En god og for så vidt gribende historie, om end fortalt mange gange før. Men også fortalt med lidt for mange irriterende og lidt for selvbevidste kunstgreb.
Bogtyven er historien om den i romanens begyndelse niårige tyske pige Liesel, som i 1939 i Tyskland efterlades af sin mor hos en fremmed plejefamilie. Moren ser hun aldrig igen, og hendes lillebror er død under rejsen til plejefamilien.
Vi følger Liesel igennem de næste fem år som et prisme for oplevelsen af Nazitysklands frygt, had, mistænksomhed, jødeforfølgelser og krigens bombardementer.
Som titlen antyder, er det også en roman om bøger og det skrevne ords kraft. Eller det vil den ihvertfald gerne være – men denne pointe forekom mig nu mestendels lidt postuleret, de gode intentioner til trods. Bogtyven er pigen Liesel – hun stjæler sig til ordene, til at lære at læse og til nogle få bøger, der bliver hendes mest skattede ejendele. Herunder en bog, som hun redder ud af flammerne fra en nazistisk bogafbrænding i anledning af Der Führers fødselsdag.
Et af bogens kunstgreb – som den selv gør sig meget til af – er at lade Døden agere fortællerstemme. Døden viser sig at være i besiddelse af både en indlevelsesevne og medfølelse med de efterladte levende, mens han/hun gør sit arbejde med at bære sjælene bort fra de afdøde legemer. Og Døden har ellers travlt dér i slutningen af 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne.
*** HER ER EN LILLE KENDSGERNING ***
Du skal dø.Jeg forsøger i al sandfærdighed at tage muntert på hele dette emne, selv om de fleste mennesker føler det umuligt at tro mig uanset mine indvendinger. Men prøv at tro mig. Jeg kan helt bestemt godt være munter. Venlig. Velvillig. Vennesæl. For nu bare at vælge v’erne. Man skal bare ikke bede mig om at være rar. Rar og jeg har intet med hinanden at gøre.
Jeg har forud for min egen læsning noteret mig, at andre anmeldere har fundet, at det var et vældigt og vældigt godt fungerende fortællekneb at lade Døden være fortæller. Ideen som sådan appellerede også til mig, men i praksis syntes jeg ikke rigtigt, at det fungerede.
Dødens fortællerstemme, som jævnligt bryder ind i historien som en art kommenterende græsk kor, virkede på mig mestendels som en irriterende, tilbagevendende afbrydelse, ikke særligt velfungerende, grænsende til det litterært prætentiøse. Og forsøgene på galgenhumor virkede lidt for ofte malplacerede. Og det er ikke fordi, jeg er modstander af galgenhumor, som læsere af disse noter vil vide.
Derudover kunne jeg ikke lade være med at blive irriteret over de små underliggende, karikerede antigermanismer. Som når kommandoer og bandeord skrives på tysk, fordi de for Zusak åbenbart fungerer godt som sådan – mens den almindelige dialog skrives på engelsk (dansk i oversættelsen). Eller som i denne kommentar – som naturligvis er skrevet med en ironisk, galgenhumoristisk intention, men ikke desto mindre mest bare fremstår plat (fordi den ikke passer ind i tonen i bogen i øvrigt):
Forstår du, folk kan godt fortælle dig, at Nazityskland byggede på antisemitisme, en lige lovlig ivrig leder og en befolkning af hadske hyklere, men alt det var der ikke kommet noget ud af, hvis ikke tyskerne havde elsket én bestemt aktivitet:
At brænde.
Tyskerne elskede at brænde ting. Butikker, synagoger, Rigsdage, huse, personlige ejendele, aflivede mennesker og selvfølgelig bøger. De nød virkelig en god bogafbrænding.
Dermed ikke være sagt, at jeg ikke var revet med af historien undervejs, som fungerer fint som traditionel fortælling om en ung pige, der vokser op i og på trods af en grum omverden. Og man skal være en endnu mere kold og sur, gammel knark end jeg for at ikke at blive berørt undervejs.
Det kan også være, at jeg bare ikke er målgruppen. Romanen virkede på mig lidt ungdomsbogagtig – og ikke et ondt ord om ungdomsbøger, den er bare ikke markedsført som sådan, og måske er jeg derfor blevet forledt til forkerte forhåndsforventninger. Skulle jeg vurdere den udefra som en ungdomsbog, ville jeg således nok smide en ekstra stjerne oveni. Men her på bloggen er det nu engang min egen, personlige læseoplevelse, der vejer.
Titel: BogtyvenForfatter: Markus Zusak
Udgiver: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesdato: 01.11.2008
Sider: 568
Originalsprog: Engelsk
Oversætter: Ole Steen Hansen
Originaltitel: The Book Thief
Opr. udgivelsesår: 2005
Læst: December 2014
K's vurdering: