Junot Díaz: The Brief Wondrous Life of Oscar Wao

Rasende godt skrevet. Vildt og adrenalinpumpet sprog. Smuk, poetisk og rørende. Voldsom og skræmmende og sine steder deprimerende i portrættet af den – af kolonitid, diktatur og fattigdom – så hårdt prøvede Dominikanske Republik og af den dominikanske diaspora i USA.

Fyldt med referencer både til klassisk litteratur og især til science fiction, fantasy og superhelteverdenen i tegneserier, bøger og film. Men uden at det på noget tidspunkt virker litterært prætentiøst, derimod som udtryk for en troværdig fortællerstemme. Og lige så fyldt med gode historier om ekstraordinære, men alligevel troværdige personer, som man både kan grine og græde med.

The Brief Wondrous Life of Oscar Wao er kort sagt en god bog. En fabelagtig god bog.

I min omtale af Díaz’ Sådan mister du hende ærgede jeg over at have læst den i dansk oversættelse. Oscar Wao har jeg til gengæld læst i originalversionen, og der er ingen tvivl om, at Diáz’ vilde prosa fungerer bedst på amerikansk. Jeg må dog rimeligvis gå til den bekendelse, at jeg savnede oversætter Claus Bechs appendiks med en oversættelse af de mange spanske udtryk. For dem er der mange af. Díaz blander ubesværet spanske ord og hele sætninger ind i det amerikansk-engelske, idet han i sin prosa sigter efter at ramme tonen i det dominikanske immigrantmiljø i New Jersey, USA.

Junot Dáz (foto: Nina Subin)

Oscar Wao er en generationsroman, omend en utraditionel en af slagsen. Titelpersonen Oscar og hans storesøster Lola er yngste generation og vokser op i Paterson, New Jersey som børn af dominikanske immigranter.

Unge Oscar er den ultimative nørd. Smælderfed, briller, lille grimt overskæg, kikset haitianerafro, bruger al sin fritid i sci-fi og fantasyverdenen: dyrker superhelte- og mangategneserier i nærmest sygelig grad, har kun sociale relationer via rollespil, skriver selv på diverse romaner (med ambitionen om at blive den dominikanske Tolkien).

Et eksempel på graden af Oscars nørdethed: På sin dør til kollegieværelset har han sat et skilt op, der siger “Speak, friend, and enter” … skrevet på elversprog (jf. Tolkiens Ringenes herre, som romanen er fyldt med eksplicitte og implicitte – og som oftest ret velvalgte og humoristiske – referencer til).

Oscar har – af ovenstående grunde – aldrig kysset en pige, endsige gået hele vejen. Det gør ham i det ganske sexoptagede dominikansk-amerikanske miljø, han vokser op i i Patersen, New Jersey, til en de facto ikke-mand og ikke-dominikaner.

Romanen er Oscars livshistorie fra den tidlige barndom gennem skole-, highschool- og collegetiden til han som voksen får ansættelse som universitetsunderviser. Men i en serie side- og tilbageblik får vi også historien om Oscars på anden vis utilpassede søster Lola, historien om deres mors dramatiske opvækst i den Dominikanske Republik og endelig også historien om deres bedstefar og hans families fald i Dominikanske Republik i 1940’erne under Trujillos diktatur.

Romanens fortællerstemme er tillagt Yunior, som vi allerede kender som hovedpersonen i Junot Díaz novellesamling Sådan mister du hende. Yunior træder også ind på scenen i Oscar Wao, som Oscars eneste ven (eller noget, der ligner) og som evigt forelsket i storesøsteren Lola. Yunior er dog kun en beskeden biperson i Oscar Wao, men den på én gang fandenivoldske, følsomme og humoristisk-sarkastiske tone i romanen er den samme som i Sådan mister du hende.

Undervejs lærer vi en hel del om den Dominikanske Republiks plagede historie i det 20. århundrede, ikke mindst om tiden under og umiddelbart efter general Trujillos brutale militærdiktatur gennem 30 år. De dele af romanen, der foregår i Trujillotiden er maveknugende skræmmende. For de af jer, der ligesom jeg ikke var helt opdaterede på dominikansk historie på forhånd, er her et uddrag af Díaz’/Yuniors lynkursus i Trujillo henvendt til læseren i en note (som samtidig fungerer fint som penneprøve på Díaz’ humoristisk-sarkastiske pen iblandet spanske gloser og referencer til tegneserie- og fantasyverdenen):

Trujillo, one of the twentieth century’s most infamous dictators, ruled the Dominican Republic between 1930 end 1961 with an implacable ruthless brutality. A portly, sadistic, pig-eyed mulato who bleached his skin, wore platform shoes, and had a fondness for Napoleon-era haberdashery, Trujillo (also known as El Jefe, the Failed Cattle Thief, and Fuckface) came to control nearly every aspect of the DR’s political, cultural, social, and economic life through a potent (and familiar) mixture of violence, intimidation, massacre, rape, co-optation, and terror; treated the country like it was a plantation and he was the master. At first glance, he was just your prototypical Latin American caudillo, but his power was terminal in ways that few historians or writers has ever truly captured or, I would argue, imagined. He was our Sauron, our Arawn, our Darkseid, our Once and Future Dictator, a personaje so outlandish, so perverse, so dreadful that not even a sci-fi writer could have made his ass up.

Oscar Wao giver ikke kun et kig tilbage i den Dominikanske Republiks historie, men også et stemningsbillede fra landets nyere tid (sidste del af romanen udspiller sig i 1990’erne), som i vide stræk også kan genkendes i dag af den besøgende. For eksempel passer følgende beskrivelser af overfyldte busser og forfaldne bygninger i hovedstaden Santo Domingo ganske godt til de billeder, jeg har med mig hjem på nethinden fra en jule- og nytårsferie i Dominikanske Republik (ja, så fik jeg lige sneget ind, at jeg har opholdt mig på de kanter her de seneste par uger – og valget af Díaz som ferelæsning har selvfølgelig heller ikke været upåvirket heraf):

[…] the buses that charged past so overflowing with passengers that from the outside they looked like they was making a rush delivery of spare limbs to some far-off war and the general ruination of so many of the building as if Santo Domingo was the place that crumbled crippled concrete shells came to die […].

Og vær nu advaret: Her til sidst kommer en (meget, meget lille) spoiler, for jeg kan altså ikke dy mig for at citere romanens udgangsreplik, hvor Díaz i en af sine mange litterære referencer implicit parafraserer Joseph Conrads klassiker Heart of Darkness (1902). Har man læst Conrad (hvis ikke, så gør det!) – eller eventuelt set Francis Ford Coppolas dystopiske Apocalypse now! inspireret af Conrads roman – så husker man den gale oberst Kurtz’ sidste ord, der opsummerer bogens og filmens indsigt i menneskets sind og gerninger: “The horror! The horror!”

Oscar Wao slutter omvendt med et citat fra Oscars sidste brev hjem til vennen Yunior, hvor han fortæller om den sidste weekend i sit liv, hvor han som voksen endelig, endelig mister sin mødom og endda til sin sidste, store kærlighed, den lettere fallerede prostituerede Ybón:

He wrote: So this is what everybody’s always talking about! Diablo! If only I’d known. The Beauty! The Beauty!

Og sådan er det i det hele taget med romanen: Den rummer rædsel. Men også stor skønhed og humor. Og det er skønheden, der står tilbage.

K's vurdering: