Josefus: Den jødiske krig

Ja, jeg erkender det: vi er ovre i den nørdede ende af skalaen, når man i 2014 som en fritidsfornøjelse kan finde på at læse Josefus’ gamle historieværk om krigen mellem romerne og jøderne i år 66-70 fra ende til anden – uden at man bliver betalt for det af en forskningsinstitution.

Men jeg blev lige inspireret af en juleferie til Israel, hvor vi bl.a. besøgte nogle af de arkæologiske steder fra dengang, f.eks. ruinerne på toppen af Masadaklippen ved Det Døde Hav, hvor den sidste del af det jødiske oprør blev slået ned i år 72. Og i forlængelse af Simon Sebag Montefiores Jerusalem – The Biography, som  i kapitlerne om Jerusalems ødelæggelse i år 70 trækker kraftigt på Josefus som kilde, så tænkte jeg, at det kunne være helt sjovt at gå til kilden selv.

Josefus Flavius (født omkring år 37 e.v.t.) var en jødisk-romersk historiker og den væsentligste kilde til viden om den jødiske historie i det 1. århundrede. Den Jødiske Krig er et af hovedværkerne og er en historisk fremstilling af det jødiske oprør (i det nuværende Israel) mod den romerske besættelsesmagt i 66-70.

I starten af oprøret var Josefus selv jødisk hærfører med ansvaret for forsvaret af Gallilæa. Han bliver imidlertid slået og taget til fange af den romerske general og senere kejser Vespasian. Det lykkes Josefus at indynde sig hos Vespasian, han bevarer ikke alene livet, men bliver senere sat fri, opnår romersk statsborgerskab og går i tjeneste som historieskriver hos Vespasian og hans søn Titus (også senere kejser).

Jeg blev overrasket over hvor læsbar, den gamle tekst faktisk er (i en oversættelse til 1959-engelsk, ganske vist). I lange stræk er den decideret underholdende og lader ikke moderne ramasjangromaner meget tilbage at ønske i forhold detaljerede beskrivelser af krigshandlinger. Titus’ belejring, storm på og ødelæggelse af Jerusalem udfoldes over hele 100 sider. I nogle passager løfter Josefus sig næsten til homeriske højder i sin heroiske anprisning af enkelte soldater, der udmærker sig på særlig vis i kampene, på såvel den jødiske som den romerske side. Som når han afslutter fortællingen om en af romernes førstekæmpere, der efter at have nedlagt mange fjender på egen hånd, til sidst overmandes i en regn af pile: “So brave a man deserved a better fate, yet his fall was a fitting end to such an enterprise”.

I andre passager nærmer det sig splattergenren. Som i Josefus’ ret indgåede beskrivelse af en jødisk mor i Jerusalem, som – gal af sult under romernes belejring – slagter, grillsteger og spiser sit eget spædbarn:

[…] she killed her son, then roasted him and ate one half, concealing and saving up the rest. At once the partisans appeared, and sniffing the unholy smell threatened that if she did not produce what she had prepared they would kill her on the spot. She replied that she had kept a fine helping for them, and uncovered what was left of her child. Overcome with instant horror and amazement, they could not take their eyes off the sight. But she went on: ‘This child is my own, and the deed is mine too. Help yourselves: I have had my share. Don’t be softer than a woman or more tender-hearted than a mother. But if you are squemish and don’t approve of my sacrifice – well, I have eaten half, so you may as well leave me the rest’.

Hvordan historikeren Josefus så har kendskab til sådanne detaljer fra den belejrede by Jerusalem (mens han selv opholdt sig blandt de romerske belejrede udenfor murene), det kan man jo så fundere lidt over – men uagtet den tvivlsomme værdi af sådanne passager som historisk kildemateriale, så tilfører det da ihvertfald kolorit til fortællingen. Og Josefus’ tekst er fyldt med den slags.

Det er i det hele taget svært at vurdere værdien af Josefus’ tekst som historisk kilde, da man til mange af hans beretninger mangler supplerende kilder, der kan enten be- eller afkræfte hans fremstilling. Der er ingen tvivl om, at han har fyldt en del huller ud med lidt digterisk inspiration. Det er på den anden side også noget af dét, der gør teksten sjov at læse.

Det er dog ikke alle digteriske indslag, der er lige spændende. F.eks. gengiver Josefus en række lange (meget lange) taler, som anføres i citationstegn, som om det skulle være ordrette gengivelser, herunder taler af Vespasian, Titus og ikke mindst Josefus selv. Det er helt urealistisk, at han skulle have kunnet huske og nedskrive disse taler, selv hvis han havde været ørenvidne, og det er i det hele taget helt urealistisk, at disse taler overhovedet er blevet holdt i denne længde og form (de er så lange og kedelige, at man ikke kan holde ud at læse dem – så at nogen skulle have udholdt at lytte til dem midt på en slagmark, er en fuldstændig uantagelig påstand).

Kildekritisk betragtet er der heller ikke nogen tvivl om, at Josefus også er Vespasians og Titus krønikeskriver, og bogen flyder over af anprisninger af deres mod og visdom og retfærdighed, som skal tages med mere end ét gran salt. Det gælder også fremstillingen af Josefus’ egne meritter: Der er således næsten ingen grænser for hans eget mod, kriglist og klogskab – og et rungede fravær af reflektioner over hans rolle som  forrædder overfor sit eget folk. Det er svært at fatte meget sympati for Josefus.

Nogle af de mest interessante detaljer i bogen er Josefus’ redegørelser for, hvordan den romerske krigsmaskine fungerede i det 1. århundrede. Bogen indeholder således nogle grundige beskrivelser af, hvordan de romerske legioner slog lejr under deres felttog, og af den typiske marchorden. Vi kender det jo fra Asterix og Obelix og talrige film, men det her er altså en af de oprindelige kilder, hvor alle de andre har det fra.

Et andet eksempel på sjove detaljer er fra Josefus omtale af essenerne, en af de jødiske sekter fra den tid. Han leverer en ganske grundig beskrivelse af, hvilke ritualer, essenerne iagttager, når de skal forrette deres nødtørft, og sætter trumf på beretningen med den eksotiske oplysning, at de som et særligt mærkeligt kendetegn vasker sig bagefter: “… though emptying the bowels is quite natural, they are taught to wash after it, as if it defiled them” (s. 136). Her på den anden side af opdagelsen af bakterier ville én og anden jo nok mene, at essenerne måske havde fat i den lange ende i det stykke….

Det giver ikke rigtig mening at “anmelde” Josefus’ værk, al den stund, at det først og fremmest er at betragte som en historisk kilde, og som sådan er det jo uvurderligt, da der ikke er så mange andre kilder til de omhandlede begivenheder. Ikke desto mindre har jeg givet den en stjernebedømmelse med på vejen – bedømt i forhold til, om jeg kan anbefale andre ikke-historikere som mig selv læse den i sin helhed (eller om man skal overlade det til de professionelle historikere at kondensere de interessante pointer fra den).

Og den samlede dom er: Du skal nok være en lille smule historienørdet og have en ting med originale klassikere, før jeg for alvor vil anbefale bogen. Men er du i dén målgruppe, så er Josefus ret skæg at stifte førstehåndsbekendtskab med. Husk blot at konsultere nogle kildekritisk skolede historikere, inden du tager alle hans røverhistorier for gode varer.

K's vurdering: