Edwidge Danticat: Krik? Krak!

Stærke, stærke noveller fra Haiti, som sætter sig i maven og hjertet. Det er medrivende, underholdende, rørende og vedkommende – og af høj, høj kvalitet. Edwidge Danticat bedriver novellekunst helt oppe i samme mesterklasse som for eksempel canadiske Alice Munro.

Edwidge Danticat (f. 1969) skriver om piger og kvinder i Haiti og i den haitianske ‘diaspora’ i USA. Hun skriver om afstanden mellem på den ene side menneskers håb og drømme og på den anden side deres virkelighed præget af ekstrem fattigdom, vold og politisk forfølgelse eller ‘bare’ af kulturelle forandringer i omverdenen, som sætter begrænsninger på forskellig måde.

Novellerne i Krik? Krak! spænder vidt i historisk tid. Nogle foregår på forskellige tidspunkter under først ‘Papa Doc’ og siden sønnen ‘Baby Doc’ Duvaliers samlet set trediveårige diktatur, andre omkring tidspunktet for ét af de militærkup, der har væltet Haitis spinkle forsøg på at få en demokratisk styreform til fungere, og atter andre tæt på nutiden (dvs. begyndelsen af 1990’erne, hvor novellerne er skrevet) i USA, hvor fokus er på det haitianske eksilsamfund og på de unge generationer, der vokser op som amerikanere født af haitianske forældre i USA.

Novellerne er ikke i sig selv en vej for den uindviede læser til en indføring i Haitis historie, som snarere er til stede som forudsætning og baggrund for novellerne, så det vil være en fordel at kende lidt til landets politiske historie på forhånd (men fem minutter med Wikipedia om Haiti er tilstrækkeligt for at kunne følge med, så det skal ikke afskrække nogen).

Til gengæld evner Danticat med sine noveller i meget høj grad at levendegøre en verden, som ihvertfald for mig er ganske langt væk og kun kendes fra få brokker i nyhedsstrømmen, hvor billedet af Haiti mest er præget af politisk ustabilitet og i perioder brutale diktaturer.

Den pudsige titel på samlingen er en reference til en haitiansk fortælletradition, hvor fortælleren, før han eller hun går i gang med sin historie, spørger “Krik?”, hvorefter tilhørerne svarer “Krak!”, og historien kan fortælles.

Og Edwidge Danticats novellesamling er fyldt med historier – og meget forskellige historier. De enkelte noveller er ikke kun forskellige ved som nævnt at udspille sig dels i enten Haiti eller USA og dels på forskellige historiske tidspunkter, men også ved forskellige temaer og fokuspunkter. I nogle af dem spiller den politiske vold og elendigheden under diktaturerne i Haiti en fremtrædende rolle, mens hovedfokus i andre er på familierelationer, der for så vidt kunne udfolde sig mange andre steder i verden.

“You know that question I asked you before,” he said, “how a man is remembered after he’s gone? I know the answer now, I know because I remember my father, who was a very poor struggling man all his life. I remember him as man I would never want to be.”

Trods forskelligheden er novellerne kædet fint sammen. Først og fremmest af tonen i historien, men også ved en fælles reference til den fiktive haitianske by Ville Rose, hvor alle personerne eller deres forfædre enten bor eller har boet, og derudover af enkelte helt korte krydsreferencer til personer og begivenheder på tværs af novellerne.

Det sidste tjener til at understrege det gennemgående tema, at der blandt historiernes haitianske kvinder, herunder ikke mindst i den haitianske diaspora i USA, er en stærk følelse af forbundethed med Haiti, det haitianske samfund og generationerne af haitianerne før dem selv.

Men den stærkeste fælles tråd gennem novellerne er dog, at de alle sammen har fokus på mennesker, på det enkelte, konkrete menneskes historie, og det er frem for alt dét, der gør dem så vedkommende.

Jeg har læst Krik? Krak! i en såkaldt 20 års jubilæumsudgave, som udmærker sig ved at indeholde en ekstra novelle, en smagsprøve fra Danticats kommende og anden novellesamling. Det er en enkel, men meget flot og stærk historie om en voksen kvinde, som aldrig har kendt sin far, men pludselig kontaktes af farens nuværende kone, som fortæller, at faren ligger for døden og som sit sidste ønske gerne vil se datteren.

Danticat skriver i et godt og enkelt, letlæseligt sprog uden unødige forsiringer. Det er styrken i selve historierne og hendes karakterer, der for alvor får dem til at sætte sig. Og dét gør de.

Absolut anbefalet. Jeg ser frem til på et tidspunkt også at læse nogle af Danticats romaner og ikke mindst den næste novellesamling, der er på vej.

Jeg har læst på engelsk, men Krik? Krak! er ligesom flere af Danticats romaner også oversat til dansk. Den er dog, så vidt jeg kan se, udsolgt fra forlaget, men kan formentlig fås på biblioteket.

Edwidge Danticat er født i 1969 i Haiti. Hendes forældre flygtede til USA fra Francois ‘Papa Doc’ Duvaliers diktatur, da hun var ganske lille, men de måtte efterlade Edwidge og hendes bror i Haiti, hvor de voksede op hos deres onkel og tante. Først som tolvårig blev hun genforenet med forældrene i USA, hvor hun har boet siden. Danticat skriver på engelsk, men med hendes stærke tilknytning til Haiti og i kraft af bogens temaer har jeg ikke problemer med at kategorisere Krik? Krak! som repræsentant for haitiansk litteratur i min læseudfordring Verden rundt i bøger.

K's vurdering: