Sara Mesa: Kærlighed af en slags

Kærlighed af en slags er den anden udgivelse på dansk af spanske Sara Mesa. Den første var Måneansigt (opr. 2018, da. 2020). Efter læsningen af den skrev jeg, at jeg gerne ville læse mere Sara Mesa. Det vil jeg stadig gerne og nu endnu mere. Hun har en særlig stemme.

I referat forekommer historien i romanen ganske vist så banal og så ofte tidligere gennemspillet, at den nærmer sig en kliché:

Ung kvinde forlader sit job i større by på grund af traumatisk oplevelse og lejer sig ind i et faldefærdigt hus i en gudsforladt flække af en landsby, hvor alle kender alle, og alle lurer på hinanden og især på nytilkomne, og hvor det hele viser sig at være langt fra så idyllisk og afstressende, som protagonisten forestillede sig, og langt fra giver hende roen til at fuldføre den litterære oversættelse, hun har sat sig for at arbejde med.

Det er også helt inden for skabelonen, at hun undervejs i romanen indleder et kærlighedsforhold (af en slags) til en af beboerne i den lille flække.

Men så er der alligevel noget over Sara Mesas roman, der slet ikke følger nogen skabelon, og som flytter den langt hinsides klicheer. Det handler om tonen i hendes skrift. Der ligger fra begyndelsen noget under. Noget foruroligende. Ikke noget skræmmende eller uhyggeligt, men noget uplacerbart. En sitren i sproget. Som også er en sitren og en utvetydighed i portrættet af hovedpersonen. Denne sitren er dét, der får mig til begærligt at vende siderne i bogen.

Denne tvetydige, lettere foruroligende stemning omfatter den centrale kærlighedsrelation (af en slags), men også hovedpersonens relationer generelt til alle andre personer i landsbyen – og til hende selv.

Kærlighed af en slags er langt fra at være en thriller. Faktisk er handlingen meget begrænset. Dertil kommer, at jeg på et ret tidligt tidspunkt i romanen blev voldsomt irriteret på hovedpersonen og på den grundlæggende præmis i romanen, at hun absolut skal forsøge at finde fodfæste i denne på alle måder ucharmerende og frastødende landsby, hvor hun jo tydeligvis hverken er velkommen eller føler sig tilpas. Hvorfor bliver hun der?

Spørgsmålet bliver ikke besvaret, Men Sara Mesa skriver på en måde, der fanger mig ind og får mig til hele tiden at læse videre. Jeg synes egentlig, at hovedpersonen er træls, men jeg vil hende det alligevel godt, og jeg vil i hvert fald gerne vide, hvad der videre sker. Og pludselig er romanen forbi. På et passende tidspunkt, men på en måde, der igen får mig til at ønske at læse mere Sara Mesa.

Sara Mesa. Foto: Sonia Fraga.

På omslagets inderside er anmelderen på El País citeret for, at Sara Mesa gav associationer til Camus, Faulkner og Coetzee. Det er nogle hårde, litterære navne at blive holdt op imod, og Mesa er heller ikke helt dér. Men jeg kan godt følge associationen, især for så vidt angår Faulkner og Coetzee (som i parentes bemærket hører til mine absolutte favoritforfattere).

Ligesom de nævnte evner Mesa således med få ord og gennem enkle situationsbilleder at indfange den – altid tvetydige – eksistentielle og moralske kerne i relationerne mellem mennesker. Og i Kærlighed af en slags formår hun at føre mig som læser langt ind i hovedet på en hovedperson, som jeg som udgangspunkt egentlig ikke sympatiserer særligt med eller på anden måde identificerer mig med. Det er ikke nogen ringe bedrift som forfatter.

Ja tak til mere Sara Mesa på dansk og i det hele taget.

Og så et sidste, lille, men lidt træls opstød: Hvis du kan, så lad være med at læse bagsideteksten på bogen, hvor forfatter/oversætter/forlag (eller hvem, der nu end måtte have ansvaret) af en eller anden grund har valgt stort set at referere hele bogens ydre handling fra første til næsten sidste side. Det tager ikke noget fra bogens vigtigste kvaliteter, men det tager faktisk lidt luft ud af den smule, ydre handlingsmæssige spænding, bogen rummer. Samtidig med, at det paradoksalt nok ikke er en særlig sigende tekst om, hvad det er for en slags bog, man har i hænderne.

K's vurdering: