Agota Kristof: Det er lige meget

Agota Kristof er bedst kendt for sine romaner, men hun begik sig også i den helt korte novelleform, som samlingen Det er lige meget demonstrerer. Der er fine (virkelig fine) historier iblandt, men samlingen præsenterer ikke Kristof, når hun er bedst. Lidt for mange af teksterne fremstår for mig som eksperimenter og ufærdige udkast.

Jeg er en stor fan af Agota Kristof (1935-2011), som mine anmeldelser af andre af hendes værker bevidner. Jeg er også glad for den helt korte novelleform, som kan noget særligt i de rigtige hænder. Mine forventninger var derfor store til samlingen Det er lige meget, som udkom på dansk sidste år på det lille forlag Aleatorik i oversættelse ved Malte Damgaard Hansen.

Den lille bog på under 100 (korte) sider rummer 25 noveller, så det siger sig selv, at der er tale om ganske korte tekster. De korteste fylder ikke engang en side ud, de længste op til fem-seks sider.

Samlingen viser forskellige sider af Agota Kristof. Nogle af teksterne er små grotesker, andre er følsomme kig ind i et liv med sorg og savn. Hun eksperimenterer med forskellige former og fortællesperspektiver.

Samlingen demonstrerer også, at Kristof kunne være en stor humorist. Nogle af de bedste historier er efter min smag netop dem, hvor hun blander det groteske og det (sort)humoristiske. Som f.eks. i den indledende historie, Øksen, som er en af mine favoritter i samlingen. Her tager en kvinde imod en læge, hun selv har tilkaldt. Historien er fortalt udelukkende i form af kvindens replikker (vi hører ikke lægens), hvilket kun øger det sort-humoristiske islæt:

“Kom indenfor, doktor. Ja, det er her. Ja, det var mig som ringede til Dem. Min mand har været ude for en ulykke. Ja, jeg tror det er alvorligt. Meget alvorligt faktisk. Vi skal ovenpå. Han ligger inde på soveværelset […].”
     “Her er værelset, kom. Der ligger han, ved siden af sengen, på gulvtæppet. Han har en økse i hovedet. Vil De undersøge ham? Ja, værsgo. Det er virkelig en tåbelig ulykke, ikke? Han faldt ned fra sengen mens han sov, og så faldt han ned oven på den her økse.”
     “Ja, det er vores egen økse. Den hænger normalt i stuen ved siden af pejsen, vi bruger den til at hugge brænde med.”
     “Hvorfor den lå ved siden af sengen? Det har jeg virkelig ingen anelse om. Han har sikkert selv stillet øksen op ad natbordet. […]”

Og så videre. Det er kosteligt morsomt, hvis man er til den sortere humor. Det samme gælder historien Lærerne, som udover at være fortalt af en psykopatisk fortæller også i et grotesk billedsprog og i kondenseret form giver et lille billede af den ondskab, som skoleelever kunne udøve mod deres lærere:

      Jeg kan huske at en af mine klassekammerater ganske snedigt gled lydløst om bag vores biologilærer og trak nerverne ud gennem rygsøjlen på ham for at dele dem ud til os.
     Det var muligt at fremstille ikke så få genstande med hans nerver, for eksempel musikinstrumenter. Jo mere slidt nerven var, desto finere var lyden.

Et genkommende tema i de korte noveller (som også går igen i andre af hendes bøger) er familielivet på godt og ondt. Men mest på ondt, for det er ikke meget godt, Kristof har at sige om det.

Flere noveller i samlingen udmaler således scener fra triste ægteskaber, typisk centreret omkring forsagte kvinder, der et helt liv har tålt en kedsommelig, mere eller mindre tyrannisk, men under alle omstændigheder selvoptaget mand – indtil de ikke længere tåler det (som i Øksen citeret ovenfor). I andre tager Kristof barnets perspektiv, ofte det svigtede barn – i nogle tilfælde den voksne, der ser tilbage på en barndom med svigt eller savn.

Et eksempel er den melankolske historie Min far, hvor fortælleren tager tilbage til sin barndomsby i anledning af farens begravelse:

Jeg havde allerede foretaget denne rejse flere gange, dengang min far stadig levede, han ventede ved rejsens ende ude i forstæderne til denne industriby hvor han har levet så lidt, elsket så lidt, og hvor han aldrig har gået tur med mig hånd i hånd.

Samlingen rummer bestemt fine historier. Som helhed blev jeg imidlertid lidt skuffet over bogen. For mange af teksterne fremstår for mig som forsøgsvise udkast, skitser der ikke er helt færdigbearbejdede.

Jeg er ikke helt klar over, hvornår teksterne oprindeligt er skrevet. Den danske udgivelse rummer ingen baggrundsoplysninger om bogen, kun kolofonens oplysning om, at den oprindeligt er udgivet i 2005.

På forlagets hjemmeside kan man læse en lille smule mere. Her fremgår det, at teksterne stammer “fra Kristofs tidlige franske forfatterskab.“ Det bliver man jo kun ganske lidt klogere af (mig bekendt er hele Kristofs forfatterskab på fransk). At dømme efter teksternes karakter gætter jeg imidlertid på, at der overvejende er tale om ret tidlige tekster, som så blot først senere er udgivet samlet.

Dette bygger jeg dels på, at de fleste af historierne som nævnt ikke fremstår helt færdige og ikke helt så modne som andre af Kristofs udgivelser. Dels synes jeg nogle steder i denne samling at kunne genkende ideer eller ligefrem hele tekstpassager, som jeg også har mødt i andre (og senere, går jeg således ud fra, selv om det selvfølgelig principielt kunne være omvendt) af Kristofs værker.

Det gælder for eksempel en fin scene i historien Huset, hvor fortælleren møder sig selv som dreng, dengang han endnu havde drømme om en fremtid fuld af penge, lys og kærlighed, men han må skuffe barnet (sig selv) fælt ved at afsløre, at i fremtiden er der ikke andet end “visne og mudrede marker.” Denne scene kan genfindes næsten ord til andet i romanen I går, og jeg bed særligt mærke i den, da jeg netop har citeret den nævnte passage i sin helhed i min anmeldelse af I går.

Er du fan af Agota Kristof, skal du naturligvis også læse Det er lige meget. Om ikke andet, så er den hurtigt læst. Har du ikke læst noget af hende endnu, så vil jeg anbefale at begynde et andet sted (og hvorfor ikke bare begynde med hendes mest kendte og også suverænt bedste værk, Det store stilehæfte).

K's vurdering: