Robert Seethaler: Fælleden

Ved hjælp at tredive stemmer fra graven tegner østrigsk fødte Robert Seethaler et flimrende portræt af en østrigsk landsby i det tyvende århundrede. Hvor bogen er bedst, formår Seethaler med få pennestrøg at give sine karakterer liv og blod og nærvær. Men formen gør også romanen lidt for flimrende samlet set.

Af Robert Seethaler (f. 1966) har jeg på disse sider tidligere været svært begejstret for hans internationale gennembrudsroman, Et helt liv (opr. 2014, da. 2016). Jeg havde på den baggrund også pæne forventninger til Fælleden (opr. 2018, da. 2019), som er den anden bog af Seethaler på dansk. De blev delvist indfriet.

Fælleden er ret beset en samling korte noveller, som imidlertid fletter sig tilstrækkeligt ind i hinanden til at give bogen karakter af en roman.

Den idémæssige ramme for romanen er at give stemme til de døde, der ligger begravet på kirkegården uden for den fiktive, østrigske landsby, Paulstadt. I tredive kapitler giver Seethaler tredive forskellige afdøde landsbybeboere mulighed for at tale fra graven om deres liv og død.

Det bliver til en serie korte, men intense beretninger, nogle enkelte om døden, men de fleste om livet. Teksterne er fulde af forhåbninger og skuffelser, lidt kærlighed, en del bitterhed og en smule fjendskab. Og ikke mindst en masse humor.

Nogle af de afdøde har været så nogenlunde lykkelige i livet, hos de fleste har der manglet noget, nogle har ikke tænkt så nøje over det. Nogle er døde mætte af dage, som man siger, andre kommet voldsomt fra livet i en ung alder som følge af ulykke eller sygdom. Nogle er bitre, nogle kan ikke frigøre sig fra jordelivet, andre har fundet sig til rette i ensomheden i jorden.

En af de borgere, der opnåede at dø i en høj alder, sammenfatter sin livsvisdom i nogle få hovedpunkter uden at gøre sig for meget til af den, for som han siger:

Erfaringer er ikke til megen nytte, hvis du ikke har forstand til at tænke dem igennem og drage nytte af dem. Eller hvis du ikke har kræfter til at løfte røven af sædet mere. Det er de færreste gamle, der er kloge, de fleste er bare gamle. Og jeg var helt sikkert en af de fleste.

Heide Friedland bruger sin stemme på at opregne sine omtrent syvogtres kærester (hvoraf hun muligvis elskede én):

Knap var den ene væk, før den næste stod parat. Selv om jeg ikke havde noget særligt at tilbyde. Jeg var ikke engang specielt køn. Men i grunden er mændene ligeglade med, hvordan en kvinde ser ud. De vil bare føle sig godt tilpas, det er det hele.

Heiner Joseph Landmann, en tidligere borgmester, bekender – hvis ikke stolt, så i hvert fald strunkt og trodsigt – at han har været korrupt, løjet og for magt og penge været skyld i dødsulykker via tilladelser til sløset byggeri og den slags:

Ja, jeg har bestukket, givet falske løfter og formentlig produceret en flok uægteskabelige børn, jeg har løjet og bedraget, jeg var slem, jeg var ond, jeg var falsk og gemen. Man kan sammenfatte det således: Kære venner, jeg var en af jer!

Enkelte vælger at benytte lejligheden til at udtrykke sig kort og fyndigt, som i bogens korteste kapitel, vidnesbyrdet fra en vis Sophie Breyer, her gengivet i sin helhed:

Idioter.

Nogle af kapitlerne fungerer som fremragende noveller i egen ret: Sjove, bevægende, tankevækkende. Andre er lidt mere til den jævne side.

Ambitionen synes at være via helheden af de afdødes stemmer at tegne et samlet, patchwork-agtigt portræt af et lille landsbysamfund gennem det tyvende århundrede.

Og ja, der er tråde mellem kapitlerne: Nogle af personerne har været kærester eller på anden måde i familie. Eller de har blot passeret hinanden og været bekendte med hinandens eksistens, som man nu kan være det i en lille landsby. Eller der er referencer til nogle af de samme, større begivenheder i landsbyen (som fx en dødsulykke i forbindelse med sammenstyrtningen af et indkøbscenter bygget for griske penge på en ustabil grund).

Men for mig var sammenhængen for løs til, at billederne rigtigt kunne samle sig til en sammenhængende roman. De bedste dele af romanen er de kapitler, der fungerer som særskilte noveller, og hvor Seethaler lykkes med at sammenfatte en karakter, en menneskeskæbne, på nogle få sider. Når han gør det bedst, er han mesterlig – og i de passager er Fælleden på samme tårnhøje niveau som Et helt liv. Men det holder desværre ikke hele bogen igennem.

Bogen er oversat fra tysk af Anneli Høier, og jeg har gennemgående ikke noget at udsætte på hendes fordanskning. Undtagen et enkelt sted, hvor min mentale grammofonpickup lige tog en scratchende tur hen over hele pladen: “Lyset, som ligner, at nogen har hældt det ud over tagene,” står der i den danske udgave. Jeg ved ikke, hvad der har stået i den tyske original, men på dansk er “det ligner, at …” mig bekendt trods alt endnu ikke anerkendt som civiliseret skriftsprog (selv om jeg erkender, at det nok kun er et spørgsmål om tid, før det finder ind i dansk retstavning, nu hvor også journalister i stigende grad høres anvende denne form for forvildet børnetale).

K's vurdering: