraskende moderne i sin behandling af personlige identitetsspørgsmål, nationale og kønsmæssige.
Personlig, national identitet er et hovedtema: I det ydre klæder Selim sig i en blanding af tyrkiske og russiske gevandter (og ligner til forveksling et fotografi af forfatteren Georgios Vizyenos selv, som man kan forvisse sig om i introduktionen til romanen). Men vigtigst er han også i det indre splittet mellem sit tyrkiske ophav og sin tillærte tilbøjelighed for det russiske.
Romanen giver stemme til en forhåbning om, at folkeslagene kan leve i fordragelighed med hinanden. Men med i romanen spiller også tidens forventning om, at det Osmanniske Riges dage er talte. Vi er i tiden efter den græske revolution i 1821, og den græske fantasi om at genvinde Konstantinopel lever:
“God’s world is large,” [Selim] said, “and if the poor Tsar has problems accomodating his subjects, let them come to our country. They’re such good people. What would it cost the Sultan? He enjoys himself in Constantinople, so why can’t he enjoy himself in Baghdad or Damascus? Can’t we live with our brothers the Russians?”
I romanen er der derudover et tvetydigt og underspillet tema om kønsidentitet på spil. Selims mor havde altid ønsket sig en pige (i sig selv en provokerende usædvanlighed inden for den græsk-tyrkiske kultur på det tidspunkt), og som erstatning for kun at have fået tre drengebørn, opdrager hun Selim som en pige. Helt frem til hans tolvte år klæder hun ham i kjoler, giver ham rouge på kinderne og hennafarvede negle og lader ham ikke forlade haremet, hvortil hun som hustru til en velanset mand selv er forvist til at tilbringe sit liv indespærret.
Den lille Selim elsker sin mor, men han ønsker sig dog alligevel at få lov til at gå i drengetøj med pistoler i bæltet. Mest af alt fordi han først og fremmest drømmer om sin strenge fars anerkendelse – som han dog aldrig får (eller først får, da faren senere er blevet en slagen og fordrukken mand, og anerkendelsen derfor ikke længere betyder noget).
Måske derfor kaster Selim sig med voldsom ildhu ud på slagmarken, da det lykkes ham at stjæle sig til muligheden for at kæmpe for den osmanniske sultan – først i Krimkrigen og senere i 1877-1878 i en af de mange andre russisk-tyrkiske krige.
I Rusland møder Selim også en anden slags kvinder, end han er vant til derhjemme i Thrakien: En ung russisk kvinde, som ikke slår øjnene ned for ham, men ser ham i øjnene som et selvstændigt menneske.
Vizyenos følger ikke rigtig dette tema med den pigeopdragede dreng til dørs, men sammen med Selims oplevelser i Rusland, får han dog anslået et tema om kønsidentitet og en underspillet kritik af den tids græsk-tyrkiske kvindesyn.
Georgios Vizyenos’ Moskov Selim er en ganske kort roman, næsten kun en lang novelle, men den kommer forbløffende langt omkring på de få sider, samtidig med, at den er fortalt levende og let. Jeg var så afgjort positivt overrasket over denne græske forfatter fra det 19. århundrede, som jeg indrømmer ikke at have hørt om, før jeg faldt over ham i en atheniensisk boghandel i denne uge.
Titel: Moskov SelimForfatter: Georgios Vizyenos
Udgiver: Aiora Press
Udgivelsesdato: 01.01.2014
Sider: 99
Originalsprog: Græsk
Oversætter: Peter Mackridge
Originaltitel: Ο Μοσκώβ Σελήμ
Opr. udgivelsesår: 1895 (skrevet i 1886 eller 1887)
Læst: Oktober 2022
K's vurdering:
En hurtig søgning førte mig kun til én Online forhandler herhjemme som tilbyder “Moskov Selim”. Denne har dog ved indlæggelsen af titlen begået en fejl ved at registrere denne som: Moscov Selim