Sult fra 1890. De litterære kvaliteter er da også uomtvistelige. Min smag ramte den lille roman dog ikke så rent som Sult.
Pan fra 1894 karakteriseres af forlaget som “Hamsuns digteriske triumf, hans ungdoms storværk og mesterstykke” efter romandebutenPan er et trekantsdrama fortalt af jægeren og løjtnanten Thomas Glahn. Han nedskriver sine erindringer om en sommer i 1855 i det nordlige Norge, som han tilbragte i en simpel hytte i skoven, og hvor han levede det enkle liv som jæger og fisker.
Glahn bliver stormende forelsket i den unge pige Edvarda, datter af en lokal handelsmand, og indleder et hemmeligt, men noget kompliceret forhold til hende. Samtidig ses han med smedens Eva, som tilsyneladende elsker Glahn på en mere ligefrem facon, men uden – og måske derfor – at kunne vinde ham for sig på samme måde som Edvarda.
Jeg elsker tre ting, siger jeg så. Jeg elsker en kærlighedsdrøm, jeg havde engang, jeg elsker dig og jeg elsker denne plet jord.
Og hvad elsker du mest?
Drømmen.
Glahn skildres som et naturmenneske, en skovens søn “med et dyrisk blik,” som formår at fascinere de unge piger, men til gengæld ikke kender – eller ikke ønsker at følge – koderne for at begå sig i det “civiliserede liv,” som han ind imellem inviteres til at deltage i.
Som naturmenneske korrumperes Glahn imidlertid undervejs i romanen af mødet med civilisationen. For læserens øjne bliver han en mere og mere træls og usympatisk person og er tæt på at miste forstanden.
Naturen i Nordland spiller en selvstændig hovedrolle i romanen. Hamsuns naturbeskrivelser er smukke og intense, omend sine steder grænsende til det svulstige.
Men nu i nattens timer har pludselig store, hvide blomster foldet sig ud i skoven, deres støvfang står åbne, de ånder. Og lodne tusmørkesværmere sænker sig ned i deres blade og bringer hele planten til at skælve. Jeg går fra den ene til den anden blomst, de er berusede, det er kønsligt berusede blomster og jeg ser hvordan de beruses.
Talrige er formentlig de analyser af bogen, som er begået af litteraturstuderende gennem tiden. Romanen er et Eldorado for symbolanalyser, herunder af hovedpersonens forskellige drømme, hvori han gennemspiller varianter af et sagn om den skønjomfru Iselin og hendes Didrik, og for analyser af Hamsuns særegne sprog og fortælleteknik.
Jeg skal spare læseren for endnu et forsøg i den retning her. Også fordi jeg må bekende, at jeg ikke blev tilstrækkelig indfanget af romanen til at orke det.
Hamsuns intense, men også noget svulstige naturromantik var mig således noget tung, og jeg evnede ikke at blive indfanget af kærlighedshistorien. Selv om jeg godt kan se og anerkende, at Pan måske nok har en større litterær kvalitet end hans senere kortrom Victoria, så kunne jeg faktisk bedre lide den lidt lettere sidstnævnte.
Og Pan når efter min smag slet ikke i nærheden af mesterværket Sult, uagtet at jægeren Thomas Glahn i sine mest eksalterede øjeblikke synes at dele karaktertræk med den navnløse forfatter i Sult.
Jeg har læst Pan i en udgave fra 2021, let fordansket af Ida Jessen. I en pudsig note i bogens kolofon lade Ida Jessen mere end tydeligt skinne igennem, at hun egentlig ikke selv så noget behov for en sådan fordanskning. Hun skriver således direkte, at når Norsk Gyldendal ved genudgivelsen ønskede en oversættelse, var årsagen “uden tvivl sprogpolitisk.”
En sjov, lille detalje som vidnesbyrd om netop den sprogpolitiske kamp, der historisk har stået om Hamsuns værk (skrev han på dansk eller norsk?), og som man kan læse om i detaljer i Gyldendals nylige genudgivelse af Hamsuns Sult i originalversionen.
Jessen bedyrer videre, at hun har gjort sig umage for, at hendes kontakt med teksten er så lidt mærkbar som mulig. Det skal jeg ikke kunne afgøre, men Hamsuns særegne sprog – genkendeligt fra Sult – træder ihvertfald tydeligt frem, så noget siger mig, at hun er lykkedes med sit forehavende.
Titel: PanForfatter: Knut Hamsun
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 22.11.2021
Sider: 159
Originalsprog: Norsk/dansk
Oversætter: Ida Jessen
Originaltitel: Pan
Opr. udgivelsesår: 1894
Læst: Februar 2023
K's vurdering:
Jeg var heller ikke vild med Pan. Men Victoria var god og Sult et mesterværk.