Vladimir Sorokin: Snestormen

Tolstoj på syre – tilsat sci-fi og zombier. Lyder det sært? Det er det også. Det er en vild slædetur, Vladimir Sorokin (f.1955) tager os med på i sin roman Snestormen fra 2010.

Mønsteret i handlingen er for så vidt ret enkelt: Lægen Platon Ilitj Garin hyrer den fattige brødkusk Perkhusja til at transportere sig til landsbyen Dolgoje. I landsbyen hærger en mystisk pestepidemi, og lægen har vaccinen med (man forstår dog efterhånden, at lægen ikke kun er drevet af altruistiske motiver, men også af forfængelig konkurrence med en lægekollega, der allerede er i landsbyen og i gang med at vaccinere).

Men i den russiske isvinter blæser en forfærdelig snestorm. Det, der skulle have været en kort tur på sytten russiske verst, kommer til at tage flere døgn. Og ligesom i den klassiske, russisk-litterære tradition aner man fra starten, at det næppe kommer til at gå godt.

Snestormen kan læses som en moderne pastiche over Lev Tolstojs lange novelle Herre og tjener (1895). Den iagttagelse kan jeg ikke prale med selv at have gjort undervejs i min læsning, da jeg ikke på det tidspunkt havde referencen, men Dirk Uffelmann gør opmærksom på parallellen i sit udmærkede efterord til romanens danske udgave. Det fik mig til at gå på jagt i min bogreol, hvor jeg til min glæde og delvise overraskelse (har jeg for mange bøger?) faktisk fandt en samling af Tolstojs noveller, heriblandt Herre og tjener. Mere om den i et andet indlæg lige om lidt [Opdatering 1003.2015: Læs anmeldelsen af Tolstojs Herre og tjener og andre noveller her].

Når man således læser Tolstojs Herre og tjener i direkte forlængelse af Sorokins Snestormen bliver det meget tydeligt, at Sorokin ikke bare har ladet sig inspirere, men er ude i en egentlig gendigtning af Tolstojs gamle novelle.

Hos Tolstoj er det ikke en læge, men en rig købmand, der på trods af snestormen har frygtelig travlt med at komme frem, drevet af grådighed og forfængelighed, for at opkøbe et stykke skov inden hans konkurrenter. Men strukturen i de to historier er den samme. Faktisk er stort set hele Tolstojs historie til stede i Snestormen, hver enkelt scene og mange af de indre monologer hos de to hovedpersoner. Man kunne bruge en hel afhandling på at opremse parallellerne. Det skal jeg undlade.

Udover handlingsstrukturen har Sorokin også fanget tonen hos Tolstoj imponerende godt. Der er noget bekendt, gammeldags russisk over Sorokins sprog – helt ned til dialogen mellem de to hovedpersoner. Og alligevel er intet helt som hos Tolstoj.

I første omgang synes Sorokins historie at udspille sig i et klassisk Tolstoj-miljø: Vi er i det indre Rusland på en tid, der umiddelbart minder om slutningen af 1800-tallet. Her varmer man sig ved kakkelovne og petroleumslamper, klæder sig i kofter og filtstøvler, ernærer sig ved træskærerarbejde og stampetærskning, måler afstande i verst og kører i hestetrukne slæder.

Men næsten umærkeligt – eller ihvertfald uden at læseren finder anledning til at løfte øjenbryn over det – indsniger Sorokin flere og flere bizarre elementer, som plejer at høre hjemme i fantasygenren: Perkhusjas slæde er en såkaldt ‘selvkører’, som trækkes af et spand på 50 små heste, hver især ikke større end en agerhøne, som løber på et bånd inde i hjelmen og i øvrigt synes at forstå kuskens talesprog. Vi hører også om store heste på størrelser med tre etagers huse.

Lægen og kusken støder på deres færd på både 6 meter høje kæmper og små minimennesker (i form af en sur gammel møller på størrelse med en samovar, som er gift med en frodig, sexdunstende kvinde i normalstørrelse, som lægen tager en tur med undervejs). Et sted derude i vinteren truer zombier med kløer som muldvarpe med at grave sig op gennem den isfrosne jord og giver associationer til et slags Game of Thrones-univers.

Som om det ikke var nok, iblander Sorokin også elementer fra science fiction-genren: I de små kakkelovnsopvarmede stuer ser man holografisk radio, man kan få selvvoksende filttelte på tube, som skæres op med laserknive, og der florerer avancerede narkotiske stoffer i pyramideform. Samtidig er der referencer til virkelige historiske begivenheder, f.eks. Stalintiden, og man må konkludere, at historien udspiller sig i fremtiden, måske i 2030’erne.

Vladimir Sorokin

Der sker alt muligt mærkeligt undervejs. Et enkelt nedslag: Midt i sneørkenen støder Garin og Perkhusja på en gruppe ‘vitaminesere’, en særlig kaste af narkopushere, der flakker om på stepperne. De byder lægen på en prøve af deres nyeste produkt, som hensætter ham i en hallucinatorisk rus, hvor han bliver kogt levende over et bål i en stor gryde fyldt med solsikkeolie.

Det lyder som et dårligt trip, men lægen er enig med pusherne i, at det er deres fineste produkt hidtil: For i modsætning til alle andre narkotiske stoffer, der nok kan give en lykkerus undervejs, men bare gør den virkelige verden så meget mere trist at vågne op til, så virker dette omvendt: Trippet er så stygt, at du bagefter overvældes af en langvarig lykkefølelse over at være i live, uanset hvor hård og modbydelig verden ellers er. Lægen, der gennemlevede det værste mareridt, de største smerter og den dybeste dødsangst under trippet, er således eksalteret af begejstring, da han får bevidstheden tilbage, og køber straks et par omgange.

Man kan i øvrigt få den tanke, om hele historien måske bedst tolkes som ét langt syretrip, der foregår inde i lægens hoved? Det er bestemt en mulighed.

Eller er historien en metafor for maskulin fallosdyrkelse og kastrationsangst – med den impotente kusk Perkhusja i rollen som lægens fortrængte ubevidste? Ihvertfald er lægen tydeligvis drevet af en trang til at hævde sin seksualitet. Det gør han for eksempel overfor ovennævnte møllerkone, som er en regulær karikatur på en mandlig fantasi om den villige kvinde, der lader sig henrykke bare ved at tage imod mandens begær (og hele natten hvisker utroværdige klichéer som “Ah, min dejlige … En ilter mand … Og så stærk …” ind i hans øre og mund).

I samme spor kan jeg ikke lade være med at nævne et af historiens vendepunkter: Den egoistiske læge har forladt Perkhusja og den fastkørte selvkører for til fods og på egen hånd at nå det sidste stykke frem til landsbyen Dolgoje, man han standses af en “en snemand af uhyrlige dimensioner og med en enorm, knejsende snefallos.” Lægen gribes af en uovervindelig angst og kan ikke komme forbi snemanden, som den står dér, “bestandig beredt til at gennembore den omgivende verden med sin fallos.”

(Scenen med snemanden er i øvrigt en af mange taget direkte ud af Tolstojs Herre og tjener, hvor rollen som snemanden med fallossen dog spilles af “en høj vejpæl, omgivet af et forrevent slåenbuskads, der ragede op over sneen og af vinden stadig pressedes hårdt over til den ene side.” Tolstoj er ikke den samme, når man først har læst Sorokin …)

Eller skal historien først og fremmest læses som en politisk allegori over et Rusland, som ganske vist slap af med zaren for bare at få Stalin og senere Putin? For så vidt angår det sidste, er de politiske referencer ihvertfald ubetvivleligt til stede, omend de er subtile og ubestemte. I baggrunden fornemmer man antydningsvist et autoritært regime under ‘Herskeren’ (Putin?). Lægens narkotiske trip kunne tolkes som en implicit kritik af et samfund, der er så elendigt, at kun et hallucinatorisk alternativ i form af død ved levende kogning i olie kan få det virkelige liv til at synes værd at leve.

Derudover er Snestormen fyldt med allehånde litterære referencer. Udover Tolstoj kunne jeg for eksempel ikke undgå at tænke på Gullivers rejser til Lilleput, Brobdingnag (kæmpernes land) og Houyhnhmernes land (som er befolket af intelligente heste).

Sorokins Snestormen er med andre fyldt med mulige betydningslag, og han må have haft en fest med at skrive den. Den er ihvertfald en fest at læse, og hvis man ikke i humør til litterære tolkninger og kan leve med at sidde uforklaret tilbage, kan den også bare læses for underholdningens skyld.

Tak til Mikael fra Nørrebro Bøger for at anbefale dette forrygende slæderidt.

K's vurdering: