Edgar Allan Poe: Arthur Gordon Pyms eventyr

Edgar Allan Poes eneste roman er en noget ueffen størrelse, men den er slet ikke dårlig. Læseren skal forberede sig på en pudsig blanding af en drabelig ramasjangroman fra de syv have, en fantasi om en besynderlig, skjult verden nær Sydpolen med indlagte essaylignende digressioner om faktiske, historiske ekspeditioner til Antarktis.

Edgar Allan Poe (1809-1849) er mest kendt for sine fortællinger, men han gjorde også et enkelt forsøg i romangenren, Arthur Gordon Pyms eventyr (opr. 1838). Jeg vil nok ikke kalde den en decideret vellykket roman, dertil er den for ujævn i sin fortællestruktur. Men jeg var på en del strækninger egentlig ganske godt underholdt, idet jeg følte mig sat tilbage til min barndoms læsning af nogle af de klassiske søfarerromaner og andre røverhistorier.

For en røverhistorie, det er Pyms eventyr i høj grad. Referatet af handlingen kan jeg overlade til Poe selv, som på ironisk vis imiterer ældre romaners tradition for meget lange undertitler. Romanens fulde titel lyder således i den danske oversættelse:

ARTHUR GORDON PYMS EVENTYR

SOM MEDDELER ENKELTHEDERNE OM ET MYTTERI OG GRUSOMT SLAGTERI OM BORD PÅ DEN AMERIKANSKE BRIG DELFINEN PÅ VEJ TIL SYDHAVENE I JUNI MÅNED I DET HERRENS ÅR 1827.

MED EN REDEGØRELSE FOR DE OVERLEVENDES GENEROBRING AF SKIBET, DERES FORLIS OG EFTERFØLGENDE FORFÆRDELIGE LIDELSER SOM FØLGE AF SULT, DERES FRELSE VED DEN BRITISKE SKONNERT JANE GUY, SIDSTNÆVNTE FARTØJS KORTE TOGT I DET ANTARKTISKE OCEAN, DETS KAPRING OG MASSAKREN PÅ DETS MANDSKAB PÅ EN ØGRUPPE PÅ DEN

FIREOGFIRSINDSTYVENDE BREDDE SYD

SAMT DERUODVER DE UTROLIGE EVENTYR OG OPDAGELSER

ENDNU LÆNGERE MOD SYD

SOM OMTALTE SKRÆKKELIGE ULYKKE VAR ÅRSAG TIL.

Og ja, det er faktisk hele handlingen. Den fortælles i romanen i jeg-form af hovedpersonen Arthur Gordon Pym, der som ung knægt sniger sig ombord på et hvalfangerskib som blind passager, hvorefter de mest drabelige begivenheder udspiller sig.

Som nævnt var jeg egentlig udmærket underholdt i lange stræk af romanens sørøveragtige ramasjanghandling. De mange sømandsudtryk fra dagligdagen på briggen (hvoraf nogle forklares, eksempelvis får vi en to sider lang, i øvrigt ganske oplysende forklaring af, hvad det egentlig vil sige at “ligge underdrejet” eller at “lægge bi”) bidrog til at gøre mig nostalgisk charmeret, idet jeg associerede til min pure ungdoms læsning af gamle drengeromaner fra havet af klassiske forfattere som R. L. Stevenson, Kaptajn Marryat, Jules Verne, Rudyard Kipling osv.

Undervejs knækker filmen dog lidt. Poe har i nogle af sine kortere fortællinger eksperimenteret med at blande fiktion og faktabaseret essay (jf. min anmeldelse af Poes Samlede fortællinger I-II). Det forsøger han sig også med i Pyms eventyr, for så vidt han et stykke henne i fortællingen indlejrer beskrivelser af en række faktiske, historiske ekspeditioner i det antarktiske hav ledet af henholdsvis Cook (1772-73), russerne Krusenstern & Lisianskij (1803), Weddel (1822), Morrell (1823) og Biscoe (1831-32).

De historiske referencer skal vel tjene til at omgærde de efterfølgende (fiktive, helt ustyrligt fantasifulde og fuldstændig urealistiske) begivenheder i romanen med en aura af autencitet, men de virker egentlig mest bare som en lidt trættende afbrydelse af ramasjanghistorien (til gengæld har de inspireret mig til at begynde at interessere mig for nogle af de faktiske rejsebeskrivelser fra nyere Antarktisekspeditioner – dem vender jeg formentlig tilbage til på disse sider på et senere tidspunkt).

Jeg skal undlade at skrive for meget om afslutningen af bogen af hensyn til dem, der går op i den slags, men jeg tør godt røbe, at den både er et antiklimaks og en noget en tam affære involverende en slags uforløst semireligiøs vision.

Man kan måske undskylde romanens mangler med, at det er en gammel tekst (men så kom jeg i tanker om, at den kun er ti år ældre end Dostojevskijs debutroman, og så var der ikke længere nogen undskyldning for ikke at være fremragende og stadig aktuel i det 21. århundrede).

Som roman i sig selv – læst med nutidige øjne – får Pyms eventyr toenhalv stjerne, men den får så et ekstra halvt point for at mobilisere mine barndoms-sørøverroman-endorfiner og ender derfor på tre.

Heureka. Et essay om det stoflige og åndelige univers
Den danske udgivelse af Pyms eventyr, jeg har læst, rummer også Poes lange essay Heureka (1848). Jeg må dog være ærlig og indrømme, at jeg reelt kun har læst de første få sider og meget hurtigt skimmet resten. Jeg orkede ikke bruge min tid eller min mentale kapacitet på det. Jeg kan derfor ikke skrive nogen retfærdig anmeldelse, men omtaler det kun her ganske kort for en ordens skyld .

Poe skriver i sit eget forord til Heureka, at han håber, at eftertiden vil betragte teksten som et digt. Ikke desto mindre skriver han samtidig, at “det jeg fremlægger her, er sandt – derfor kan det ikke dø; og bliver det på nogen måde trådt under fode nu, da vil det ‘genopstå til det Evige Liv’.”

Digte kan som bekendt rumme store sandheder. Poes Heureka fremstår nu imidlertid mest som et filosofisk essay, der udfolder en noget vidtløftig og temmelig tåget kosmogoni, hvis sandhedsværdi høfligt kan betegnes som tvivlsom. Igen med forbehold for, at jeg kun har skimmet teksten.

I Poes samtid blev værket ikke modtaget med den interesse, han selv havde håbet. Og teksten har mig bekendt heller ikke fået det helt store gennemslag i hverken filosofien eller naturvidenskaben efterfølgende.

Større kendere af Poe må gerne prøve at overbevise mig om, hvorfor jeg alligevel burde bruge mere tid på Heureka (frem for fx at bruge den på at kigge på en hvid væg), men jeg bliver nok lidt svær at bevæge lige her.

K's vurdering: