Efter at have tilbragt fire bind og mere end ti år i den samme attende november sammen med Tara Selter i de første fire bind af Om udregning af rumfang, kommer det ikke som nogen overraskelse, at vi heller ikke i det femte bind kommer ud af den attende.
Jeg var fuld af lovord og næsegrus beundring over det intellektuelle vingefang i Solvej Balles samtidig underholdende og letlæste opus magnum efter læsningen af de første fire bind. Det er jeg stadig, og jeg skal ikke trætte læseren med at gentage dem her, kun henvise til min anmeldelse af Om udregning af tid I-IV.
Vi er nu nået til femte bind (ud af syv annoncerede), som udkom for en måneds tid siden. Fællesskabet af mennesker fanget i den attende november bliver i bind V ved med at vokse. Fokus er i dette bind på opbygningen af et nyt samlingssted, et enormt kollektiv, som Tara og hendes venner søger at opbygge i et forladt universitet i Frankrig.
Her i ruinerne det, der fremstår som et forfaldent og forladt monument over de videnskabelige bestræbelser i et for længst forladt industrisamfund, bygger de ikke bare et nyt fællesskab og samlingspunkt, men forsøger også at opbygge et centrum for et helt nyt videnskabsideal: Et begreb om viden, der ikke er bygget på “fremtidsoptimisme og fremtidshåb,” koblet til “alt det skramlende fremtidsgodt og alt det teknologiske bulder og brag.” Som figuren Gita siger det i en flammende brandtale til kollektivet:
[…] det bliver tydeligt, hvor idiotisk det er: livet i den fremadskridende tid. Eller var. Før vi standsede op. Hvor tåbeligt kan man bruge sit liv i en tid, der går? Det evigt fremadstræbende nonsens. Det bliver tydeligt, at menneskene har fundet en måde at leve på, der bare tromler og konsumerer og galopperer og bombarderer og kræver mere og mere. Som om vi lige skal give den fremadskridende tid en hjælpende hånd, så den bliver endnu mere fremadskridende og massakrerende og ødelæggende.
I stedet vil de samle alle mulige former for viden – også de former for viden, der af den gamle etablerede universitetsvidenskab ville være dømt uvidenskabelige. Drivkraften for opbygningen og indsamlingen af viden skal i dette regime ikke være forestillingerne om at bygge noget i fremtiden (for den kommer jo ikke for fangerne i den attende november), men snarere “nutidshåb, nutidsoptimisme, nærværshåb”.
Tara bliver arkivaren, der skal sørge for at kategorisere og arkivere alle de nyproducerede former for viden inden for videnskategorier såsom: Reflektioner, ræsonnementer og argumenter. Udkast, skitser og oversigter. Lister, kataloger og fortegnelser. Teser, intuitioner, gisninger, formodninger og forestillinger. Allitterative, associative og anagrammatiske indsigter. Håb, drømme og ønsker.
Sådanne reflektioner over vidensformer og kategorier fylder ganske meget i bindet. Det er helt sjovt og ikke uden interessante indsigter – men for at hænge på hele vejen, skal man nok have en vis, nørdet interesse for videnskabsteori og epistemologi. Det er vi så nogle, der har, og vi er glade for Solvej Balle.
Man skal muligvis også tilhøre denne kategori af læsere for at sætte pris på en af Balles mere aparte digressioner, som handler om Immanuel Kant – kategoritænkningens filosof par excellence – hvis ellers hidtil forsvundne kranium og højre hånd ved et tilfælde bliver fundet i en kasse i et gammelt kælderrum, og efterfølgende genforenet med den gamle filosofs øvrige knogler ved en opgravning og genbegravelse i Kaliningrad/Königsberg …
Ansatserne i de tidligere bind til en generel kritik af det moderne samfunds fremskridtstro bliver, som det fremgår ovenfor, tydeligere her i bind V. Som kritisk figur er kritikken af fremskridtstankegangen mere end hundrede år gammel, og der er egentlig ikke kommet så meget nyt til siden, bortset fra at de økologiske og klimamæssige aspekter (med god grund) fylder mere nu.
Det gør de også hos Solvej Balle i bind V af Om udregning af rumfang. Fremskridtskritikken får dog også her en afsmag af noget lidt bedaget. Der er noget afdanket 1970’er-kollektiv over fællesmøderne og drømmene. Idealerne er fine, intentionerne er genuine og bestræbelserne ærligt mente – men har de nu også fat i det helt rigtige på den helt rigtige måde?
Solvej Balle giver ikke svarene, og det gør hendes protagonist, Tara Selter, heller ikke. Ovenstående citater er i bogen således ikke lagt i munden på Tara, men en af hendes mere engagerede venner i den attende november. I stedet fornemmer vi en vis distanceret overbærenhed hos Tara. For eksempel i rollen som arkivar af alle de nye vidensformer – hun tager opgaven på sig med stor ildhu, men bevarer en vis distance til den, som om hun godt ved, at det i sidste ende ikke betyder så meget.
Der bliver her i bind V længere og længere mellem Taras dagbogsnotater. Et udtryk for, at dagene i stigende grad tager hinanden, og at der også bliver længere imellem de afgørende vendepunkter i hendes liv i den attende. Uden at afsløre for meget tør jeg godt nævne, at handlingen i bind V spænder over flere dage end de foregående fire bind tilsammen.
Det giver blandt andet plads til refleksioner over alder og aldring. For selv om den attende november starter forfra hver morgen, så aldres Tara fysisk – sammen med de andre, der også er fanget i den attende, men i modsætning til dem, de har efterladt i loopet, som vågner hver morgen præcis i samme tilstand som dagen før.
Og det spørgsmål trænger sig endnu mere på, hvem der egentlig er fanget i den attende november: Er det Tara og hendes ligesindede, der oplever at verden omkring dem starter forfra hver morgen, mens de selv bliver ældre, kan samle viden, dyrke grøntsager og konstruere ting, som de kan bringe med sig fra én attende november til den næste?
Eller er fangerne snarere de andre, såsom Taras efterladte kæreste, Thomas, som er tvunget til at gentage alle deres handlinger dag efter dag, uden at blive en dag ældre, og uden at have et gran af erindring om, at de har gennemlevet dagen før?
Jeg vil ikke skrive mere om handlingen i bind V, for ikke at tage fornøjelsen fra andre læsere. Men jeg kan betrygge i, at cliffhangeren fra slutningen af bind IV bliver håndteret – samtidig med at bind V toner ud med en ny.
Om udregning af rumfang er én samlet roman, selv om den udgives i flere separate bind, efterhånden som Solvej Balle får dem skrevet. På den måde føles det ikke helt retvisende at skulle bedømme hvert enkelt bind for sig. Ikke detso mindre:
De første fire bind fik fem klare stjerner hos mig, og det står det samlede værk fortsat til. Bind V forekom mig dog isoleret set at stå lidt mere stille på samme sted end de forrige, der var præget af en idémæssig udvikling fra bind til bind.
De ovenfor omtalte diskurser over vidensformer og kategorier fylder meget i bogen. Efter min smag er de fineste øjeblikke imidlertid Taras mere følsomt betonede relektioner over aldring og alderdom – og dens betydning for kærligheden.
Jeg er spændt på, hvad Solvej Balle har i ærmet til os i de sidste to bind af Om udregning af rumfang. Måtte de blive skrevet og udgivet snart. Eller når det passer. Vi har jo tid nok.
Titel: Om udregning af rumfang VForfatter: Solvej Balle
Udgiver: Pelagraf
Udgivelsesdato: 28.11.2023
Sider: 194
Originalsprog: Dansk
Læst: December 2023
K's vurdering:
Jeg læser bogen lige nu og er så spændt på hvornår nummer seks udkommer!