Kim Leine: Afgrunden

Kim Leines seneste mursten af en bog er en flot fortalt historisk roman af episk tilsnit, som både giver et tidsbillede af en dramatisk periode i dansk, finsk og tysk historie, og et portræt af to mænd i moralsk frit fald. Den er næsten lige så god som Profeterne i Evighedsfjorden.

I romanen følger vi to danske mænd, de enæggede tvillinger Kaj og Ib Gottlieb fra deres ungdom til deres død, med enkelte tilbageblik på barndommen. Historien fortælles skiftevis fra de to brødres perspektiv, dog med overvejende vægt på Kaj.

Som læsere falder vi ved romanens begyndelse ind i brødrenes liv på det tidspunkt, hvor de som unge mænd har afbrudt deres universitetsstudier og nu er på vej til Finland for at deltage i den finske borgerkrig i 1918. De har meldt sig som frivillige på den ‘hvide’ side mod de ‘røde’ og glæder sig til at komme over og slå bolsjevikker ihjel.

Deltagelsen i den finske borgerkrig bliver Kaj og Ibs spring ud i den afgrund, bogens titel hentyder til. De meldte sig i egen forståelse til krigen drevet af politiske idealer om at dæmme op for ‘den bolsjevikiske fare’, men de opsluges som mennesker moralsk af krigens gru og kommer afstumpede ud af den. I krigen bliver de voksne, men mister samtidig sig selv.

Er springet stadig et spring mens man falder? Det er stadig en følge at en beslutning, et udtryk for det frie valg. Men før eller senere er man nødt til at indse at man må overgive sig til den dyriske viljesløshed i faldet, og at man ikke længere er et frit menneske, men et frit faldende menneske.

Som læser må man dog tænke, at de to brødre allerede inden krigen har været på vej ud i afgrunden, at dømme efter måden hvorpå de kaster sig ud i og beredvilligt lader sig rive med af krigens myrderier i rollerne som såvel soldater i kamp, som vogtere og bødler i de hvides uhyggelige interneringer og henrettelser af de røde i koncentrationslejre ved krigens slutning og som omstrejfende lystmordere i de finske skove selv efter krigens afslutning.

Leines skildringer af krighandlingerne er grumme, men fortalt med en distance, sådan som de ses gennem brødrenes i stigende grad brutaliserede og empatisk afstumpede blikke, drevet først af fremmest af adrenalin-kick’et ved kampene og mordene.

Efter krigen fortsætter Ib og Kaj deres fald ned i afgrunden, om end under mestendels fredeligere former i mellemkrigstidens Danmark med uddannelse, karriere, koner, elskerinder og børn.

Kaj uddanner sig til teolog, selv om han ikke tror på Gud, og ender med at blive journalist på Ekstra Bladet. Han turnerer rundt i verden som udenrigskorrespondent, især i Tyskland, hvilket give Leine anledning til at portrættere stemningen i Tyskland i 1930’erne før og efter nazisternes magtovertagelse. Ib læser medicin og gør en anløben karriere som læge, som han dog udskifter med en mere succesfuld karriere som den optrædende hypnotisør og gøgler Den Store Ibrahim. I besættelsestiden går de begge ind i modstandsbevægelsen, mindre drevet af nationale frihedsidealer end af jagten på den samme intense oplevelse af at leve, som de oplevede under den finske borgerkrig.

Begge brødrene har et stort forbrug af kvinder efter modellen: forfør, forråd og bliv forladt. Også selv om de forelsker sig genuint i nogle af dem undervejs. Der er i den forbindelse ganske meget sex i bogen, også så meget, at det bliver lidt trættende. Især er det lidt trættende, at hver gang, der introduceres en ny kvindeskikkelse i historien, så kan man være sikker på, at mindst en af brødrene har sex med hende (alternativt slår hende ihjel, evt. både/og) på de kommende sider.

Og så skal husarerne i øvrigt ikke glæde sig for tidligt. For lige som det meste andet i Leines roman er også sex en beskidt, dyrisk og mestendels ubehagelig affære, uanset om det er i den hetero- eller homoseksuelle variant (og det tjener til Leines ære, at ingen af varianterne er mindre eksplicit beskrevet end den anden). Her fra storebror Ibs dagbogsoptegnelser om en affære med en yngre mand (hvis mor Ib tidligere i romanen i øvrigt har kværket til døde med sine egne næver og efterfølgende smidt i Øresund med hjælp fra lillebror Kaj…):

Jeg hader ham virkelig. Det var fantastisk.
Ganske ren er han heller ikke, nærmest, objektivt set, lidt ækel. Man maa døje med ubehagelige Lugte, naar man har med den Slags at bestille. Men, indrømmet, jeg elsker hans Lugt, som en Gris elsker sin Pøl, Emmen af Sved og Surhed naar jeg trykker ham ind til mig, og flaar i hans Klæder, hans hede Aande og de vaade, fyldige Læber, der omslutter mig, Tungen der graver og graver og smager af Alkohol og Fedt fra Aftensmaden, en Tallerken Flæsk, han satte til Livs paa min Regning, mens jeg sad og røg og saa paa ham. Jeg gør hans Urenhed til min, jeg ruller mig i den som en Orne, jeg brøler og grynter, jeg kaster Skarn op i Luften og spreder mine Ben og blotter min Hud og lader den regne ned igen.

Det er grimt og frastødende, men det er også flot, flot skrevet. Som Leine også demonstrerede det i Profeterne i Evighedsfjorden mestrer han grimhedens æstetik. Det frastødende gennemsyrer meget af bogen, ikke kun i sex- og voldsscenerne, men også i de små detaljer, som når et sygt spædbarn i Kajs optik beskrives som “en lille klump af gennemtisset ble og inficerede sår.”

Tredje del af bogen, som udspiller sig i besættelsestidens Danmark, er på grænsen til det kulørte, når den ene højdramatiske scene tager den næste, næsten uden at bogen giver sig tid til at få vejret. Leine tegner et billede af København i 1944 som det rene Wild West, hvor Kaj som dansk modstandsmand i det ene øjeblik deltager i sabotagesprængninger, det næste er på flugt fra Gestapo i Københavns gader, deltager i pistoldueller på cykel, har skæbnesvangre møder med Gestapos danske forhørsleder om natten i Tivolis ballongynger, udfører stikkerlikvideringer, tages til fange og tortureres i Shellhuset og så videre og så videre i én lang kæde af dramatiske, hæsblæsende højdepunkter.

Nu er der jo tale om fiktion, og som sådan kan Leine selvfølgelig gøre hvad han vil. Men det virker alligevel lidt unødvendigt at overdramatisere, som han gør – det historiske materiale er jo faktisk rigeligt dramatisk i forvejen.

Til Leines forsvar overfor dem, der måtte finde på at overfalde ham med påpegninger af historiske unøjagtigheder, skal siges, at han ikke prætenderer at have skrevet en historisk korrekt bog. De historiske rammer fungerer primært som anledning og dramatisk bagtæppe (man kan måske endda gå så vidt som til at sige: som metaforer) for skildringen af brødrenes menneskelige og moralske fald ned i afgrunden. På den måde ligner Afgrunden sin forgænger, Profeterne i Evighedsfjorden.

Det bringer mig til gengæld frem til en anden lille anke mod bogen. For på trods af, at hele romanen er fortalt ‘indefra’ de to tvillingebrødres sind, og vi som læsere således får direkte adgang til deres tanker og følelser, og på trods af de mange voldsomme og intense begivenheder, brødrene gennemlever i både krig, karriere og kærlighed, så er det som om, vi aldrig rigtigt kommer ind under huden på dem.

Jeg havde således svært ved at leve mig ind tvillingebrødrenes motivationer. Det kan jeg selvfølgelig vælge at tage som et sundhedstegn på min almindelige psykiske og moralske tilstand, for just sympatiske er brødrene jo ikke, men det betyder også, at de som karakterer ikke fremstår fuldt ud troværdige. Og det er en mangel i en episk roman, der i så høj grad bygger på netop de to hovedpersoners udvikling.

Endelig tror jeg, at romanen kunne være blevet endnu bedre, hvis Leine havde luget lidt ud i de mange sidespor i romanen, som ikke rigtig fører nogen vegne og ikke har afgørende betydning for det samlede plot. Det ville stadig være en stor roman, selv om den i omfang var blevet reduceret fra 600 til 500 sider.

Disse knaster til trods er Afgrunden bestemt anbefalelsesværdig. Underholdningsværdien er høj, sproget er flot, og bogen er i det hele taget næsten lige så god som Profeterne i Evighedsfjorden.

K's vurdering: