Goliarda Sapienza: Møde i Positano

En roman om venskab og kærlighed mellem to kvinder i 1950’erne. Samtidig et portræt af en italiensk landsby på kanten af at udvikle sig til en turistdestination. Og et tidsbillede af dele af Italien. En på flere måder fin og meget velskrevet bog. Men ærlig talt også lidt kedelig.

Goliarda Sapienza (1924-1996) er formentlig ikke kendt af så mange danske læsere. Jeg havde ærlig talt heller ikke hørt om hende, før jeg faldt over denne nylige udgivelse på dansk af hendes sidste roman (oprindeligt skrevet i 1984, men først udgivet efter hendes død). Forlaget Grønningen 1 har dog også tidligere udgivet Sapienzas hovedværk, Kunsten at glædes (da. 2021).

Kernefortællingen i Møde i Positano er historien om et inderligt venskab mellem to kvinder. Det udfolder sig i den lille by Positano på den italienske Amalfikyst i 1950’erne, lige på kanten af det tidspunkt, hvor Positano for alvor bliver opdaget som turistmål.

Den ene af kvinderne er bogens fortæller. Hun deler både fornavn og ikke så få biografiske træk med romanforfatteren. Ligesom virkelighedens Goliarda Sapienza er romanens Goliarda en venstreorienteret skuespiller og kommende forfatter, som synes at leve mere eller mindre fra hånden og i munden. Hvis romanen havde været skrevet i dag, ville vi sikkert have kaldt den for autofiktion.

Den anden hovedperson er den aristokratiske enke, Erica, som efter sin mands død bor alene i et hus i Positano. Hun har haft huset i mange år og er anerkendt og elsket af de faste beboere i byen, om end hun altid har været omgivet af en vis mystik, som måske ikke har anden grund end den, at hun opretholder en vis distance til de fleste.

De to kvinder mødes, da Goliarda er i Positano med et filmhold for at finde locations til en kommende film. Goliarda bliver straks fascineret af Erica. Tiltrækningen er gensidig, og snart former de to kvinder et nært og passioneret venskab (med uudtalte undertoner af, at der måske kan være mere end blot platonisk kærlighed på spil). Deres venskab udfolder sig dog kun, når de ses i Positano, og der kan gå flere år i mellem.

Indlejret i historien om de to kvinder venskab får vi også serveret en fortælling om Ericas fortid, som gemmer på visse hemmeligheder. Af hensyn til læsere, der er meget optaget af handlingsmæssige plot, skal jeg ikke røbe mere af handlingen. Det falder mig heller ikke svært at undlade, da den ærlig talt ikke er særlig interessant.

Goliarda Sapenza (1924-1996). Foto: Archivio Sapienza-Pellegrino

Sapienza gør i romanen ansatser til at gøre visse elementer i Ericas fortid til dramatiske og psykologiske – ja, ligefrem eksistentielle – omdrejningspunkter for romanen. Men det lykkes ikke rigtigt. Jeg blev som læser aldrig for alvor optaget af disse forhold – ja, jeg blev nærmest helt overrasket mod slutningen af bogen, da det gik op for mig, at det åbenbart havde været meningen, at jeg skulle have siddet ude på kanten af stolen i den anledning.

En mere grundlæggende svaghed ved romanen er imidlertid, at kernen i historien, dvs. tiltrækningen mellem fortælleren og Erica, for mig fremstod helt uforklaret til det sidste. Romanen postulerer et umiddelbart sjælefællesskab mellem de to kvinder. Det er jo dejligt, når noget sådant opstår, men som læser kunne jeg ikke følge det i romanen. Derfor forblev en del af romanens (ganske få og simple) dramatiske handlingselementer mig også ret uvedkommende.

Anyway:

Bogens store styrke er det levende portræt af sommerstemningen og beboerne i landsbyen Positano. Især den første halvdel af roman formelig bobler over af livsglæde. Her var jeg som læser helt med, f.eks. når Goliarda smider skoene for ligesom de lokale at løbe barfodet op ad trappegaderne i byen i det daglige eftermiddagsregnvejr.

I passager var der noget – i bedste forstand – hemingway’sk over den måde, hvorpå Sapienza som forfatter på sanselig vis formår at indtage, optage og videregive de små dagligdags situationer i Positano.

Bogen rummer ganske vidunderlige portrætskitser af en række af beboerne i Positano. Portrætter af den slags, der gør personerne fuldblodigt levende, selv om de kun beskrives en passant og egentlig efterlader flere spørgsmål end svar om deres liv og karakterer.

Det kunne godt lyde som den romantiske billedtekst til en turistbrochure om Positano, men undervejs i romanen antydes også, at der her i begyndelsen af 1950’erne i Italien under overfladen stadig er uforløste spændinger på spil i forlængelse af den fascistiske periode. Det medvirker til en vis vibrerende spænding i teksten.

Møde i Positano er en fin bog. Sapienza kan skrive. Hun kan noget med sanselige beskrivelser af konkrete steder og mennesker. Men historien er ærlig talt lidt flad. Og den sidste halvdel af romanen var mig endda lidt kedelig.

Ikke desto mindre giver Møde i Positano mig i dén grad lyst til at rejse til Positano og Amalfikysten – men ak, helst kun hvis jeg samtidig kunne rejse tilbage i tiden. For der løber også en understrøm af forfaldshistorie gennem romanen: En beklagelse af, at det charmerende Positano fra romanens tid i 1950’erne ikke længere er der – og allerede var ved at være væk i 1980’erne, da Sapienza skrev bogen, bukket under for masseturismen.

K's vurdering: