Annie Ernaux: Årene

Mesterligt erindringsværk. Annie Ernaux favner sin generations erindringer fra den umiddelbare efterkrigstid frem til begyndelsen af det nye årtusinde – med særligt fokus på kvindernes erfaring. Med udblik til de store verdensbegivenheder, men med særlig optagethed af de små dagligdags detaljer.

Franske Annie Ernaux (f. 1940) modtog i 2022 Nobelprisen i litteratur for sit litterære værk, der i overvejende grad bygger på hendes egne, personlige erindringer. Årene (opr. 2008, da. 2021) betragtes gerne som hendes hovedværk og indtog da også en central placering i nobelpriskomiteens begrundelse.

Årene er mit først møde med Ernaux, men hvis hendes øvrige værk er på højde med dette, så er der ingen tvivl hos mig om, at hun er en værdig nobelprismodtager.

Ernaux er ofte nok blevet sammenlignet med Marcel Proust. Det er på nogle måder da også oplagt af flere grunde, blandt andet fordi Ernaux i Årene selv henviser til Proust som inspiration for, hvordan hun godt kunne tænke sig at åbne sit værk med afsæt i følelser knyttet til en konkret erfaring (jf. Prousts berømte madeleinekage).

Annie Ernaux (f. 1940). Foto: Stefan Bladh. © Nobel Prize Outreach.

Nu bliver man jo ikke nogen Proust bare ved at skrive sine erindringer. Ernaux har dog også det til fælles med landsmanden, at hun – i et vist omfang, om end på ingen måde lige så langstrakt og detaljeret – reflekterer over erindringens natur.

Derudover skriver Ernaux meget anderledes end Proust, herunder (og tak for det!) temmelig meget kortere. Årene veksler mellem nedslag i Ernaux´s personlige livshistorie – typisk fortalt med afsæt i et fotografi fra gemmerne – og en kollektiv fortællestemme.

Ernaux kalder selv Årene er en kollektiv selvbiografi, og det er rammende. Hovedparten af bogen er fortalt af et kollektivt “vi” eller “man,” som omfatter (primært) kvinder i Ernaux’s generation, det vil sige kvinder født i Frankrig omkring 1940. Formen fungerer overraskende godt som vej til at levere et generationsportræt og mangefacetterede tidsbilleder.

Et eksempel på skrivestilen, her fra tiden omkring 1968:

I den måde vi klædte os på, i undertrøje, træsko og trompetbukser, i den måde vi læste på (Le Nouvel Observateur), harmedes på (over atomkraft, rengøringsmidler i havet), var tolerante på (over for hippierne), følte vi os i overensstemmelse med tiden – derfor følte vi os sikre på at have ret i det hele. Forældrene og de der var over halvtreds, var fra en anden tid, også når de insisterede på at ville forstå de unge. Vi hørte på deres meninger og råd som ren information. Og vi ville aldrig ældes.

Bogen var blevet mig varmt anbefalet, og jeg havde store forventninger. Måske derfor var jeg i første omgang en smule skuffet, da jeg gik igang med den. Jeg havde svært ved for alvor at forholde mig til den første lidt mere end tredjedel af bogen, som for mig fremstod som lidt løsrevne erindringsbrokker, meget fokuserede på franske forhold og egentlig lidt småkedelige at læse.

Efterhånden som bogen bevægede sig op gennem årene og nærmede sig en tid, jeg bedre selv kunne forholde mig til og havde egne, konkrete erfaringer med, ændrede min læseoplevelse sig imidlertid til begejstring. Og til næsegrus beundring for, hvordan Ernaux via få nedslag lykkes med at indfange de skiftende stemninger fra årene.

Jeg føler mig ret overbevist om, at havde jeg selv været bare 30 år ældre og dermed på alder med Ernaux, så ville min læseoplevelse i den første tredjedel af bogen have været på højde med de sidste totredjedele. Jeg mangler bare nogle personlige tidsmæssige referencer.

Dermed er også sagt, at Årene er en af den slags bøger, hvor læseudbyttet i særlig grad afhænger af egne erfaringer (læs: alder).

En hel del af Ernaux’ erindringsbilleder knytter an til specifikt franske forhold: Franske forfattere og bøger (hvoraf ikke alle nødvendigvis er kendte uden for landet, hvis man ikke er decideret frankofil), franske sangere og viser, franske film og reklamer, franske politikere og begivenheder, som måske nok har fyldt meget i Frankrig og for franskmændene i sin tid, men som ikke gjorde lige så stort indtryk i det øvrige Europa og ihvertfald ikke har fundet vej ind i den fælleseuropæiske historieskrivning.

Omvendt blev jeg også slået af, hvor mange af de fænomener, følelser og folkestemninger, som i Ernaux´s erindringer åbenlyst har en specifik fransk reference, som ikke desto mindre også kan finde en nærmest direkte parallel i danske forhold.

Tag f.eks. følgende passage, som lige så godt kunne være skrevet om os velbjærgede danskeres forhold til hjemløseavisen Hus Forbi. Ernaux er her nået frem til begyndelsen af 1990’erne, hvor der i forlængelse af arbejdsløsheden i 1980’erne også er kommet langt flere hjemløse i gadebilledet end tidligere:

Til folks store lettelse opfandt man en nyttesløs beskæftigelse til de hjemløse, at sælge Le Réverbère og La Rue, aviser hvis indhold var lige så tyndt som sælgerens tøj, og som man smed ud uden at læse dem. Et pseudojob så man kunne skelne mellem de gode hjemløse der gerne ville arbejde, og de andre som lå og sov deres endeløse rus ud på bænkene i metroen eller udenfor ved siden af deres hund.

Bogen er fyldt med citatværdige passager som ovenstående, men jeg må hellere begrænse mig. Lad mig i stedet anbefale dig at læse hele bogen selv.

Jeg giver Årene fire stjerner som udtryk for min personlige læseoplevelse – på baggrund af, at jeg i kraft af min unge alder (sølle 54 år) manglede forudsætningerne for fuldt ud at tage den første del af bogen ind. Havde jeg været født lidt tidligere, er jeg sikker på, at det kunne være blevet en femmer.

Tak til Søren S. og flere andre for anbefalingen.

K's vurdering: