David Sedaris: Squirrel seeks Chipmunk

David Sedaris’ lille bog kan ved første øjekast ligne en børnebog i kraft af sin titel og de tegnede illustrationer. Men det er det bestemt ikke. Bogen er en samling små, moderne dyrefabler og henvender sig absolut kun til voksne.

Alle historierne er drevet af ønsket om at bedrive sort og humoristisk satire over såre menneskelige temaer som vold, sex, utroskab, racisme, grådighed, forfængelighed, hævngerrighed, overmod, selvoptagethed, misundelse osv. Hele spektret af klassiske dødssynder og flere til.

Det lyder jo meget sjovt. Men det er det ikke.

Æsops klassiske dyrefabler, som i et eller andet omfang må antages at være forlægget for David Sedaris’ historier, henter deres levedygtighed fra samspillet mellem menneske- og dyreegenskaber. Æsops antropomorfiserede dyr har netop bevaret nogle af deres centrale egenskaber som dyr, og det er gennem dem, vi genkender de menneskelige træk, og fablen leverer sin morale.

Hos David Sedaris er dyrene bare antropomorfiserede mennesker, og på nær enkelte undtagelser kunne han lige så godt have skrevet sine historier med mennesker i rollerne. På trods af, at historierne er meget korte, er de alligevel alt for lange – de er bare ikke skarpt nok skåret til. Og de ikke specielt sjove.

Det eneste forsonende ved bogen er Ian Falconers barske, men sjove illustrationer (hvis man er til den slags kulsorte humor), som også var dem, der fangede min interesse i første omgang. Som f.eks. nedenstående opslag fra historien om kragen, der lokker fåret til at afprøve en meditationsøvelse for derefter at se sit snit til at stjæle det nyfødte lams øjne….

Bogens omslag er fyldt med lovprisninger af Sedaris som humorist, og hans normale genre er vist nok en anden. Han får nu ikke flere chancer hos mig.

Fra David Sedaris: Squirrel seeks chipmunk (ill.: Ian Falconer)

K's vurdering: